[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 25
Torsdag 06.05.10
Der skete en hel del siden jeg postede sidste mail.
Jeg skulle jo bare ud og have 3`eren til stationen og for at gøre en lang
historie kort, så nåede jeg ikke toget. Hvorfor ikke? Jeg drog selv slutninger -
det skal man ikke. Tag INTET for givet. Jeg ved jo hvor stationen ligger. Altså
tager jeg 3`eren i den retning, og at den drejer til venstre et sted, tager jeg
mig ikke af. Den kører direkte til stationen og ender der, ved jeg. Så måske den
tager en mindre omvej. Vi kommer da også ud på Beijing Lu som vi skal, men tiden
går, det er myldretid stadigvæk kl. 19. Desværre kører vi i den gale retning,
men også det er der råd for, et par sving og vi er på vej i den rigtige retning,
men tiden nærmer sig også 19.29. Der er lige netop håb endnu, da bussen k.e.m.
Drejer til højre i stedet for at køre ligeud til stationen. Her er det jeg må
give op. Der er heller ikke tid til at tage en taxi. Tiden er gået - og toget
med. Netop da ser jeg, at jeg er tilbage, hvor jeg startede - i den anden retning
ganske vist. Så jeg står af og går tilbage til The Hump og spørger, hvad jeg skal
gøre.
Desværre - der er ikke noget at gøre. Billetten er spildt, men de kan booke en
ny. Ja det må de jo hellere, og jeg ringer til Mix Hostel, hvor jeg har booket
til i
morgen og udsætter det til i overmorgen. Jeg sender også Sophia en sms om, hvad
der er sket, og at jeg er her endnu.
Lidt efter tikker en ny sms ind. Hun mener, jeg kan få ændret billetten. Nej,
sender jeg tilbage, hostellet siger nej. Det tikker lidt frem og tilbage, så
kommer en ny: Until 2 hours after the train has left. It`s a governmental rule.
Det kender de ikke noget til i receptionen. Jeg tager en taxi til stationen og
får i løbet af nul komma fem ændret min billet til i morgen i stedet.
Da jeg tager en taxi tilbage, kommer jeg på en længere tur og kommer til at
betale det dobbelte. Meget lærerigt igen. For fremtiden tager jeg kortet frem
når jeg sætter mig ind og nøjes ikke med at forklare med hænderne. Beijing Lu!
Peger fremefter. Jin Bi Lu! Peger mod venstre. Det skulle være meget nemt, selv
om vi ikke kan tale sammen.
Beijing Lu er spærret i den retning for alt andet end busser! Og det er sikkert
rigtigt, den anden vej var vi ovre i de modkørendes baner og der var kun én
bane i modsat retning. Men han benytter sig af omkørslen til at føre os på
afveje. Og pludselig har han hørt Jin Bi Lu som noget andet, jeg slet ikke kan
sige.
Han ender med at undskylde og undskylde og vil kun have 20 selv om meteret viser
22.40. Det er da vist en dårlig forretning for ham? Med mindre måske det er hans
egen bil?
Tørt konstaterende fortæller jeg receptionen, at jeg fik min billet ændret, og om
de kan cancel'e den anden. Det kan ikke umiddelbart lade sig gøre. Men i morgen
kan den sikkert sælges til en anden, og så er problemet løst - tja, måske.
Desværre har jeg betalt, men jeg er rede til at gøre meget, for at få mine penge
tilbage.
Receptionen bestiller ikke billetterne på stationen. Som sædvanlig er der mange,
der skal tjene på det. De køber dem gennem et bureau af en slags. Og nu har bureau'et allerede købt billetten? Det er ikke til at gennemskue. Men fremover
køber jeg selv billetter - og jeg kører ikke i taxi uden et kort.
Da jeg vil sende Sophia en sms for at takke for oplysningerne, er min telefon
brugt op? Jeg kan hverken sende sms`er eller ringe op. Så jeg må bruge det
"rigtige" "all of China" kort.
Under alle disse genvordigheder har Sophia spurgt, om jeg vil med til "class"
i
dag, da jeg jo ikke har noget specielt program for dagen. Må jeg det? Det mener
hun godt, så det kan da blive utroligt interessant.
Det lykkes at spise morgenmad, gå i bad og tjekke ud og anbringe bagagen og nå
en bus 98 OG være ved Di Tai Si før 8.40, hvor vi skal mødes.
Hun kommer som sædvanlig fra en anden side end jeg forventer. Har allerede været
i læsesalen for at læse.
Jeg snakker med drengene fra middagen, før læreren kommer. Lokalet har over 100
små båse med headsets og en form for computer. Der er vel ca. 30 studerende, da
lektionen begynder. Jeg når lige at berolige læreren med, at jeg ikke er "native
english speaking" og ikke har specielt begreb om engelsk litteratur i bred
forstand.
Læreren taler uafbrudt i foreløbig 40 min. Stiller ind imellem nogle retoriske
spørgsmål, som der ikke nødvendigvis kræves svar på, men som nogle studerende
svarer lavmælt på. Hun medbringer sin lektion på en USB-stik i et præsentations
program. Hun har også en mikrofon og et højttaler anlæg til sin rådighed.
En af drengene tager billeder af nogle af plancherne med sin mobil.
 |
 |
|
| Der kunne være over 100 i lokalet... | ...i hver deres lille boks |
Efter 55 min lægger hun første gang op til at en eller anden kan kommentere
noget. Det lykkes faktisk meget godt, selv om ingen er særlig fremstormende -
for at sige det mildt. Og så efter lidt over en time, holder vi en pause.
Når man sidder i sin boks kan man stort set ikke se de andre og når én - som her
til sidst siger noget, er det svært at høre for de andre. Med andre ord er denne
opstilling tænkt som en én-vejs kommunikation.
Her i anden afdeling er jeg glad for, at jeg ikke er studerende. Her er det den
kværnende mikrofon, der får mig til at falde hen. Selv om jeg faktisk forstår
ordene, så er alle disse teorier om author/reader LIGE teoretiske nok.
Efter to en halv time slutter forestillingen.
 |
 |
|
| Til endnu et... | ...dinner party |
Jeg HOLDT mig vågen, men det holdt hårdt. Nu har en af deltagerne i
middagsselskabet fra forleden inviteret læreren og mig og Sophia på frokost. Hun går
egentlig i en klasse over, men deltager åbenbart undertiden.
Det bliver denne gang single pot, kunne man sige. Vi har hver en lille
gasbrænder og en gryde. Retterne kommer på bordet, det er tyndskåret lam
og oksekød, fisk, tofu m.m. Som vi koger og dypper i nogle skåle, vi selv
har blandet henne ved et bord. Der er ikke noget der er stærkt, det
passer mig udmærket.
Bagefter følger Sophia mig til bussen, nu er det forhåbentlig sidste
gang, vi tager afsked denne gang.
Jeg er henne i M-zone med mit ene sim kort. Det er åbenbart løbet tørt
og kan ikke fyldes i Yunnan. Så nu må jeg skifte nummer.
Jeg får refunderet den ekstra billet, den er blevet solgt til anden
side. I værste fald kunne jeg have fået 80% refunderet på
jernbanestationen, siger Sophia.
Så nu venter jeg bare endnu en dag på at skulle nå toget. Jeg tager en
taxi i dag. Halvanden time før, så kan jeg gå derhen om nødvendigt.