En uventet campingplads

Mandag 20.08.13   91,30 km

I betragtning af den gamles manglende kommunikationsevner er det overraskende, at pigen ved morgenmaden kan sige: "Would you like to have a spoon?" og den slags.

Japansk morgenbord

Solen skinner og det er varmt som altid. Madsalen har ikke air-con - det er der gudskelov på værelset.

Japanerne er vilde med baseball. Det anede jeg ikke. I øjeblikket er man i gang med slutspillet. Overalt hvor der er en TV-skærm vises der baseball. Hos Nori, på færgen og her ved morgenmaden. I går lykkedes det mig dog at finde en kanal, der viste VM i atletik. Jeg må tilstå, at jeg døsede hen ind i mellem. Og ikke fordi, det var kedeligt.

Jeg tror, det er sønnen, der sidder i receptionen her til morgen. Han er noget mere beleven og kan lidt engelsk. Jeg får opklaret, hvad de blå symboler betyder på et af mine japanske kort. "Road station", siger han. Water, toilets. Kortet kunne jeg ellers ikke finde, men da jeg også manglede cykelhandskerne blev værelset endevendt og under hynden lå kortet. Cykelhandskerne derimod er væk. Eller kommet ned et sted, hvilket er usandsynligt. Nå, skidt...

Lave skovklædte bjerge mod højre og den flade dal, der strækker sig mod nogle næsten usynlige  bjerge i det fjerne vest. Luften er fuld af tusindvis af guldsmede. Jeg tror, det er store  parringsdag, for de optræder i hvert fald ofte i sammenfiltrede par. Mange må lade livet for trafikken, det er ikke hovedvej 12 for ingenting.

Jeg kommer i tanker om, at der var ting, der kom med, da jeg hurtigt pakkede regnovertrækkene sammen i overlommerne... Ganske rigtigt - der ligger handskerne. Jeg har også lige konstateret, at mine hænder er tilbøjelige til at komme til at sove, når jeg ikke har dem på. Havde en punktering - den første - da jeg kørte ud af byen. Så lige dækket igennem, før jeg gjorde
andet. Der sad et stykke ståltråd boret ind. Udmærket, så ved jeg hvor hullet er.

Templer er her nok af

Når til en af disse "Road stations". Findder toiletrullen frem, men det kunne jeg have sparet mig. Selvfølgelig er der papir på et japansk road house toilet. Og sæbeog håndtørrer og det hele. Bjergene fra vest er trukket nærmere og dalen blevet smal, men bjergene er nu indhyllet i regnskyer. Det er begyndt at dryppe.
 

Kører igen efter flere overvejelser, men må straks efter stå i tørvejr i et busskur, der dukker op som et mirakel. Benytter lejligheden til at spise. Det drypper stadig lidt da jeg kører videre.
 

Landskabet har forandret sig. Det begyndte med at det flade land afløstes af lange svage bakker op og ned, og fra at have været 4 sporet med skuldre, blev vejen pludselig 2 sporet, da den blev  klemt inde mellem floden og bjergsiden. Nu er der kun lave skovklædte bjergsider forude.
 

Vejen går skråt op ad bjergsiden, men kun over en knold, så går det nedad igen. Vi er svinget til venstre og langt fremme, er der vist en drejning til en ny dal? Næ, ikke helt. SHIT! En tunnel!

Tager bestik af den og ser tilbage. Der er ikke cykelsti eller noget. Lader lige en lastbil  passere, så er der fri bane. Den er fuldt oplyst hele vejen og kun 431 m. Ikke desto mindre kommer der et helt færgetræk fløjtende om ørene på mig. Larmen er som den er i sådanne tunneler: uudholdelig. Men jeg kommer frelst igennem.

