[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 46
Torsdag 26,09.13 98,97 km
Jeg var midt i sidste kapitel i "Kafka på Stranden", da lyset blev slukket,
og her er ikke læselamper, som der plejer at være.
Så da det var lyst, da jeg vågnede, læste jeg den færdig der.
Det er på alle måder en nutidig handling. Drengen stikker af hjemmefra og tager
natbussen til Takamatsu. Hoshino, som en af de andre personer hedder, er
lastbilchauffør og går med hestehale og Chunity Dragons kasket (baseball hold).
Der er henvisning til Indiana Jones o.s.v. men ikke desto mindre optræder der
også dæmoner, eller hvad det nu er, i forskellige udformninger....
Jeg kommer af sted i morgenmylderet. Alle skolebørnene i deres skoleuniformer og
alle mappemændene i deres mørke bukser og hvide skjorter er på vej. Her i
Takamatsu har man forsøgt at eliminere noget af cyklisternes venten. Ved 3 af de
store kryds kan man komme under vejen. Det er meningen, at man skal stå af og
trække og det gør folk også pligtskyldigt. Og ramperne er også lige stejle nok
til at køre nedad for slet ikke at tale om opad, men for mig og mit læs, kommer
sveden frem, når jeg skal skubbe mig vej op.
Vej 32 er en dejlig vej. Fin og ny. Den skal være rimelig flad på det første
stykke, og det passer. Det er først, da jeg når til Kotohira, at der begynder at
ske noget. Først et mindre pas, hvor jeg bagefter suser ned og ned, og så går
det løs med endnu ét: 417 m og så ned i den langsgående dal, hvor motorvejen
løber.
Her er der en by, Iwada, som nok er sidste mulighed for at proviantere. Jeg kan
jo ikke have færdigretter med så længe, så det bliver: brød, bananer, nogle
dåser fisk, en stor yogurt og et glas appelsinmarmelade.
Efter Iwada drejer Vej 32 fra til venstre, og jeg kører ad den helt til efter
Oboke/Keboke, hvor vej 45 skulle føre mig til Iva dalen.
Jeg idiot har ikke set ordentligt på kortet. Jeg kunne være kørt hele vejen op
gennem Iva dalen - nu skal jeg over et pas. Det går først op for mig, efter at
vejen efter et par km bliver ved med at stige. Og det er 10% eller mere på flere
strækninger. 5 km/t.
Det når at blive en hård eftermiddag, men op kommer jeg og gennem tunnelen og
ned på den anden side, og så pludselig er jeg ved vidje-broen, og den er
virkelig en seværdighed også selv om den er forstærket med stålwirere.
 |
 |
|
| Først hængebroen.... | ........og så vandfaldet |
Og et øjeblik efter kommer vandfaldet Biwa-no-taki, der styrter 50 m ned og camp
site'en er nu kun 600 m fremme...
Jeg finder ned til den ad en lille snoet stejl vej. Allerede oppe ved vejen stod
der noget om, at det kun var for folk med reservation. Der ser lukket ud, men da
jeg banker let bliver der røre og en mand kommer ud og snakker om
reservation...? Nu må han styre sig. Jeg kan jo se, der ikke er nogen. Vil han
ikke tjene de ekstra penge?
Og det vil han naturligvis, særlig da det er 2 dage. Der er nu én, viser det
sig. Bilen, der holder der, er ikke deres, men en dames fra - jeg tror han
prøver at sige Switzerland. Hun bor i en hytte, der er i hvert fald ingen telte.
Så nu sidder jeg i pandelampens skær og skriver, og floden bruser lige nedenfor.
Det er næsten ved verdens ende, vejen går i hvert fald ikke længere på denne
side af floden.