Rejsebrev 51
Tirsdag 01.06.10
Det er nok den mest uinteressante dag på hele turen. Jeg skal bare til
Chengdu i en fart og vejen skulle være let nok. Det går da også fint.
I udkanten af Deyang drejer de fleste til højre, men mit kompas
fortæller mig, at det er vejen lige ud, jeg skal tage. Kilometersten eller
ej. Men de kommer igen - senere.
Vejen bliver dårlig. Ved Xindu bliver trafikken mod Chengdu ledt til
venstre. Jeg følger med, men ved første mulighed tager jeg en
"kompas-vej" sydpå. Her er vejen meget bedre. Jeg ender dog tilbage på
G108, da der er et lille bjerg ret forude. Trafikken bliver tættere.
Mellem 4. og 2. ringvej er det helt tovligt. Der er autoværn til at
holde os langsomtgående ude i siden, men der er pladehegn på den anden
side km efter km og banen er smal, og der bliver vanen tro kørt i begge
retninger.
På et tidspunkt går det helt galt. Der er to trehjulere, der ikke kan
passere hinanden. "Jam" på cykelstien - det er sjældent. Jeg skræver over
autoværnet med min cykel og tager et stykke ude mellem bilerne. Sikke en
fred, da jeg er inde igen. Ingen bagfra kommende, nu skal jeg kun holde
øje med de modkørende.
Det småregner, det er mudret, der er en ulidelig trafikos, det er med andre
ord et helvedes kedeligt stykke.
Jeg når 2. ringvej, til højre mod stationen, til venstre mod floden, til
venstre over vejen og lidt ned og jeg er HJEMME.
Jeg startede 9.00 og klokken er 13.10, der må trods alt have været noget i
retning af 60 km og ikke 46 km som kortet påstår.
Jeg beslutter mig, efter at have forhørt mig for at tage en taxi eller rettere
en minivan til lufthavnen torsdag. Bestiller og betaler de 60 RMB - så er DET i
orden.
Sidst på eftermiddagen begiver jeg mig ud for at finde en cykelkasse. Hos den
udvalgte cykelhandler står de ligefrem uudpakkede udenfor, heldigt, så er det
lettere at forklare. Jeg tilbyder at betale for den, og får den for 10 RMB.
Cyklen kan ikke være i den i sin helhed, men jeg skærer op og taper sammen.
Her til aften er jeg tilfreds. En vis fred sænker sig over mig. Jeg synes, jeg
har fået, hvad jeg kom efter. Alle mine udflugter fra Chengdu har, hver på deres
måde været vellykkede. Det eneste minus var den manglende DR udsendelse.
Så nu mangler jeg bare at skrive bogen.