[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 20
Lørdag 31.08.13 98 km
Dette hostel Marinoki er i den afslappede stil, der kendetegner de fleste
hostels her
ude østpå. Virker lidt flippet. Dette er virkelig et rod sammen af alt muligt.
Jeg har bestilt morgenmad. Der er na-to (lige meget tryk på begge stavelser)
disse
fermenterede soysbønner (for at sige det pænt).
 |
 |
|
| Velkommen..... | ....til hostel Morinoki |
Desuden er der noget der ligner tyk brun sovs og skal spises med ske. Det er
japansk
karry suppe? Jeg har for længst vænnet mig til disse smage om morgenen.
Det er svært hurtigt at blive klar over hvem der hører til huset og hvem der er
gæster
bortset fra os udlændinge. Der er en tysk pige foruden mig. Hun har studeret
lingvistik
og taler japansk. Jeg bliver altid imponeret, når europæere har kunnet lære
sprog som
kinesisk eller japansk.
Er klar til afgang her 8.30. Shakotan halvøen venter.
Når til Yoici hvor vej 5 fortsætter sydpå, og jeg fortsætter ligeud, ud på
Shakotan
halvøen. Tunnelerne kommer på stribe næsten alle fine for cykler. Ind imellem
ses særprægede klippeformationer langs kysten.
 |
| Fantasien har frit spil |
På et tidspunkt går vejen op i landet. Så langt og så længe, at jeg bliver
nervøs for at
være kørt galt, men endelig kommer delingen, hvor den lille vej skal gå helt ude
ved
havet og den anden længere inde.
Vejret har været gråt hele dagen. Jeg troede det ville gå nedad efter
vejdelingen, men
vejen stiger mere end nogensinde. Men til sidst kommer nedkørslen da og da jeg
endelig
er ved havet igen begynder det at støvregne. Det bliver nu aldrig til så meget.
Der er
en del spredt bebyggelse men ikke mange mennesker. Det ligner noget uden for
sæsonen.
Trafikken er efterhånden yderst begrænset. Det er hovedsagelig japanske
turister.
Ud over at vejret er trist er der dejligt her ved det Japanske Hav, der er
yderst roligt
i dag. At dømme efter alle de tiltag de har gjort sig her for at kystsikre, går
det vist
hårdt til ind imellem.
Med mellemrum står skrå klipper ude i vandet og ligner synkende skibe. Der
kommer tunneler i massevis. De fleste korte.
Omsider når jeg til Cape Komui det vestligste punkt på halvøen. Desværre skal
man til højre
af en vej på 1,3 km der går op over bjerget og der er stejlt. De er så venlige
at skrive
hvor meget: 9%. Jeg holder 2 pauser undervejs. Jeg skyder på, at det stejleste
til Lake
Mashu må have været 10%. Det er betryggende at vide, at den slags ikke er
umuligt.
Heldigvis er det mindre stejlt på den anden side, som jeg skal op af igen.
Det er vist turist målet her på halvøen, at dømme efter p-pladsens størrelse og
der er
trods alt en del biler. Man skal af en sti for at komme helt derud og den er tæt
befolket.
 |
| Cape Kamui |
Den tyske pige havde været her og kunne ikke komme HELT ud. Jeg går kun op
til udsigtspunktet.
Jeg har ikke kigget på kortet hele dagen for vejen har jo stort set fulgt
kysten. Nu kører
jeg efter Kamoenei som der er et par og tyve km til.
Der kommer tunnel efter tunnel. To af dem er 2,5 km lange. Den første slipper
jeg igennem uden
at hverken møde eller blive overhalet af en eneste bil.
I Kamoemei er der en campingplads 1 km op ad en vej. Men jeg gider ikke sætte
telt op,
så i et lille supermarked handler jeg aftensmad og spørger efter hotel. De er
vældig søde,
damen ringer først et sted og så et andet, hvor der er positivt svar. men ingen
middag eller
morgenmad. Det er fint med mig. Manden viser mig derhen og her sidder jeg, og
opdager nu, at
jeg ikke bare er halvt rundt, men snarere tre fjerdedel. Jeg har også kørt 98
km. Det er en
tilfredsstillelse.
Dette hotel afviger lidt fra de tidligere. Jeg så ikke lige der var en
niveauforskel på gulvet
her på 1.etage, hvor mit værelse ligger. Så blev jeg belært om, at man stillede
tøflerne derhenne
og ikke udenfor døren som jeg ellers havde lært. Og døren er en skydedør, der
ikke kan låses.
Faktisk er der skydedøre på to af væggene i værelset. Da jeg så mig om efter
madrassen og sengetøjet og skubbede en dør til side i den anden væg, så jeg lige ind i værelset
ved siden af!!