[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 3
Onsdag 14.04.10
Da jeg i går spurgte Laura, hvad der skal ske med det gamle Chengdu, sagde hun, at
der vist skal være et center af en eller anden slags - altså ikke nogen
rekonstruktion eller restaurering. Suk. Men egentlig er det nok ikke så
mærkeligt I forhold til det kinesiske system. Det offentlige - staten - har
rigeligt at bruge midlerne til, så alt byggeri er overladt til det private
initiativ, så det er lønsomheden, der bestemmer. Og det kan ikke betale sig at
gemme det gamle lort. Hvad det virkelig også var - men malerisk.
Her til morgen regner det temmelig meget. Det var ikke lige det, jeg havde brug
for på denne ekstra dag i Chengdu. Men morgenen byder på en overraskelse. Da jeg
sidder og venter på min omelet falder mit blik på et skilt på væggen. Koden til
deres Wi-Fi er 3333377777. Min lille PDA har jo trådløst netværk, som jeg ganske
vist ikke kunne få til at virke hjemme, men det skal vel prøves?
Og et øjeblik efter sidder jeg og læser rejsebreve fra min sidste tur - OVER
INTERNETTET!!
Forbløffende. Ganske vist ligner det nærmest html kode, den måde det hele
optræder på, men læse teksten kan man.
Jeg prøver med www.google.dk. Det virker! DSB går det MEGET trægt med, men noget
kommer frem. Messenger kan den ikke klare - jeg ved ikke, om der findes en messenger til windows mobile, eller hvad det nu er jeg kører med?
Det er også kun sider der er specielt lavet til mobiltelefoner og den slags, der
vil optræde normalt kan jeg se, men trods alt et lille mirakel.
Vejret er noget lort, men jeg er fast besluttet på at skulle ud i det. Da Laura
dukker op, spørger jeg hende, hvor jeg skal køre hen i dag? Efter at have tænkt
sig lidt om, foreslår hun "the fish market". Der har de alle mulige underlige
ting. Jeg spørger, om man også kan spise der, og det mener hun. Hun lyder ikke
begejstret, slet ikke da jeg siger, at slange kunne jeg måske godt tænke mig. Nej,
"snack", som hun udtaler det, er ikke noget for hende.
Da jeg endelig er klar til at køre, er det holdt op med at regne. (3 glade smileys).
Da jeg når frem, sætter jeg cyklen hos en cykelparkerings vagt. Jeg har på
forhånd fået at vide, at det kun koster 3 mao, som er deres "tiører". 1 mao er
vist den mindste gangbare enhed i dag.
Efter at have været én gang rundt om blokken er jeg klar over, at der er en fejl
på kortet og spørger en mand (viser ham de kinesiske tegn), hvor det er? Han
peger over på den anden side af den store gade. Jeg går lidt tvivlrådig derover,
det ligner ikke noget fiskemarked. Men da jeg kommer hen til en gyde, der går
ind i området, kan jeg pludselig lugte fisk. Og jeg fortsætter. Ender i en slags
baggård med en bagdør. Og sådan træder jeg ind i markedet. Det er en
ubeskrivelig oplevelse. Jeg har ikke rigtig forventet noget. Der møder mig en
sær verden. Det er fuldstændigt, som jeg har set det i fjernsynet - men her er
det den "virkelige" verden.
Fisk af alle afskygninger. Levende i akvarier, døde på diskene. Én er ved at
aflive levende krabber ved at hugge dem midt over. Det skal gøres præcist, så
først finder han det rigtige sted og presser til, så slår han på huggekniven med
en kølle og ret hurtigt holder benene op med at bevæge sig.
Et andet sted pakker de noget ud af papir. Det viser sig at være hummere, der
straks giver sig til at sprælle, da de kommer ned i baljen. Der er skildpadder,
søpølser, søpindsvin, krokodiller, skildpadder og et hav af væsner, jeg hverken
har ord for på kinesisk, engelsk eller dansk.
 |
 |
|
| Sku' det være en alligator hale... | ...eller hvad med et par frøer? |
Og alt mens jeg måbende vandrer rundt, opfører alle sig, som de plejer: de spiser,
spiller computer, sover, drikker. Jeg føler mig virkelig som en alien blandt
alle de normale i denne underlige verden.
Netop som jeg er kommet ud og har hentet min cykel ('duoshao tian', spørger jeg
for nu at øve mine få kinesiske ord og han svarer 'san mao', ganske som forventet)
og har købt nogle brød/kage lignende ting, ringer Jiayuan som studerer i Kunming,
og som jeg skal møde, når jeg engang kommer dertil. Pinligt. Jeg havde sms'et med
hende i går, og aftalen var, at jeg skulle ringe mellem 12 og 13 i hendes
frokostpause, men fiskemarkedet har fået mig til at glemme det.
