[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 28
Søndag 08.09.13 91,71 km
Det er et solidt morgenmåltid man kan stykke sammen på sådan et fint hotel -
det er buffet. I baggrunden en forsigtig spansk guitar. Der er to slags fisk -
uden ben. Bacon og cocktailpølser. Pølserne er gået ind i den japanske kultur
ligesom kaffe. Der er ingen "nato" her, det er nok lidt mere bondsk. Efter jeg
har afsluttet den japanske afdeling, er der frisk yogurt og frugt. Og efter det
croissant og kaffe. Så kan jeg heller ikke mere.
 |
| Jeg brugte nu ikke kimonoen denne gang |
Desværre ser det ud til at vejrudsigten havde ret: endnu en dag i regnens tegn.
Fra mit vindue på 7.sal så jeg i morges ud på det flade Hanamakis regnvåde tage
med skyklædte bjerge i baggrundens dis. Tjaa.. sådan er Japan i år.
Guitaren er ubemærket blevet afløst af et kønsløst flygel. Det er hverken
Beethoven, Schubert eller Carl Nielsen, så meget kan jeg høre. I går glemte jeg
at sætte memory-card'et tilbage i kameraet. Det var først da jeg tog det 9'de
billede, at det nægtede. Jeg troede først, at jeg havde mistet alle dagens
billeder, men jeg kunne se dem på kameraet. Altså måtte der være en intern
hukommelse. På nettet fandt jeg en engelsk manual til Nikon Coolpix S-6000, men
selv om jeg fandt stedet om at overføre, lykkedes det ikke. Jeg syntes heller
ikke symbolerne matchede helt.
DET måtte han kunne i receptionen? Og da han havde fattet, hvad det gik ud
på, lykkedes det - selv om det tog nogen tid.
Med et suk begiver jeg mig ud i den pissende (undskyld udtrykket) regn. Jeg
kommer ikke langt. For bremsen virker ikke heller ikke, da jeg strammer på
stilleskruen - mærkeligt. Da jeg tager den nærmere i øjesyn, er den ene
bremseklods gået løs og har flyttet sig. Det er da til at have med at gøre og
jeg finder lige et sted i tørvejr og får det ordnet. Men det fortæller noget om
alle de stød materiellet bliver udsat for. Overkørslerne på cykelstien hver gang
der er en vej eller en udkørsel er det værste. De er af svingende kvalitet - for
at sige det mildt. Og cykelstien befinder sig 25-30 cm over vejbanen. Uden min
forhjuls
affjedring havde det været et helvede. Den er guld værd. Jeg slår den hele tiden
fra og til alt efter hvor jeg kører og vejens beskaffenhed. Særlig på
nedkørslerne er den uundværlig og jeg ville aldrig turde køre 50 km/t nedad uden
den.
Men det bliver en hovedvejsdag, det er 4'eren jeg kører på, og hovedvejens
emner er fx. japanernes spillelidenskab. Om den er større end i Europa, skal jeg
ikke kunne sige, men man ser disse Pachinko & Slot centre overalt.
 |
 |
|
| Disse to lå... | ...lige ved siden af hinanden |
Også brugtbilsmarkedet hører hovedvejen til. Her så jeg i dag en Saab. Ellers er
det udelukkende japanske biler både de nye og de brugte, undtagen hvis vi ser på
hvor prestigen ligger. BMW, Mercedes og Audi. Vil man vise sig, skal man have en
tysk bil. VW, Volvo, Peugeot ses meget spredt, jeg har i dag set en Porsche og
en Alfa Romeo.
Ellers er det hundrevis af japanske typer fra: Toyota, Nissan, Mazda,
Daihatsu, Honda, Suzuki, Mitsubishi,
Subaru... ikke at forglemme Toyotas flagskib (eller er det Mazda): Lexus. Masser
af typer vi ikke ser i Europa. Hvem har måske hørt om Toyota Cresta, Toyota
Harrier eller Nissan Otti? Eller Subarus mini: Stella.
 |
 |
|
| Toyata Cresta - det ultimative japanske lir | Toyota Harrier - med eget logo |
Regnen er kommet og gået i formiddagens løb. Nu standser jeg og køber to af de
trekantede rispakker. Måske skulle jeg flotte mig med en sodavand? Jeg får
pludselig en ubændig trang til en Cola, det drikker jeg ellers sjældent.
Ahhh... og pakkerne var PRÆCIS dem jeg håbede på. Havde kun billederne at støtte
mig til - og der er mange af dem.
En masse unge mænd hænger foran forretningen og spiser og snakker. Så på et
givet signal, sætter de sig alle ind i biler og kører. Gymnasieelever? Der
næsten alle har bil?
Med mellemrum føres vejen op over udløbere fra den nåletræsbevoksede rygning,
vi har kørt langs med i lang tid. Og efter 60 km er der dale i udløberen, og vi
bliver oppe i det grønne de næste 10 km. Endelig på vej ned kommer der en
p-plads, der uden at kalde sig Road Station har alt det man behøver: toilet, mad
og vand.
Tsukidate er en by på mit kort, så den skulle have en vis størrelse. Der er
vist ingen station, men jeg drejer ned mod hvad der ligner centrum og finder
straks et hotel, european style. Der er ikke wi-fi, men kabel og det er den
sædvanlige ballade - skidtet virker ikke.
Jeg køber lige aftensmad og så kører jeg ellers ud for at finde en
computerforretning. Der må være nogle unge mænd, der kan lidt engelsk og har
forstand på netværk...
Jeg fandt den - forretningen. Jeg spørger den første unge mand om han kan
lidt engelsk? Næh, desværre. Er der mon andre - og jeg fører hånden ud over
butikken - der kan? Næ, det mener han ikke.
Så gav jeg op.