[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 12
Fr 23.08.13 123.48 km
Klokken er 7.15 og jeg er klar til afgang. En ældre japaner med et par
engelske ord tog mit affald. Jeg fatter ikke, hvorfor der ikke er en
simpel papirkurv sådan et sted. Men det er der i det hele taget ikke.
Der er ofte beholdere til flasker af den ene og den anden slags, og til
dåser af den ene og den anden slags, men "combustible" har jeg kun set
ét sted. Resultatet er
at man langs landevejene ser pænt tilbundne plastikposer med alt dette
affald man ikke kan komme af med., Så dybt er jeg ikke sunket endnu. Da
jeg antydede regn i eftermiddag, benægtede japaneren. "My television",
og så pegede han på ørerne,
"this morning". Tak for det, det lyder godt.
På vej 73 går det opad. Af de lave bjerge, der åbenbaredes sidst på
dagen i går, skal vi lige netop op over det yderste. Men det gør ikke
noget, det bryder ensformigheden, og havde det ikke været skoven og den
fugtige dis, der dækker alt i dag, havde der været en flot udsigt. Nu
går det nedad, men desværre bliver cykelstien dårlig, så jeg må bremse
farten ned.
Jeg kommer tilen jernbaneoverskæring i en by, og det får mig til at
beskrive den japanske trafik. Man har lyskurve overalt. Også ude på
landet på hovedvejene. Og man holder for rødt! Hver og én. Hver gang. Om
der kommer nogen eller ej. Japanerne er lovlydige mennesker.
Overhalinger KAN finde sted, men jeg ser det sjældent. Her ved
overskæringen venter man naturligvis på toget, men EFTER det har
passeret, kører hver bil frem og holder, før den kører over. Japanerne
går med livrem og seler.
Jeg kommer til en la - a - ang bakke. Den ender oppe på et plateau og
straks efter går vejen ned igen - og op - og ned. Og sådan synes det at
fortsætte. Kedeligt er det ikke - men anstrengende, det er stejlere end
passet. Jeg puster selv i meget lille gear.
Hvor vej 73 munder ud i vej 38 bliver jeg standset af en betjent, der
netop har afsluttet et lastbil-tjek. Han siger noget, og jeg kan ikke
høre, det er et spørgsmål, men efter at have undskyldt mit manglende
japanske, siger jeg: Kushiro, og peger. Ahh... Kushiro. American? No,
Denmark. Ahh.. Denmark. I am japanese policeman, siger han så ret
overflødigt, eftersom han har hele udstyret på, men nok mere for at
demonstrere sit engelske. Yes, I can see that. Passport? Det er vist
mest af nysgerrighed efter at se et dansk pas, men han finder da stedet,
hvor der står, at jeg må opholde mig i Japan indtil engang i november -
det har jeg nu ikke tænkt mig.
 |
| I am a japanese policeman |
Den er 11 og jeg spiser "lille frokost" på en Road Station lidt
udenfor Orahoro. Det kunne have været i Bolivia efter navnet.
Det er blevet tid til at krydse de lave bjerge og mit kort over Tokachi
County viser, at jernbanen går i en tunnel. Vejen snor sig måske bare
igennem? Ikke helt overraskende kommer der først én, så endnu én og
endelig en tredje tunnel. De er helt smalle, så jeg venter hver gang til
et "træk" biler har passeret.
Er kommet ned i det flade land, men det er som om bjergene strækker
"fingre" ud mod havet. Hver skal vi op over. Havgusen kommer væltende
med kulde og skilte forkynder om advarsel mod tsunami, højderne angives:
6,8 m, 11,3 m o.s.v. En enkelt gang på en bro kan jeg se havet.
 |
|
Tsunamier er, om ikke hverdagskost, så dog noget der regnes med
|
I en by standser jeg og får en japansk softice. Dejlig kold. Det
bliver ikke den sidste.
Klokken er 18.10 i følge vækkeuret på mit skrivebord. Hvad jeg ikke
havde turdet tro på i morges, er blevet virkelighed. 123,48 km
tilbagelagt. Jeg er kvæstet, men også ovenud tilfreds med mig selv.
Trænger voldsomt til et bad og dette er heldigvis et european style
hotel, i hvert fald på min etage, og det gør det noget nemmere. Man får
ikke slippers nede i receptionen, så HVIS man vil bruge slippers, må man
vente til man kommer op på værelset. Jeg bor på 6.etage og har udsigt
ned over krydset ved banegårdspladsen. Men nu vil jeg i bad, så
opsummeringen følger senere.
Senere...
Da jeg nåede Shiranoka omkring 15.15 og havde 30 km tilbage, besluttede
jeg at gøre det. Køre helt til Kushira. Tanken om at sætte telt op her i
tsunami-området tiltalte mig ikke. Det var også koldt og klamt. Resten
af vejen var ren nedtælling. Først 5 km, så 10 (kun 20 tilbage). Så
halvvejs. Der var motorvejsagtige strækninger og broer uden meget
vigespor. Endelig skiltet: Kushiro Sta. P.g.a byens størrelse regnede
jeg med en engelsktalende turistinfo, der først lukkede kl.18. Jeg blev
ført rundt af skiltene til Kushiro Sta. Kørte sikkert 3-4 km ekstra. Men
det var dejlig nemt, bare at følge skiltene.
Endelig fremme. Turistinfo var lukket, der stod ikke engang hvornår de
havde åbent. Men Travel info var åbent. Spurgte efter et billigt hotel
der. Der helst skulle være i nærheden. Hun endte med at anbefale SUPER
HOTEL, der lå lige ved banegården. Og her er jeg så.