Målet i dag har været Asahikawa, eller i hvert fald tæt på. For der skulle være Starbucks dér. Jeg har skiftet mellem at køre på cykel/gangstien og vejen den sidste tid. Førstnævnte er ofte for dårlig til, at det er til at holde ud, men her er den fin. Den får dog en brat ende... men hvad ser jeg? Rigtig cykelsti. De næste 12,7 km. Det er den gamle vej man har beholdt og lavet til cykel-og gangsti. Det er mageløst. Og mere mageløst bliver det, da vejen forsvinder ind i endnu en tunnel og jeg er overladt til mig selv. Kun flodens brusen høres. Jeg møder ikke en  levende sjæl kun græshopper der farer til side, når jeg kommer trillende. Overalt kommer vand rislende ned ad bjerget. Den meste af stien er våd endnu, det må næsten lige have regnet. Idyllen varer ikke evigt. Cykelstien ender med igen at gå lang hovedvejen, men straks efter bemærker jeg et skilt: ... Camp og et teltsymbol. Det må prøves. Kun 1,2 km.

Det lykkes at finde stedet. Man skal under jernbanen gennem en lille viadukt. Den store plæne bag et ret stort hus ser meget våd ud. Der er ikke en sjæl. Jeg tager i døren - skydedør som det er mest almindeligt her. Den er åben og der står to par slippers. Der dukker en ældre mand op. Om jeg kan sætte telt op her? Det lykkes os at komme til en forståelse trods udprægede sproglige vanskeligheder. Han viser hvor toilettet er. Det er dog ikke åbent han skal først åbne indefra, så
jeg har endnu ikke set det.

Under et tag er der vaskekummer og under et andet tag ildsteder. Jeg sætter mit telt op lige ved siden af, hvor der ser mest tørt ud. Viser ham stikket til min computer. Er der strøm? Og sandelig. I den ene ende af taget er der stik. Han skal dog først ind og tænde for strømmen.
 

Det er sandelig mageløst. Mod forventning er der ingen myg og jeg sidder udenfor og skriver dette. Først fandt jeg noget skrammel, der kunne bruges til stol, men så gik han ind og hentede to små taburetter. Her er dejlig køligt her klokken 18.30.

Mit computerbord

På et tidspunkt kom han tilbage med en fed ung mand, der åbenbart skulle være mere engelskkyndig. Jeg forstod da også, at manden først ville komme tilbage igen i morgen kl. 9.00 og da er jeg kørt. Vi skrev et papir, hvor jeg skrev mit for og efternavn og telefonnr. og hvornår jeg tog af sted igen: kl.8.00
Jeg havde ikke fået spurgt, hvad det kostede. Nu fik jeg at vide, at det ikke kostede noget, men lyset her ved vaskepladserne slukker kl.20. Men strømmen til computeren den bliver ved. Jeg tror nu hellere jeg må få lavet noget mad og gå til ro inden det bliver mørkt.

Der kommer lige en byge, så jeg får travlt med at få computeren under tag og sikret mig, at det kun er teltet, der bliver udsat for dråberne. Men den hører hurtigt op.
Nu har jeg fået afprøvet kogegrejet, som fungerede perfekt. Jeg skal have fundet noget røget kød at tilføje, for nudler og soyssauce tilsat en minimal mængde frysetørrede grøntsager, kan man vist ikke cykle 100 km om dagen på.

Jeg har en fornemmelse, som om jeg sad ude i junglen. Det er blevet mørkt, men lysene brænder stadig her i køkkenafdelingen. Der er også to lamper ude på pladsen og den ovre i hjørnet, så men kan finde vej til toilettet. Men ellers er det insekternes aften, Jeg troede egentlig ikke cikader larmede nu, men disse arter gør. Bag deres mere aggressive lyde hører man græshopperne og en enkelt fårekylling eller to. Det lyder virkelig som et helt orkester.

Eneste kontakt med civilisationen er togene, der passerer 50 m væk. Først starter advarslen ved den overskæring, der må være nogle hundrede meter væk. Så kommer toget dundrende og et par minutter efter bliver advarslen tavs.
 

Klokken er 19.45. Jeg har taget pandelampen på og er klar til at tørne ind, men vil lige overføre nogle billeder til computeren.