[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 6
Lørdag 17.04.10
Jeg er allerede vågen 5.30 og den begivenhedsrige dag må lige vendes i hovedet.
Hvad mangler jeg stadig at få opklaret?
Jeg spiser, hvad jeg har fra forleden til morgenmad. Te kan jeg lave, så tosset
jeg vil med elkedlen på værelset. I dag er der også koldt vand i bruseren. Det
var afgjort for varmt i går, hvor det var rent varmt. Jeg må nok erkende at
forsyningssikkerheden endnu har noget tilbage at ønske her, og når det gælder et
hotel, gælder det utvivlsomt også for resten af byens beboere.
Planen for den nærmeste fremtid er nu klar. Jeg tager herfra i morgen til
Chengdu, før vejen lukker mandag. Så tager jeg videre til Kunming med toget
onsdag eller torsdag.
Jeg har ringet til Mix Hostel og reserveret. Og spurgt efter mine briller. Jeg
bruger ellers kontaktlinser, men jeg har da briller med som reserve. De er som
sunket i jorden, Jeg fatter det ikke - og dog - har en fornemmelse af, at jeg kan
have lagt dem på en lille hylde ved spejlet og undgået at se dem, da jeg gik
værelset efter. Hende, der gjorde rent den dag, var der ikke, så jeg må vente, til
jeg kommer frem i morgen med at få svaret.
Jeg får pakket, for jeg har tænkt mig at skifte hotel. Nu har jeg jo været til
middag med ejeren af det andet, så det vil vel se pænt ud at støtte hans
gesjæft, og desuden er det billigere, 120 i stedet for 160. Og jeg har set et af
de alm. værelser.
Jeg er lige ude at tjekke vejret, altså temperaturen, det regner ikke, men
vejret skifter hurtigt her i bjergene. I går begyndte det med at være sol og
stille, men efter frokost blæste det kraftigt og blev koldere. Det er koldt, så
jeg går op for at tage en tynd sweater indenunder.
Jeg ringer til Sherry, eller som jeg nu ved, hun hedder: Che Li, for hvornår mon
hun har tænkt sig at komme? Om 20 min finder vi efterhånden ud af. Hendes
engelsk er noget rustent, så en telefon gør det ikke bedre. Så jeg beslutter mig
for at vente. Jeg ved hvor længe 20 min er også i Kina, men jeg kender også
kvinder.
Det holder nu nogenlunde med de 20 min. Jeg har netop fået pakket færdigt og er
gået ned i receptionen, så dukker Che Li og hendes boyfriend op. Vi begiver os
ned ad gaden mod mit nye hotel, og jeg får bagagen sat ind i et værelse.
Mens vi er på vej videre dukker en onkel op i sin taxi og kører os over på den
anden side af floden og lidt rundt mellem nogle nye boligblokke, det ikke skulle
være så dyrt at bo i. Lidt efter sætter vi boyfrienden af ved en internetcafe og
kører ned til centrum, hvor vi forlader onklen og hans taxi og går lidt rundt
for efterhånden at gå sydpå. Hun spørger om jeg vil med ind til hendes mormor, og
det vil jeg da gerne. Så vi bevæger os ind ad nogle gyder og ender i den kære
gamle dames 1 værelses. Det hele er her i dette ene rum på betongulvet,
fuldstændigt som man har set det på TV. Og så tager hun sig også af to
børnebørn, hvis forældre arbejder lidt langt væk. De sover åbenbart i sengen bag
det ene forhæng, hun i den anden. Toilettet må være et gadetoilet. Det er vel
ca. som under kulturrevolutionen? Men sød det er hun med sine 85 år. Vi sidder
der lidt, og jeg får te og bolsjer og nogle kager. Måske ville hun have det
dårligt med moderne bekvemmeligheder? Et af børnebørnene er der, det er lørdag
og de har fri fra skole, det troede jeg faktisk ikke de havde.
 |
 |
|
| Sherry og hendes bedstemor | Bedstemoderens hjem |
Vi fortsætter og er efterhånden ude i den sydlige ende, hvor endnu en onkel har
forretning. Det er gulve og låse og den slags. Kvinden i forretningen har jeg
set hos familien i går et eller andet sted. Hende og Che Li virker nærmest som
veninder. Che Li er i øvrigt 24, det ville jeg også have tippet hende til. Her english has improved a lot since I first saw her yesterday! But still....
