[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 17
Onsdag 28.04.10 Dali, Friends Guesthouse
Jeg fik et værelse til 80 RMB. Rigtigt hotelværelse, så der er håndklæder,
toiletpapir, eget bad, termokande med varmt vand og TV. Men ikke CCTV9, den
engelsksprogede. Jeg har alligevel heller ikke tid til at se TV.
De havde værelser til 50, 80 og 100. Det til 50 havde det samme som her, men det
var skrammet og usselt overalt. Det næste var meget mere indbydende, så det tog
jeg.
I går aftes troede jeg, at min nye oplader var stået af. Og deres computer ville
ikke lade mig installere det nødvendige.
Her til morgen virkede opladeren alligevel eller igen - mystisk, men fint. Og
jeg var kommet i tanker om, at jeg jo har en kortlæser med. Sidst virkede DEN
ikke, men her gjorde den. Der skal helst være nogle alternativer, med den teknik
jeg anvender.
Nu har jeg lejet en MTB for dagen. Vi fandt en, hvor alle 3 klinger kan bruges.
Jeg sagde, at jeg var sådan en slags professionel cyklist, da han havde
forklaret mig, at den første var indstillet sådan, at den kun kunne køre på
midterklingen. Så havde han denne, og han satte en bagagebærer på, så jeg kan
have styrtasken stående bagpå, og jeg fik noget med til at binde den ekstra fast
med. Jeg synes, det er en hæderlig cykel. Mærket "Giant", alustel og støddæmper
foran. Samme kvalitet som min den "nye" derhjemme - i Danmark altså.
Dali er hurtigt overset på den måde, at alle er turister - eller lever af dem.
Det er en smuk gammel by, men fungerer ikke meget som by mere, men som
turistfælde, som man vidst kalder det.
I den nordlige ende af byen holder de lokale til, ellers er alt salg til
turister af merchandise og fødevarer (restauranter).
Jeg bor et niveau ned fra gaden i en gård. Ved hjælp af en port oppe i hovedhuset og en stålrampe kan biler køre ned og holde
i gården. Det lyder som
når 5 skraldemænd tumlede rundt med stålskraldespande i gamle dage (min
barndom). Natten igennem var her nu meget roligt.
Ved 11-tiden har jeg provianteret og ruller nordpå ad den øverste vej. I følge
cykelmanden, hvor jeg har købt et noget kunstnerisk kort, og kortet selv, er der
to parallelle veje. Hvad hverken han eller kortet har nævnt er, at den øverste
er under konstruktion - i hvert fald på det første stykke. Så jeg finder en
lille stenvej og triller gennem en landsby - det tog ikke mange sekunder at
komme fra by til land - ned til hovedvejen.
Så går det ellers derudaf. Der skulle være 18 km til et fiskerleje? En landsby
nede ved søens bred. Midt i dalen ligger der nemlig en STOR sø, Erhai Hu.
Der er mange gode fotomotiver undervejs af de arbejdende bønder med deres
variation af redskaber og metoder.
 |
 |
|
| Der arbejdes med okse... | ...og med maskine |
Jeg har nu lært at sige: "jeg vil gerne til det her sted", mens jeg peger på et
sted på kortet.
Det bruger jeg et par gange for ikke at køre for langt.
Jeg kører nu lidt for langt, for pludselig kan jeg se den lille bugt, hvor byen
skal ligge, bag mig.
Jeg troede, her ville være noget turistet også, men DET ER DER IKKE!
Jeg kører ned gennem en landsbygade, hvor bønderne netop er ved at lægge de
afskårne stængler fra en eller anden plante ud på gaden. Jeg ved ikke, hvad
formålet er, andet end at trafikken (jeg ser kun mig og 2 3-hjulede scootere)
skal køre dem i smadder. Lige udlagt er bunkerne ret høje og ikke sådan lige til
at køre igennem på cykel. Godt det er en MTB.
 |
 |
|
| De tre drenge | I landsbyen |
Nede ved søen er der ikke nogen lille havn, som jeg havde ventet - eller nogle
fiskerbåde. Der ligger imidlertid et meget smukt hus i traditionel stil, som jeg
antager er en restaurant? (cykelmanden ved det heller ikke, senere).
