[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 27
Lørdag 08.05.10
Jeg bruger dagen til at finde vej til lufthavnen på cykel. Ikke overraskende er
det svært. Den er ikke tegnet ind på kortet, men der er plads til den, eller med
andre ord, der hvor der er et stort område med ingenting, der er lufthavnen. Jeg
har fundet en vej, der på en nem måde skulle kunne føre mig derud.
Det gør den også. Nu er der bare det, at en lille vej til venstre, der skulle
klare det sidste stykke, ikke er der mere. Jeg spørger efter Feiji Chang. Det
afføder en voldsom diskussion blandt de fremmødte. Jeg er på vest siden af den og
ankomst/afgang er på østsiden. De vil have mig til at fortsætte sydpå. Jeg kører
lidt, så kommer der en venstresvings mulighed til Air Chinas værksteder, tror
jeg det er. Der finder jeg nogle unge mennesker. Mens de diskuterer sagen ringer
Jan Larsen og aflyser. Han er ked af det, men det med vejen ødelægger det hele,
for han kan ikke rykke på kalenderen, det SKAL være mandag-tirsdag og kan det
ikke det, er det lige meget, for så kan det ikke sendes på årsdagen. Jeg mener, at
for de implicerede kan det vel være lige meget om det er en uge eller måned fra
eller til, så langsomt, som det trods alt går med genopbygningen. Men for DR er
det åbenbart ikke lige meget. Lad endelig formaliteterne komme før de virkelige
mennesker. Han beklager. Jeg siger, at sådan er livet... Jeg er da ærgerlig over
det, men DR skal ikke ødelægge min tur. Så må jeg samle materiale selv. Til en
bog...?
De unge mennesker siger, jeg skal spørge på Shangliu Busstation, og jeg fortsætter
sydpå. Spørger efter den - det ved de nye unge mennesker ikke. Så kører jeg
efter "næsen". Til venstre så langt jeg kan komme, så til højre og så til
venstre igen. På den måde lykkes det mig at finde muren rundt om lufthavnen. Fra
toppen af nogle jordbunker står jeg og ser flyene holde i kø for at komme til take off. Jeg må vel være halvvejs, så jeg kører lidt tilbage og videre sydpå,
til der kommer en stor vej.
På denne måde bevæger jeg mig hele vejen rundt om lufthavnen, og det lykkes mig
at finde frem til afgangshallen, der er på første sal. En officielt udseende
mand jeg spørger, viser sig at være KLM repræsentant. Jeg får et telefon nummer
jeg kan ringe til for yderligere oplysninger. En cykel koster nok 80 Euro - det
var ligesom sidst. Der er ikke noget specielt sted for "odd sizes", så jeg skal
bare check'e ind almindeligt og betale for min overvægt.
Klokken er hen ad et. Jeg startede kl. 9. Jeg spiser lidt. Nu skal jeg bare finde
en nemmere vej hjem, som jeg vil kunne komme herud ad, når jeg skal hjem.
Jeg har spurgt ham om vej og det lyder nemt, men han plejer nok ikke at cykle.
 |
 |
|
| En cykel kan lastes med meget... | ...men så er hjælp også værd at tage med |
Jeg prøver mig lidt frem. Kører tilbage flere gange. Tegner på mit kort, for det
passer ikke mere. Jeg har kompasset fremme for at få retningerne rigtige.
Da jeg endelig kommer til et sted, hvor man åbenbart kan køre nedenunder
motorvejen ser det nemt ud. Jeg kører lige tilbage under motorvejen for at se, om
jeg kunne være kommet her nemmere. Men sporet ender blindt, eller rettere langs
med et vandløb, hvor der helt sikkert ikke er nogen bro.
Altså tilbage igen og fortsætte. Det der kunne være nemt er det ikke, for der
kommer vejarbejde og en mand forhindrer mig i at køre mod trafikken på et smalt
ensrettet sted. I stedet skal jeg ned ad en jordvej.
Jeg ender på en stor krydsende vej, der går sydpå. Heldigvis behøver jeg ikke at
køre SÅ langt, før jeg kan vende og køre tilbage.
Denne vej kan jeg nu følge helt til floden og inden længe er jeg i centrum og så
er der kun et øjeblik hjem.
Jeg er vel hjemme halv fire. En anstrengende dag, men udbytterig. Jeg skal nok
sætte to en halv time af til turen derud.
Nu skal jeg slappe lidt af og beslutte hvordan jeg kommer til Maoxian og
Jiuzhaigou nationalparken noget nordligere, som jeg har besluttet at besøge.
Og i aften skal jeg i operaen med Marcus og Bernadette. Sichuan Opera forstås.
Og i morgen cykler jeg til Dujiangyan for at se det berømte vandingssystem. Det
er over 100 km i alt tror jeg.
Jeg snakker længe med cykel fyren fra receptionen, som har været på en tur til
bjerget "The four sisters", der var sne og gearene frøs fast. Vejen fra Yingxiu
til Woolong var forfærdelig, sikkert ligesom fra Wenchuan til Maoxian.
 |
 |
|
| Jeg bragte forstyrrelse til tehusets gæster... | ...før jeg fandt - den forkerte - side af lufthavnen |
Operaen er som beskrevet. En rodet samling af forskellige
traditionelle kinesiske kunstarter: skyggespil, skiftende masker, opera,
solo instrumentalspil (erhu), teater og ægte instrumenter med
baggrundsmusik. Langt hen ad vejen er det play back, der spilles, mimes
og synges til. Det virker overflødigt. Instrumenterne i sig selv er gode
nok. Da flammespyerne spyer deres flammer lugter man tydeligt petroleum.
Det kan jeg godt lide, det er den ægte vare.
Erhu`en har unødvendig play back baggrund og vist også ekko eller
rumklang pålagt - helt unødvendigt. Og så er det ene nummer europæisk
sædvanligvis spillet på violin - hvad skal det til for?
Før forestillingen bliver vi hentet i en stor minibus. Marcus og Bernie
har været med Mix ude at købe cykler til det nye hostel. Det har været
en fin tur.
Vi bliver først kørt et sted hen hvor vi får en kop te. Andre gæster får
også massage, men det er ikke inkluderet i vores 100 RMB. Efter
forestillingen skal M og B med en anden bil hjem. Vi ved ikke rigtig, om
vi skal tage afsked endnu engang eller hvad. Jeg tager hen til deres hostel
i morgen aften har jeg tænkt - og ser om de er der.