Undervejs har jeg ringet til Xia Wei. Jeg ved ikke, om hans kone måske kommer
tilbage i løbet af weekenden, så jeg spørger forsigtigt til det, men det er
først mandag. Da jeg ved, han har datteren at tage sig af, spørger jeg stadig
forsigtigt, om jeg måske kan komme hjem til ham. Det kan jeg godt, og vi enes om
at mødes ved skolens port kl. 15.30
Så da vi går fra gulvmanden, følger Che Li mig bare op til gangbroen over floden,
hvor vi skilles. Inden har jeg dog givet hende en dansk 5-krone, som hun skal
give til sin far. Det var det, jeg manglede sidst i Xinzhou, hvor jeg kun kunne
stille med en svensk 20 kroneseddel til Jiayuans far. Den blev han dog også
lykkelig for. Jeg har 8 femkroner med.
Ved porten venter Xia Wei, men som jeg allerede har bemærket, er det ikke alle og
enhver, der bliver lukket ind på en skole. Og at jeg ikke har noget at gøre der,
kan enhver jo se. Men Xia Wei siger det der skal siges, og vi slipper igennem.
Han har nok sagt: Det er min personlige ven og vi skal op til mig?
Opgangen er trist beton med ståldøre, men indenfor er der pæne kakler på gulvene
og meget almindeligt. Datteren har sit eget værelse og spiller klaver -
digitalt, men ikke anslagsfølsomt - Czernys etuder, jeg har svært ved at finde
hans navn mellem alle de kinesiske tegn.
Han synes, jeg skal lære Wei Jie, som datteren hedder, lidt engelsk, og jeg
improviserer lidt engelskundervisning ud fra hendes lærebog.
Jeg fortæller Xia Wei om mit syn på den kinesiske sprogundervisning, og han må
give mig ret: de kan måske læse og skrive engelsk, men tale eller kommunikere
kan de overhovedet ikke.
Vi snakker i lang tid. Jeg prøver at huske alt det, jeg gerne ville spørge om og
får vist det meste med. Jeg giver ham resten af de fotos, jeg har lavet hjemmefra
af skolen og livet på skolen efter jordskælvet. Jeg siger, at jeg ikke ved, om de
vil have noget til at minde om katastrofen eller bare hellere vil glemme alt om
den, men nu giver jeg ham billederne.
Jeg ser, der står en computer, og han får nogle flere billeder fra en CD jeg har
med. Vi snakker lidt om e-mails og internet - nettet er nede nu, men virker
nogle gange.
Jeg får også spurgt ham om cyklen og mine ting i øvrigt, det ved han ikke rigtig
noget om. Han kan ikke helt huske omstændighederne, da jeg "forsvandt" tilbage
til Chengdu, han var der jo heller ikke, jeg fik aldrig sagt farvel.
Han foreslår, at vi går ud og spiser, og det gør vi så. Vi får 3-4 retter, der
minder om dem i går. Én er i hvert fald ny, det er noget kød sammen med groftkværnet ris til en slags dhal. Det er min favorit. Jeg får en øl, men han
skal køre og der er åbenbart 0-promillegrænse her, og det giver både bøde og
fængsel. Da middagen trækker ud, får datteren lov til at gå hen i boghandelen og
kigge på bøger. Jeg må selvfølgelig ikke betale noget, det ville jeg ellers
godt. Det bliver omkring 100 RMB.
Bagefter kører de mig hjem til hotellet. Jeg har ikke fået set så meget på
værelset udover, at det virkede mere lurvet og slidt, nu viser det sig, at der er
problemer med lyset, og at varmen ikke virker. Efter at Xia Wei og datteren er
gået, får jeg to piger nede fra receptionen til at forsøge sig som problemløsere.
Det går ikke så godt, men ender dog med at varmen kommer til at virke, i det
tredje rum de forsøger sig i, og jeg flytter så derind.
Efter endnu nogen tid banker det på døren. Jeg troede ellers, pigerne var
lykkelige for at kunne gå ned til deres TV-serie igen, men jeg gør store øjne,
da Xia Wei står udenfor med - MIN CYKEL. Det er virkelig min cykel. Sadlen er
sat ned iI kinesisk højde (for lav), og den ser herrens ud, men den er der.
Hvordan har han fundet den? Hmm, 'I made some phonecalls and then...'
 |
 |
|
| Hjemme hos engelsklæreren | Engelsklæreren MED min cykel |
Som jeg tænkte: den cykel er for speciel til at kunne gå ubemærket
hen i Maoxian. Så hvis den stadig var i byen...
Og sådan slutter første akt om mit gensyn med Maoxian. Der var fuld
valuta for pengene.