Der er helt dødt, men 3 mindre drenge har set mig passere og kommer ned med en
fiskestang. Ham med fiskestangen er lidt mere frimodig end de andre. Vi
"snakker" lidt og jeg giver dem en indpakket brødting hver. Jeg tager nogle
billeder, det af dem bliver ikke så godt, de er for generte.
Så kører jeg af en lille sti langs vandet, og de følger efter. På et tidspunkt
hvor jeg er standset, kommer de foran og den frimodige vil have mig til at komme
med. For at se hvor han bor? Næh, tilsyneladende fordi han mener, at derhenne
kan jeg tage nogle gode billeder af søen. Så jeg forlader cyklen, og vi går i
gåsegang hen ad sådan en slags "fundament-sti". Jeg får taget nogle billeder og
siger tak og farvel - og de var så søde og alvorlige. En god oplevelse. Så kører
jeg ad små stier en anden vej gennem landsbyen og begiver mig hjemad.
Trafikken er vokset - bilosen er uhyrlig, så jeg vælger at tage den øverste vej,
som ikke er så langt væk her. Den er også her under konstruktion, hvilket vil
sige at på en tør dag som denne - dejlig sol - STØVER bilerne. Til gengæld er
der ikke meget trafik, så - valg mellem bilos eller støv? Jeg vælger det sidste,
og her er der jo ingen der tager sig af, at jeg kører helt ude til venstre,
fordi støvet blæser over mod højre.
Jeg kører vel 10-12 km, så er jeg blevet mør og kører ned til osen igen, så jeg
kan komme hurtigt over det sidste stykke.
Udmattet kommer jeg tilbage til byen og forsøger at cykle gennem hovedgaden. I
den nordlige ende går det, men så må jeg tage en sidevej udenom det værste. Det
er værre end Tivoli på en rekord sommeraften. Man kan stort set ikke bevæge sig
- og det er for turister.
Det var en dejlig dag, jeg fik ud af IKKE at være her. Jeg HAR købt billet til
Lijiang i morgen.
 |
 |
|
| Oppe i luften... | ...og nede på jorden |
Jeg går ud for at få ordnet et hængeparti - postkort. Jeg er indtil
videre ikke faldet over nogle, og her i byen har jeg været opmærksom på
at se efter dem, men har ikke set nogle. Men det må der da være?
Man kan vist roligt sige, at kineserne ikke har samme tradition for at
sende postkort hjem fra deres rejsemål. Jeg traver byen tynd - uden
resultat. Og så, da jeg næsten er hjemme, står der pludselig en
gadesælger med nogle. Der er ikke det store udvalg, men nu mangler jeg
bare frimærker.
Da jeg alligevel skal hen med cyklen, spørger jeg efter posthuset. Det er
en gade længere henne. Jeg traver gaden igennem, undervejs er der en
skopudser, der vil pudse mine sko - og de TRÆNGER. Da jeg endelig har
erfaret at posthuset er lukket, men åbent fra i morgen kl. 8, får han
lov. Det skal koste 2, men inden jeg har set mig om, laver han alt muligt
ved dem. Jeg standser ham ikke, tænker at han sagde 2, men jeg er da
villig til at betale mere, men hvor meget bliver vel min egen afgørelse.
Han sætter lige lidt nyt på snuder og hæle, kun lidt. Limer en kant der
er ved at gå op. Syr også lidt, det tager sin tid, alt mens det stadig
regner, som det begyndte på her ved aftenstid. Nå, han bliver færdig og
så koster det 20. Jeg siger at han sagde 2 og andet har vi ikke aftalt,
og han himler op. Nu er problemet også, hvilke sedler jeg lige har, jeg
vil ikke af med mine enere, de er til en evt. bus.
Jeg enes med mig selv om 10, så det giver jeg ham og går, og han brokker
sig, men da han ikke løber efter mig, ved jeg, at det var mere end
rigeligt.
Men vil man være sikker i sådanne situationer, betaler man på forhånd.