[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 49
Søndag 29.09.13 85,06 km
Jeg synes ikke, der er meget liv på stationen overfor - så kommer jeg i
tanker om, at det er søndag og klokken er syv. Det ser ud til at blive en smuk
dag - ganske få skyer.
Jeg bor på "Station Hotel", som virkelig ligger et stenkast fra stationen. Dér
fik jeg præcis, hvad jeg kom efter: kort og brochurer over cykel-ø-hopning. Her
fra Imabari på Shikoku kan man cykle over et antal broer til forskellige øer i
Indlandshavet og dermed nå til Onomichi på Honshu. Den direkte vej skulle være
ca. 70 km.
Jeg undrede mig i går, da portier'n uopfordret bad mig tage cyklen med
indenfor...? Men her er de naturligvis vant til cyklister. Der kom allerede én
til lige efter mig i går og siden er der kommet 4 mere. Der er vist heller ikke
mange andre gæster.
Portier'n kan desværre ikke hjælpe mig med et tlf.nr. til Onomichi Guesthouse,
hvor jeg gerne skulle sove i nat, men jeg får da book'et K's House i Hiroshima
de to følgende nætter.
Da jeg kører fra stationen, ser jeg, da jeg drejer, i den retning jeg skal, at
der et sted på den blå linie i vejsiden står: Onomachi. Har man kendt mage...
Man får ligefrem vist vejen...
 |
| Den "magiske" blå linie |
En anden ting der er værd at bemærke, fra jeg kører ud af Imabari er de duftende
hække. Shikokus duftende hække. Jeg ved ikke, hvad det er for en hæk, men den
blomstrer i øjeblikket og dufter! Og dem har jeg mødt mange af her på øen.
I det hele taget er der mange dufte, der rammer én her i Japan, men som oftest
er de svære at lokalisere og svære at definere.
Da jeg nærmer mig broen er den lige så højt oppe som Naruto Skyline, hvordan
skal det nu gå? Men cykelvejen snor sig i hårnålesving og cirkelbroer lige så
stille op til motorvejen. Jeg klarer det i næstmindste gear på midter klingen,
så selv bedstemødre uden bagage skulle kunne være med.
Når man tænker på, hvad jeg har været igennem på mine 50 dage i Japan, er dette
enestående. Den fineste asfalt. Selvfølgelig er der nogle bump i overgangene,
men det er der på broer.
Efter at den første af tre i første sektion er passeret KAN man komme ned på
øen, men som der står: ONLY ISLANDERS!
 |
| Én af broerne |
Da jeg er ovre de 3 første broer, bliver vi ført ned og ved en rasteplads med
borde og bænke - har man kendt magen - pakker jeg teltet ud, så det kan tørre.
På den første ø, som vist også er den største (det var den nu ikke), skal vi
over to bjerge, så på denne måde bliver det til nogle højdemeter også i dag. Og
endnu en gang ned efter den nye bro, vi lige var kommet op på!
 |
| Fiskerbåd i Indlandshavet |
Der blæser en let til frisk vind - som desværre er imod. Men på denne sidste bro
gav øen pænt læ.
Set i en japansk sammenhæng er denne ø-hopning enestående. Hvad mere er der at
sige: smukt, behageligt, væk fra bilerne. Der er selvfølgelig stadig arbejde,
der skal gøres med alle disse op-og nedkørsler, men for mig, er det jo
ingenting. Ikke underligt at det formeligt vrimler med cyklister. Jeg har mødt
én langturs-japaner ellers er det nok ligesom langs Donau, hvor man kan få sin
bagage kørt et stykke hver dag?
 |
| Scene fra dagen |
Det går galt for mig, hvilket i den sidste ende vil sige, det går godt. Jeg har
jo hele dagen fulgt denne blå linie og udfra de km, der er tilbage til Onomichi,
tror jeg, at jeg har passeret den sidste bro. Og tror dermed at jeg er et andet
sted på kortet end jeg faktisk er.
Jeg kommer til en lyskurv og en amerikaner? går over. Jeg benytter lejligheden
til at spørge, om han tilfældigvis ved, om der er T.I. på stationen i Onomichi?
og så er det, han fortæller mig, at det er der, men jeg er på Mokaishima Island
og det hurtigste er at dreje til venstre henne i lyskurven og tage færgen.
Jeg må le over endnu en gang at have dummet mig og ikke fulgt nok med på kortet,
og så takker jeg mange gange og drejer og finder en blå linie igen, og færgen
går med det samme, og jeg har sparet 6-8 km og lander 400 m fra stationen, hvor
de i T.I. forhører sig om mit hostel, og det er i orden, der er plads, og jeg
ved også, at jeg skulle kunne tage ét tog helt fra Hiroshima og til Kyoto eller
Nagoya. Det bliver nok det sidste.
 |
| På vej mod Onomachi |
Klokken er 16.45 og der er fri the her på Onomichi Anego no Nedoko Y.H. og jeg
er i gang med den 3. kop, og det er en fantastisk bygning, hvor der går en
passage ude fra gågaden og 20 m igennem huset til gården. Min lastede cykel
kunne LIGE netop klemmes igennem på det smalleste sted.
Det er åbenbart almindeligt med "volunteers" på disse hostels. De får kost og
logi og intet andet. Til gengæld får de trænet engelsk, og måske kan de på anden
vis bruge det, som ham jeg snakker med, læser et turisme orienteret fag på
universitetet i Tokyo, og bruger det til at lave undersøgelser. Derfor har jeg
et skema, jeg har lovet at udfylde og efterlade. Pigen ved jeg ikke noget om
andet end at hun også kommer fra Tokyo området.