Det er svært at tale i mobiltelefon på et fremmed sprog på en larmende gade i
Kina, eller er jeg ved at få noget med hørelsen? Jeg har en finger i det ene øre,
og med den anden hånd presser jeg telefonen mod øret af al magt. Det bliver en
ret kort samtale. Jeg lover at ringe i aften klokken 9 i stedet. Nu må jeg for
alt I verden ikke glemme det!
Da jeg kører videre mod museet - jeg skal for første gang på et kinesisk museum
- ringer min bror og fortæller mig, at der har været et jordskælv i Kina - igen.
300 døde meldes der om. Det lyder nu, som om det er et godt stykke borte, oppe i Qinghai provinsen en tusind km væk. Man har ikke kunnet mærke det mindste her.
Men det er lidt mærkeligt - er det mig, der får det til at ske?
Det hedder Sichuan museet, så det indeholder hvad Sichuan provinsen kan byde på
af kaligrafi, relieftryk, en midlertidig udstilling om den lange march (i
Sichuan), soldateremblemer, tibetansk buddhisme og endelig en historisk
gennemgang af nyere tid, der slutter med jordskælvet i 2008. Jeg har set nogle
af billederne før - på nettet. Netop som jeg skal til at tage mit sidste billede,
kommer der en engelsktalende kustode og siger, at nu lukker de - allerede. Jeg er
blevet advaret over højttaleren på engelsk flere gange men sidst var der en halv
time igen.
De faste udstillinger er med engelske tekster - i det mindste overskrifterne,
nogle gange mere - de midlertidige uden.
Da jeg er kommet hjem er jeg straks inde og læse, hvad Politiken skriver om
jordskælvet? Det er mere end 1000 km væk og trods alt ikke så voldsomt som
"mit".
Jeg har sat cyklen udenfor, selv om jeg formentlig ikke skal cykle mere i dag. Da
jeg lidt senere er inde på kontoret, er der en pigerne, jeg har snakket lidt med
tidligere, der spørger, hvor min cykel er, og da jeg siger: outside, hævder hun
nej, den må være stjålet. Jeg siger selvfølgelig, at i Kina er der ingen, der
stjæler, men det er de nu ikke helt sikre på (og jeg heller ikke, selvom det
ikke er mange). Der er en del fnisen m.m. så jeg aner godt, at den nok er flyttet
et andet sted hen, så da jeg endelig efter aftensmåltidet vil ud for at sætte den
ind, er den der selvfølgelig ikke. Som den forsigtige mand jeg er, går jeg lige
ind og sikrer mig, at den er stillet på plads. Det er den. Så jeg får mine 500
retur og er nu igen en holden mand.
Det blev alligevel en god dag.
 |
 |
|
| Der var mange deltagere... | ...på antikmarkedet. |
Jeg ringer til Jiayuan kl. 21 som aftalt. Nu kan jeg forstå, hvad hun siger. Et
stykke inde i samtalen bliver vi pludselig afbrudt. Jeg er lidt nervøs for, at
mine 30 yuan jeg har i taletid er brugt op? Det kan da ikke være rigtigt? Jeg
prøver at ringe op igen. Der kommer en stemme, der først på kinesisk og så på
ENGELSK fortæller, at modtageren ikke kan nås. Så det er nok ikke mig. Lidt efter
kommer der også en sms om, at hun er løbet tør for strøm. Så følger ellers en l a
n g chat fordi hun absolut vil hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg kommer
til busstationen i morgen. Omsider ender det med, at jeg skal vente lidt, for hun
skal lige spørge sin "classmate", som åbenbart kommer fra Chengdu. Da det ikke
er hendes "roommate", tager det en rum tid, og jeg føler stærk trang til at sove.
Men Endelig! Fra jernbanestationen - som jeg vil sige er i gå-afstand, er der en
bestemt bus jeg skal tage og køre 17! stoppesteder. Heldigvis ved jeg jo, hvordan
det skal se ud.
De bustider mod Maoxian hun har fundet frem, er nu ikke PRÆCIS de samme, som de
oplyste på busstationen... Men det var meget godt gået fra Kunming mere end 1000
km borte. I morgen spørger jeg Laura, hvordan jeg kommer derud. Så skal jeg nok
få et andet svar? Og så kan jeg jo selv vælge.
Om der er internet-forbindelse i Maoxian vil vise sig, ellers går der nogen tid
før næste brev.