[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 46
Torsdag 27.05.10
Chongqing er på flere måder en by i flere niveauer. For at komme til
Tinas Hostel går man fra 2.klasses gaden ned ad en trappe. Tinas er nu
stadig 2.klasse, men fortsætter man ned ad trappen kommer man til
3.klasse. Inde iI centrum har vi 1.klasse, med Metropolitan Tower og
lignende steder. I virkelighedens verden er springet ikke fra 1. til 3.
Klasse, men ufatteligt. Fra det grimmeste, usleste til det mest
strømlinede og sofistikerede. Og så er der stadig dem, der er helt
udenfor nummer - helt oppe på toppen.
På den måde er Chongqing et billede på det moderne Kina. Det kører i
mange niveauer og tempi.
Jeg går ned ad trapperne og strejfer rundt i de maleriske, men usle
gader. På et tidspunkt går jeg ind for at se, om man kan komme længere
ned, men opgiver. Men det skal jeg ikke, siger en mand, og han har ret,
så jeg bevæger mig ned ad trapper en 4-6 etager. Og når på denne måde
flodpromenaden. Der er endda en sti endnu længere nede. Og endnu længere
nede sidder fiskerne.
Jeg beslutter at tage til Ciqikou, en gammel bydel, der skulle være
noget af det eneste, der er tilbage af det gamle Chongqing. Der er mere
end 10 km.
Jeg skal først tage med metroen, monorail'en, "light way`en" eller "qing
gui", den har mange navne. Metroen koster 3 RMB for 8 stationer. En bus
ville være 1 1/2. Man kan godt se forskel på klientellet. Men sådan har
det også udviklet sig i Kina. Vil man have det rigtig billigt, tager man
det langsomste tog, den øverste køje eller det hårdeste sæde. Vil man
hurtigt frem betaler man blot. Train ticket offices er blevet til, fordi
en fremstormende klasse ikke vil stå i kø på stationen i timevis - og
risikere at blive overhalet af en soldat af folket i sidste øjeblik.
Monorail'en er lidt som en rutschebane. Sporet må følge bjergets linjer,
så det går lidt op og ned og ud og ind.
Fra "Da Ping" skal jeg med bus 467 og køre til endestationen, dejlig
simpelt.
I bussen kører vi forbi endeløse højhuse km efter km. Jeg begynder at tro dem,
der hævder at Chongqing er verdens største by med mere end 30 mill. indbyggere.
Kun 3,5 mill. i bykernen, men...
Jeg er på søvnens grænse ustandseligt i denne bus, er det den fugtige varme?
Ciqikou ER en gammel lav bydel, men de mest charmerende, mest træbyggede huse
er blevet den sædvanlige turistfælde. Resten er knap så malerisk.
På vejen tilbage gælder det om, at komme af det rigtige sted. Søvnen trænger sig
på fra første sekund igen, men jeg er da vågen nok til at registrere på et skilt ved
et stoppested, at nu er der kun to stop tilbage. Må spørge efter "Qing gui", de
reklamerer ikke voldsomt.
Tilbage med 2 yogurt købt på vejen beslutter jeg mig for en tur med kabelbanen
over Yangtze. Finder den uden problemer. Hvordan med min højdeskræk? Mærkeligt
nok er jeg helt upåvirket. Måske fordi 'vognen' er så stor?
Det er stadig meget diset, men jeg tager da nogle billeder.
Tilbage hos Tina snakker jeg med et norsk par fra Bergen. De skal på
cruise på Yangtze. Senere dukker et ældre hollandsk par op. De skal også
på Yangtze. Der er tilsyneladende ikke den store tilgang til "the
chinese style", som Burghard og jeg var på, for disse er meget dyrere.
Temperaturen er behagelig her til aften, men der var MYG udenfor. 2 stik
på den ene underarm. Så jeg er trukket ind på værelset, så kan jeg følge
CCTV News - nyt engelsk sproget program - med det ene øre.