[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 22
Mandag 03.05.10
Jeg får lært noget nyt her til morgen. Express Bus har jeg allerede, men hvad nu
med at spørge, om han vil sige, hvornår vi er der? Hvis nu det ikke er
endestationen. Qing ni gaosu wo zai na`er xia? Please you tell me where are? Og
det virker. Det er ikke endestationen, som jeg egentlig havde troet. Det kommer
nu ikke helt bag på mig, at det er den jeg landede på i går, selv om jeg HAVDE
troet den lå syd for byen.
En avissælger vil sælge mig en avis, men det får jeg vist ikke meget ud af? Må
jeg tage et billede af ham? Det må jeg godt. Lidt efter overrasker han mig ved
at hive en kameratelefon frem og ville tage et billede af mig. Han kan vist ikke
være provisions lønnet? Men lige for lige. Det afstedkommer flere billeder med
et yngre kinesisk par - med aviser som JEG holder.
Denne bus er den største jeg endnu har kørt med. Man går op ad en trappe og
sidder oppe. Moderne standard med toilet, men som i går lader toilettet til at
være aflåst. Det gider chaufførerne nok ikke gøre rent. Så man holder sig til de
sædvanlige toiletstop. Der er vist i øvrigt frokost inkluderet I denne billet.
Jeg sidder langt fremme og der er SIKKERHEDSSELE!
 |
 |
|
| Avissælger på busstationen | På vej op over bjergene |
Vi kører også ud og holder ved busstationen syd for byen. Lad os da for pokker
komme af sted! Det er der gået en halv time med. Så, nu starter han motoren, kl.
er 11.30 og jeg ved ikke helt, hvor lang tid det tager. 7 timer?
På et tidspunkt oppe I højderne før vi når ned i dalen med Dali og den store sø,
er der et relativt fladt område, og jeg når lige at undre mig over, at der ikke
er marker, da jeg ser dem - kampvognene, række på række, flankeret af række på
række af militærtelte - det er første gang jeg ser det kinesiske militær.
Larvefodssporene i jorden taler sit tydelige sprog om at dette er øvelsesområde.
Så tæt på offentlig vej?
Da vi når søens nordlige ende er der lunch break. Chaufføren dirigerer os ind et
sted. Helt nyt er det jo ikke, men sidst havde jeg Sophia at støtte mig til. Man
får to skåle til henholdsvis at drikke te af og spise af. Man skyller dem med
teen. Nogle smider teen ud bagefter, andre drikker den. Vi får hver en lille
tallerken med en ret, og så er der fælles retter på drejeskiven. En venlig herre
sørger for, at jeg får en suppeske - jeg holder mig nu til pindene. Jeg tror ikke,
det var fordi han syntes, min teknik var for dårlig. Sidst fik jeg i hvert fald
ros af en medpassager.
Det bliver en lang tur. Først efter New Dali når vi til motorvejen, og også der
er der ind imellem klumper i trafikken. Klokken er nu 18.30 og der er 140 km
igen. Lige nu holder vi for at få fyldt brændstof på. Den bliver mindst 20 og
gad vide hvilken busstation vi holder ved? Den hvor linje 82 kører til
forhåbentlig? Og det kan tage en time derfra. Hmm.
 |
 |
|
| Typisk landskab i området | Toiletstop |
Nu 19.45 er mørket så småt ved at sænke sig over Yunnans røde jord. Chaufføren
har gjort, hvad han kunne her på det sidste stykke. Alle andre express busser er
blevet overhalet. Kun et enkelt mindre stop, hvor en forulykket bil holdt på
tværs i midterbanen. Det eneste uheld jeg har observeret på Kinesiske motorveje
indtil nu. Der kan kun være 30 km igen.
Jeg mærker på uroen, at vi næsten er der og spotter samtidig bus no.82 på et
hjørne. Så da jeg har fået min rygsæk styrer jeg direkte mod krydset totalt
ufølsom overfor alle tilbud om hotel, taxi og sikkert det, der er værre. Der er
MANGE mennesker ved stoppet.
Da jeg nærmer mig døren, er der to mænd, der lykkes med at mase sig ind fra
siden, men så får jeg fat i et håndtag og spærrer vejen for eventuelle
efterfølgere. Jeg får anbragt mig strategisk inde til siden ved enmands sæderne
og ikke langt foran døren. Efter lidt tid brokker en mand sig over, at han får
min rygsæk i hovedet, jeg undskylder det bedste jeg kan og lægger en beroligende
hånd på hans skulder - det skal ikke ske igen.
Bussen er proppet. Der er vist masser, der ikke kommer med de næste stoppesteder,
men det har jeg jo også prøvet.
Bussen kører og kører. Ren Min West Lu siger mig ikke rigtig noget, men da vi
kommer til Dong Feng Lu nærmer vi os noget. Det navn kender jeg. Til sidst kører
den åbenbart ikke længere - uden at være kommet til Jin Bi Lu som jeg havde
forventet. Godt man kender sin by. Jeg skal lige orientere mig lidt, så ser jeg
den kinesiske "port", det er DEN gågade jeg skal nedad.
Og jeg er fremme. Der er en dorm bed i nat og et double room i morgen. Nu skal
jeg have aftensmad - og en fadøl - den er kold. Klokken er 22.00