[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 10
Onsdag 21.08.13 97 km
Jeg blev. Nu er det en vidunderlig morgen. Dalen, der bølgende udvider sig og
trækker sig sammen, bliver så småt ramt af dagens første solstråler. De
skovklædte skråninger gemmer stadig små skytotter. Jeg står og ser ud over det
altsammen fra min udkigspost - fugletårnet, må det vist være.
Betonbygningen, der rummer toiletter nedenunder, har en platform ovenpå, hvorfra
man hurtigt ser, at det ikke er nogen rigtig golfbane. Det er nærmest en slags
udvidet minigolf på græs. Til japanere, der aldrig har prøvet den slags.
Jeg indrettede mit sovested helt nede under trappen med cyklen ved siden af, så
man vanskeligt kunne komme hen til mig uden at jeg vågnede? Og køkken oppe, hvor
trappen drejer. Der er nu ikke chance for, at der skulle komme nogen. Denne
toiletbygning hører nemlig til cykelstien, så biler har ikke adgang.
Cykelstien så jeg godt i går da jeg kørte ud af Asahikawa, men jeg havde ingen
anelse om, hvor den førte hen selv om der stod et navn: Souynko. Det har siden
vist sig (fra en brochure) at det er der, jeg er på vej hen.
Undervejs i går så jeg den gik lige ved vejen, men det var ikke muligt at komme
til den. Og her ender den så for at følges med hovedvejen for resten.
Dalen breder sig ud igen og en lang lige vej viser sig. Efter endnu en drejning
kommer en kontrast til de små hyggelige grønne knolde til syne. Det ser
frygtindgydende ud. Indhyllet i skyer, så man ikke ved hvor bjerget ender og
himlen begynder. Det er vist der, jeg skal op omkring?
Efter en ny drejning er det ude af syne - indtil videre...
Vejen har hele tiden steget svagt, som den jo gør, når man kører op langs en
flod. Mindre, jo større - normalt. Nu bliver den ubehagelig smal. Man er da også
i gang med at udvide den, hvad der ikke gør det bedre i øjeblikket, da der er
stillet rækværk op udenfor den hvide stribe. Et sted, hvor arbejdernes biler
blokerer den ene bane er der lysreguleret. D.v.s. det er mennesker - ikke lys.
Først står der én med en fløjte og et hvidt flag, til at markere at der er
forhindringer og at farten skal sættes ned. Så kommer ham med det røde og grønne
flag og et par stykker til, der vist bare skal takke for opmærksomheden. Og lige
sådan fra den anden side.
Kæmper mig op over en knold, men kun for at køre ned på den anden side. Vejen er
blevet behagelig bred, men ikke nok med det. Asahikawa - Sounkyo Cycletrack går
fra nu, det glæder jeg mig til. Til gengæld strakte Karakawa sig ikke ud til
hovedvejen, så det blev ikke til noget med indkøb inden fjeldovergangen. Jeg har
7 bananer, 5 skiver hvidt brød og en middagsret.
Vejen stiger. Fra at have været 1 gear nede i snit er jeg nu 2. Floden er også
blevet smal og brusende. Vejret holder sig ganske pænt. I morges blev det mere
skyet og køligt, da jeg begyndte at køre. Det var faktisk vældig behageligt at
cykle i. Nu er det overvejende sol - men jeg klager ikke! Tinderne rejser sig
efterhånden på begge sider. "But it's a pass...!", sagde damen i turistkontoret
i Asahikawa med skræk i blikket. Ja, gu' er det da et pas, og det begynder at
ligne noget.
De første tegn på civilisation viser sig i Sounkyo Gorge. Et hotel og en
7-eleven, hvor jeg forsyner mig med 2 rispakker og en Aquarius sodavand.
Rispakkerne er sådan nogle med fisk eller rogn inde i midten og indpakket i
tang. De er gode. Jeg får varmet den ene.
Ved Sounkyo Spa bliver jeg lidt i tvivl om, det er her jegb skal dreje fra. I
det samme kommer en cyklende japaner fra den anden side. Med besvær får jeg
stoppet ham. Men kort kan vi da se på sammen, selv om han ikke er meget for mit.
Han har hele kortbogen for Hokkaido og jeg kan se, at det først er ved søen, jeg
skal dreje. I den tro at vi cykler skal køre på den gamle vej - der kommer en
tunnel - havner jeg i et af de store sight-seeing steder her i området.
Betagende vandfald - og souvenirs.
Tilbage til tunnelen. Den er lang. Meget lang. Der er ganske vist cykelsti, men
ikke særlig bred og med svingende underlag og huller og forskudte dæksler.
Heldigvis er den oplyst. Efter en 3 km, hører den endelig op, kun for at en ny
kan vise sig, men den kan man da se lige igennem.
Så snegler jeg mig opad med 8 km/t, mod slutningen hele 10. Så er jeg i et pas,
hvor vejen deler sig, og jeg skal til højre. En ny tunnel viser sig forude. Det
er et større arbejdshold, der skal til at efterse lys i sådan en tunnel: Manden
med fløjten, 3 mænd med flag, én til at køre bilen og én til 2 til at lave
arbejdet. Og så 4 mand til i den anden ende.
Nu er jeg for alvor kommet ind i Daisetsuzan Nationalparken. Det minder mig om
Gerlos-passet. I starten gik det både op og ned, men længe har det ikke
varieret. Op, op, op. Ikke overvældende stejlt men enerverende. Der er hele
tiden kun at se frem til næste hjørne i håb om, at et eller andet vil vise sig,
men nej. Eneste trøst er, at der ikke længere er så højt op til skyerne. Det er
også blevet meget køligere.
Endelig sker der noget. En tunnel. Så er jeg nok oppe? Og der er det sædvanlige
lysarbejde i den. Manden med flaget forklarer mig, at jeg skal holde helt til
højre i den. Han siger det også på japansk, og sammen med fagterne forstår jeg
det. Det er den bane, der egentlig er spærret jeg skal køre i helt for mig selv.
Skal bare lige udenom de arbejdsbiler, der måtte holde der.
Da jeg kommer ud på den anden side regner det. Bare lidt fin regn. Og hvad mere
er: der er drikkevand. Jeg spiser et par bananer og triller så nedad. Triller er
måske så meget sagt, omkring 40 km/t, nogle gange mere andre gange mindre. Km
efter km. Jeg har både fleece blusen og regnjakken på, men shorts'ene bliver
våde for det regner værre nu. Og jeg, der havde drømt om at finde en lille sø i
højlandet og slå lejr ved. der var ikke meget højland dér.
 |
| Og så kom der pludselig birkeskov |
Til gengæld får jeg flyttet mig mange km. Ender med mod forventning at nå frem
til Nukabiro Onsen. Møder 3 andre vestlige cyklister - de første. Det er nu rart
at kunne snakke, det har jeg behov for.
Jeg har besluttet mig for hotel i dag - der er sparet sammen. Det første har
ikke plads eller synes jeg ser for luset ud? Manden er nu venlig nok og bruger
10 min på at ringe rundt og finder et der har plads. Det skal koster 9.100 Y
inkl. middag og morgenmad. Det kommer ikke helt bag på mig her i denne kur by,
men nu har jeg behov for lidt ekstravagence - og det får jeg. Men det kommer
først med i morgen.