[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 50
Mandag 31.05.10
En rolig nat. Ikke engang en papirkurv er her. Men værten er en lille venlig
mand. Jeg er klar til afgang lidt i 8. Det regner let. Værten følger mig til
bussen og forklarer det nødvendige til chaufføren.
Vi kører kort efter. Efter broen kommer vi ind i en bred dal trekant. De første
midlertidige boliger og et mindre byggeri er i gang, det er nok det, de venter
på? Der er gamle, så det er ikke arbejderboliger.
Man er ved at konstruere en bred vej med 2 baner og vigespor i begge retninger.
Dalen bliver smal. Der ligger en Qiang landsby med de karakteristiske tårne inde
til venstre. Holdt den, eller er den genopbygget? Fra tid til anden ses brune ar
efter landslides på bjergenes grønne sider. En mindre delvis genopført Qiang
landsby.
Så skal jeg pludselig af. Det viser sig, at her er modtagelses centeret. Herfra
kører man i bus de 7 km til det gamle Beichuan.
Da jeg dukker op, finder de hurtigt en ung mand, der taler engelsk. Han fortæller,
at da det regner, kan man desværre ikke køre. Jeg må forstå at vejen er farlig.
Der er risiko for, at klippestykker kan komme væltende eller måske endda
deciderede landslides. Det forstår jeg desværre godt.
Jeg ser i øjnene, at jeg var SÅ tæt på - og så alligevel ikke. Men endelig kan
jeg få svar på mine mange spørgsmål. Han viser mig rundt i udstillingen, der
bl.a. rummer en model af byen efter skælvet. Vi snakker længe. Han sov på sin
sovesal i Mianyang, da vennerne vækkede ham og de alle løb ud. Det var fra
1.sal, så skælvet var ikke ovre, da de stod udenfor.
Bygningen holdt, men to studerende blev dræbt, da de sprang ud af vinduerne højt
oppe fra - en tragedie i tragedien.
Til min overraskelse er regnen nu hørt tilstrækkeligt op til, at man alligevel
kører. Jeg synes ikke, der er nogen forskel.
Det er stort set ældre lokale kvinder. Bussen er fuld, og den unge mand skal med som guide.
Vi kører på den næsten færdige vej. Passerer et stort område med midlertidige
boliger lige før vi ankommer til porten. Området er afspærret som en fangelejr.
Vi stopper mod forventning ved et udsigtspunkt, og jeg får taget mine billeder, og
de lokale brændt deres papirpenge og røgelsespinde. Og dér ligger katastrofen
for vores øjne.
På afstand er det stadig lidt som et billede. Det er som om den fysiske afstand
hjælper til også at holde begivenhederne på afstand, men da vi går rundt i
ruinerne i den nyere del af byen, hvor folk stadig ligger begravet i de huse,
hvor kun stueetagen brød sammen, kommer det tæt på.
Jeg går rundt med min private guide og ind i mellem må jeg standse min tale for
at få følelserne under kontrol.
Den ældre del af byen er der ikke adgang til, den er efterfølgende i september
2008 blevet dækket af mudder, så kun 3 af 7 etager rager op. I den nyere del af
byen kan man gå en rundtur og se på ødelæggelserne. Der er ét hus, der står helt
intakt tilbage. De to fliser der mangler, manglede allerede før 2008.
The Junior Middle School er det mest rystende. En stor del af bjerget har revet
sig løs og begravet den totalt. Ca. 30 elever, der havde fysik i et lokale nær
porten, undslap. Resten er der endnu.
Jeg har allerede forstået det, men her er det skåret ud i pap. Hvor er alle de
19.000 savnede? Svaret er : her. Og alle de andre steder hvor husene blot er en
stor dynge murbrokker. Vi taler om huse på 5-7 etagers højde.
Ved senior middle school udenfor det afspærrede område køber jeg to
uautoriserede DVD'er for at støtte de lokale.
Tilbage i centeret får jeg den officielle DVD - på kinesisk - som gave
af min guide, og vi udveksler e-mail adresser.
Jeg er heldig, at der netop kommer en bus, da jeg kommer ud. Jeg er som
sædvanlig lidt dum og har ikke set, at bussen kører til Mianyang - og
det stod jo på skiltet - for dem der kan læse. Det er først, da hun
spørgende siger: Mianyang? jeg forstår, at hun jo skal vide, hvor jeg
skal hen. Anchang. Det er stadig 5 RMB.
Jeg spurgte, om der havde været andre udlændinge? Nogle canadiere og
tyskere, sagde han. "Several".
Det regner mere nu, hvor jeg skal af sted, men af sted skal jeg, klokken
er blevet 12.45 før jeg vinker farvel. Men når man først er ude i det,
er det ikke så galt. Det er mest støvregn, ind i mellem næsten
ingenting. Jeg stopper lige ved en tankstation, jeg kender fra udturen,
for at se på kortet og tage stilling til, hvordan jeg skal køre. Der
kommer én for at hjælpe mig. Han er en af de få uuddannede
sprogbegavede, der kan kommunikere. Vi har ikke mange fælles ord, men
kan diskutere det vi har forstand på: vejen.
Han prøver at overtale mig til at tage genvejen til Luojiang, der
betyder, at jeg skal til højre i krydset og senere til venstre via en
by, jeg har glemt hvad hedder. For ham ville der ikke være nogen tvivl,
men jeg har mine. Så hellere køre 10-15 km længere og til gengæld undgå
problemer.
Så jeg beslutter at køre lige ud til Mianyang for at ramme G108 - min
gamle ven - der.
Det viser sig at være et godt valg. Jeg kommer til den på den rigtige
side af Mianyang. Spørger den første den bedste - en kvinde, det plejer
jeg ikke - om dette er 108? Ja. Og straks efter står det på et skilt.
Så tager regnen til og jeg står i delvis læ og spiser.
 |
 |
|
| Gadenavnet er der da stadig | Her var Junior Middle School |
Jeg huskede ikke den lange bakke op over "bjergkæden" her så
tydeligt. Sidst kom jeg jo fra de ulidelige små bjerge i nordøst Sichuan,
så da var dette sikkert ingenting. Nu er det én, der trækker tænder ud.
Til gengæld en fantastisk nedkørsel, nok 5 km med 50-60 km/t.
Der er en pæn medvind og benene er begyndt at arbejde som en maskine.
Det går bare derudaf. Jeg når Luojiang, der oprindelig var målet, men
har mere i mig og jo længere i dag jo kortere i morgen.
Er bange for at jeg har passeret Deyang ved en fejl? Men så dukker den
endelig op. Jeg ser på hoteller til 2-300, men det er FOR meget. Så jeg
bruger min næse og finder selv et kinesisk til 60 RMB. Det er ikke helt,
hvad jeg havde drømt om.
Her klokken 22.30 regner det igen, og jeg ser på CCTV news at der i
morges har været et landslide på vejen mellem Maoxian og Wenchuan. "The
important lifeline, as it is called, has been cut off". Det lyder nu som
om, at man allerede i løbet af dagen har fået sprængt det, der skal
sprænges og spulet det ned, der alligevel skal ned. Godt jeg ikke skal
den vej lige nu.