Rejsebrev 41
Lørdag 22.05.10
For en gangs skyld er der noget der går let. Med 40 min.s forsinkelse
ankommer toget til Xi`an. Jeg går direkte ud og over til bus no.201. Der
er lige kørt en, så i denne er der ikke så mange. Jeg kan følge ruten på
det lille kort på leafletten fra Bell Tower Youth Hostel, og jeg har jo
været i denne by før, og der er INGEN tvivl om, hvornår vi er ved Bell
Tower.
Det er blevet højsommer siden Guangyuan. Allerede i toget her til
morgen, skinnede solen fra den mest blå himmel, jeg har set denne gang.
Med lidt spredte skyer.
Der er air-con på værelset - og den virker! Det kunne ikke være bedre.
Til gengæld er der langt til toilet og bad. Toiletpapir og sæbe og pæn
hygiejne, jeg skal også være her i 3 nætter.
Jeg har en email bekendt her i byen og har lovet at sende en sms, når
jeg er fremme - det kommer til at trække ud. Meddelelsen "Tjek
operatørtjenester!" har jeg desværre set før. Sidst måtte jeg købe et
nyt sim-kort.
Der er en "M-zone" lige henne om hjørnet og jeg finder den, selv om det
er på første sal. Jeg prøver at forklare, at jeg har købt dette sim-kort
i Kunming og at jeg nok skal forny abonnementet, men at det er et "all
of China"-kort.
Det kan tilsyneladende ikke bruges i Xi`an. Men det kan ikke være
rigtigt? Det gælder i hele Kina. Kan jeg ikke bare betale de 88 RMB han
nævnte i Kunming? Men det kan jeg ikke. Hun må da kunne slå mit nummer
op på sin skærm og se, hvad det er for et?
Pigen er beklemt ved situationen. Hendes engelsk er begrænset, og hun er
ikke i stand til at forklare mig problemet. Hun taler med nogen i min
telefon og på sin egen. Lige meget hjælper det. Jeg lader mig ikke
afvise.
Omsider får hun involveret den anden pige. Seancen synes at gentage sig.
Hun har fat i Gud og hvermand. Til sidst siger hun pludselig, at nu
virker den. Virkelig? Ja, det gør den minsandten! Jamen skal jeg da ikke
betale? Næh, det synes ikke at være nødvendigt.
Jeg er stadig et stort spørgsmålstegn, da jeg går derfra. Noget af det
jeg kunne forstå var, at kortet skulle opdateres i Yunnan. Det virker
lidt skørt og så måske alligevel ikke. Det er jo ikke alle kinesere, der
er lige mobile, så masser ville vel have brug for at kunne ringe til
familie over hele landet uden selv nogensinde at bevæge sig uden for
Yunnan? Men det virkede jo i Sichuan!!?? Men det var måske bare på grund
af at jeg også har et Sichuan kort?
Jeg gætter på at nogen på et centralt sted har forbarmet sig over de
stakkels piger, så de kunne slippe af med den irriterende udlænding og
har åbnet kortet her, selv om det ikke er lige efter bogen? Det er ikke
alt man kan forstå her - men det ville nu være rart.
Heldigvis har Carly, som er hendes engelske navn, også været optaget, så vi
ender med at mødes kl.17.
Også her er der forviklinger, men dem kan den livsvigtige telefon heldigvis
afhjælpe. Vi spiser i det muslimske kvarter som for to år siden. Denne gang får
jeg specialiteten over dem alle: Først får man et rundt brød, som skal smuldres
ned I tallerkenen. Jo mindre stykker des bedre får jeg at vide. Det tager en rum
tid. Så afleverer man tallerkenen igen og får den tilbage med sovs, risnudler og
fårekød. Det smager ikke meget af får, det smager FREMRAGENDE!
Hendes engelsk er forbedret VÆSENTLIGT siden sidst, nok mest fordi hun taler
langsommere. Hun synes selv, det er blevet dårligere - kinesisk beskedenhed? Hun
er nu uddannet som "english guide", men konkurrencen er hård i takt med den
økonomiske recession, så hun har stadig sit oprindelige job som kasserer i en
virksomhed. Det er hun ikke tilfreds med. Hun er meget forskellig fra mine andre
kinesiske bekendte. Nok præget af storbyen, for Xi`an er som en hovedstad at
komme til.
Alle lysene ved West Gate minder om Tivoli, der mangler bare forlystelserne.
Jeg forlader hende i nærheden af hendes hjem hos forældrene lige syd for bymuren
og er hjemme kl.22. Har købt en øl på vejen - man bliver tørstig her i varmen -
og lægger mig lige et øjeblik, så jeg må stable mig på benene ved midnat og gå
rigtig i seng.