[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 13
Lørdag 24.08.13 66,20 km
Aldrig har jeg set et hotelmorgenbord, hvor der kan være SÅ mange mennesker
på så lidt plads, men det fungerer. I dag starter jeg med japanese style: ris,
fisk, kød, miso-suppe, grøntsager m.m. De har en mindre udgave af de saltede
abrikoser - knap så stærke som hos Nori. Damen har vist mig en drinks maskine
som er gratis her ved morgenbordet. Tænker jeg for en gangs skyld vil have mig
en kop kaffe. Vælger Creamy Cafe-au-lait. Klonk, klonk. Hvad var DET, der kom i
koppen?
Jeg har fået iskaffe. Det havde jeg ikke lige tænkt mig. Da jeg har studeret
maskinen på afstand fra min plads, ser jeg, at der står noget i en blå firkant
øverst i den ene side og i en rød i den anden.
Jeg får min varme kaffe!
Der er mini croissanter, mine pain de chocolat m.m. Det tager jeg til kaffen.
Der ligger en nydeligt sammenfoldet klud på bordet, så man kan tørre bordet af
efter sig. Og det gør folk - også jeg.
Jeg får forskellige kort på stationen og triller stille ud af byen 10.30. Er
lige en smut nede ved havnen.
 |
| Manden med flaget |
Havde deres kort nu været topografiske v ar det aldrig gået så galt, men det gør
det. Jeg vælger én, der går forbi Kushiro Marsh Observatory og det er ikke bare
et tårn ude i marsken, som jeg forestillede mig det. Tårnet ligger oppe på et af
de lave grønne bjerge. Da jeg opdager det er det for sent. Det er for langt at
køre tilbage, så jeg okser derop.
Udover udstilling om marskens udvikling og dyre-og planteliv i selve tårnet er
der en træbelagt sti rundt i området. Den er en enorm skuffelse. Ud over nogle
tavler om, hvad man ville kunne se, hvis man var nede i selve marsken er der
intet. Og så langt ned kommer stien aldrig. Så de hundreder af år gamle
alge-kugler og nogle sjove tue-vækster får jeg aldrig set. Så ud over, at jeg
kommer hurtigt igennem, fordi der er myg og man ikke kan stå stille, er der
intet positivt at sige. Det er bare den sædvanlige underskov.
Der er nogle udsigtspunkter, men det så man lige så godt fra tårnet. Sjovt nok
er jeg den eneste, der går den
rigtige vej rundt - hmm haha. Møder én med en klokke på rygsækken og kommer i
tanker om, at det anbefales til områder med bjørne. Lyden skræmmer dem væk. Der
er faktisk også et skilt med, hvornår den sidste bjørn er set. Det var der også,
da jeg var nede og se den gamle jernbanebro, sagde ham fra Hong Kong, Steve.
Nu er der torden forude, så jeg afventer og spiser i et busskur befolket af
større slægtninge til korsedderkoppen. Det er nogle ordentlige krabater.
Kommer endelig til vej 243, der skal føre mig videre rundt om marsken og til
hovedvejen nordpå mod Akan Nationalparken.
 |
| Det mystiske marskland |
Jeg kører videre direkte mod tordenen. Og så her i det flade land! Heldigvis er
der også landbrug her i kanten, og jeg er for en gangs skyld forudseende. Da jeg
kommer til et stort ståltag hvorunder der er stablet halmruller, søger jeg ly
FØR regnen begynder.
 |
| Lille cykel i tørvejr |
Og det gør den. I stride strømme. Ser desværre ud til at kunne vare resten af
dagen. Det er ikke til at blive klog på, hverken hvor det kommer fra eller hvor
det går hen. Jeg venter længe...
Da det ikke regner SÅ meget kører jeg. På et tidspunkt begynder det igen at
blive voldsomt og jeg holder igen ind. Denne gang sammen med nogle køer. Jeg er
dog på den anden side af rækværket. De er netop på vej for at æde det, der er
linet op til dem, men en af dem er bange for mig, og for standset hele flokken.
Jeg får helt dårlig samvittighed. Kan heller ikke blive. Klokken er 16 og der er
30 km til byen med det magiske navn: Shibucha. Næsten som Shan gri la.
Skal jeg nå det, inden det bliver mørkt, er det NU.
Nu er der ingen ophold, regn eller ej. Vejen, der først ville have ført mig
til endnu et udsigtspunkt og så skråt tilbage til hovedvejen, for SÅ først at
dreje mod nord. Men der står også Shibucha ligeud. Det er utvivlsomt en genvej,
men den går over de grønne bjerge. Det ene efter det andet. Det er stejlt og det
er sejt. Jeg slider mig op over - og suser ned på den anden side. Shi - bu - cha
- shi - bu - cha - kører det i hovedet på mig med tråddene opad. Men fremad går
det. Jeg tror det er ved det fjerde bjerg, at det ikke er SÅ stejlt og hvor
dalen bagefter er blevet bred.
Og så fremdeles. Der er ingen mennesker, ingen byer, kun gårde til siderne og
enkelte passerende biler.
Da jeg endelig har set skiltet med 2 km til hovedvejen ved jeg, at det er det
sidste bjerg. Da jeg når hovedvejen er det godt på vej til at være mørkt, og jeg
håber bare, at der er cykelsti? Det er der, af ringeste slags. 5 km senere er
det mørkt, men lysene begynder, lysene, der fortæller om byens eksistens.
Jeg kører ind til en 7-eleven og spørger: Hotel? Jo, der er vist ét i byen. Han
har sørme også et kort og peger og fortæller. Jeg forstår det hele - eller
rettere: jeg kan læse et kort.
Jeg skal fortsætte til der kommer en vej, der går over floden. Så kommer der
først en vej skråt mod højre og så er det den første større vej til venstre og
så et stykke henne....
Det ER så nemt, som det så ud.
Og her sidder jeg så og der er wi-fi. Desværre ser vejret i morgen også skidt ud
så vidt jeg tydede vejrudsigten.
Men på Kyushu - der var det MEGET værre. Det må være en trøst.