Rejsebrev 9
Tirsdag 20.08.13 52,03 km
Klokken er 04.30. Den første kop the er netop brygget. Jeg har længe ventet på,
at det skulle blive lyst nok til at stå op. Der kommer en kat ude på vejen....
Nej, den standser - det er en ræv. Temmelig lys i farven.
Det er lidt køligt, og frem for alt klamt. Jeg tror ikke det har regnet, men
fugtigheden i luften er høj. Lidt sol ville gøre godt nu, men himlen er grå.
Er længe om at få pakket sammen. Kommer ved en fejl ikke tilbage til hovedvejen,
men ender på cykelstien, som jeg åbenbart godt kunne have fulgt længere. Fint
nok, blot ender den med at være spærret! Uden de helt store problemer, når jeg
tilbage til Vej 12 og følger den videre, men nu står der alt andet end Asahikawa.
Efter at have set på mit kort, Nelles, det fæster jeg mest
lid til, mener jeg at være på en nordlig omfartsvej, og tager derfor en af
sidevejene i den retning byen må ligge i. Der er langt. Omsider ser jeg et
skilt, der indeholder tegnet for midt på kinesisk, "zhong". Tænker at deer står
centrum og det ser ud til at passe. (Siden er jeg dog blevet det klogere på
skiltet, at der IKKE står centrum, for det forekommer også ude på landevejene)
men i dette tilfælde går det godt. Så kommer der ligefrem et skilt med Asahikawa
Sta. 1 km. Det er jo den jeg er ude efter for erfaringen siger, at der er der
Tourist Info eller Travel Center. I dette tilfælde begge. De åbner først om 3
kvarter.
Klokken er 14.15 og jeg er på vej ud i ødemarken. Trafikken er i hvert fald
taget voldsomt af, vejen har også kun 2 spor.
Asahikawa var en STOR by. Der så jeg ialt 3 vesterlændinge, de første siden
Tokyo. Jernbanestationen var på størrelse med den i Chengdu bare med 1/100 så
mange mennesker og Turistkontoret havde gratis Wi-fi, så jeg slap for at lede
efter Starbucks. Fik gode informationer selv om pigen måtte ringe efter en
anden, da hun ikke kunne så godt engelsk. Regner nu med at køre rundt på
øst-Hokkaido og så tage toget f.eks. fra Abashiri til Sapporo. Der er et direkte
tog, hvor jeg ikke skal skifte. Fra Sapporo vil jeg så køre vest/syd-Hokkaido og
til sidst tage en færge over til Tohuko som den nordlige del af Honshu kaldes.
Var igen heldig med regnen. Kørte mod et regnvejr i nord, der trak væk, og kørte
væk fra et i syd. Her er vejen stadig våd.
Et nyt tordenvejr er på vej skråt bagfra. Jeg har tænkt, at jeg måske kunne nå
til Kamikawa, men her dukker pludselig et rastested af en slags op. En stor
parkeringsplads, en toiletbygning og et lille hus med 8 borde med plads til 6
ved hvert. En køkkenvask i den ene ende og nogle hylder og små aflåselige skabe.
Nu hvor jeg har været her længe, tror jeg, jeg har styr på det. Der er også en
golfbane. Det lille hus, hvor der sidder en pige, jeg prøvede at spørge er
receptionen, og så kan folk sætte sig ind i huset med deres medbragte mad, når
de føler trang til det. I øjeblikket er det kun mig og min cykel, der er her. Da
jeg antydede, om jeg kunne trække den indenfor, nikkede hun. Ellers
kunne vi kun sige "Konnichiwa" - goddag - til hinanden. Det var også netop
begyndt at regne.
Nu har himlen åbnet sine sluser, og jeg sidder her i tørvejr med cykel og det
hele. Hvor heldig kan man være? Det kommer til at vare en rum tid.
Rart at være indendøre, når det regner |
For 10 min siden ringede min telefon - igen. En ukendt - igen. Hello, who's
calling? Ja, det er Helle fra Birkerød Postkontor. For fanden da, jeg er i
Japan! Jamen så farvel igen.
Helle er postmesteren eller hvad det nu hedder nu til dags, jeg kan ikke mere
følge med, Hun må da være den eneste dér, der ikke ved jeg har ferie i 2 mdr.
Forbindelsen var fin, men lad alligevel være med at ringe, hvis ikke det er
livsnødvendigt. For jeres egen skyld. Jeg skal betale 10,14 kr. for at
modtage en samtale, hvis ellers jeg forstår Oister's sms da jeg kom hertil
korrekt, men hvad I skal betale tør jeg ikke tænke på.
Her en fa... - undskyld jeg bander - strøm! Computeren er sat til opladning, og
jeg laver the henne i køkkenet. Nu skal jeg lige have dagens tildragelser
skrevet ind. Der spilles Chuck Berry ovre fra receptionen: Johnny B. Goode, det
er lige noget for en gammel rocker som mig, nu jeg ikke har hørt musik længe.
Bagefter kommer et nummer med Led Zeppelin, noget med "..lonely, lonely, lonely,
lonely,..... Er der nogen der kender titlen?
Når det regner, regner det. |
Nu har jeg vist været her halvanden time, det ene regn-og tordenvejr afløste det
andet. Klokken er 17 og det begynder, at blive mørkt om halvanden time og der er
nok 22 km til en by, hvor der måske er et hotel. Det ser ikke godt ud.
Netop da jeg tænker det, kommer pigen fra receptionen løbende over med en
seddel: "I close it at here six pm". Jeg fortæller med fagter at jeg har brug
for et sted at sove i nat. Hun funderer lidt. Så skal jeg lige komme med. Hen
til den sidste bygning, der også er en toilet bygning. Der er en trappe op, hvad
der er dér, ved jeg ikke, men hun "spørger", om jeg kan sove der? Det er fint, "hai"
- ja! Så behøver jeg ikke at slå telt op, der vil blive vådt. Men jeg skal være
væk inden 8 i morgen
tidlig! Hai, hai - det skal jeg nok.
Det var rørende. Jeg er reddet - endnu engang.
17.10 og regnen er hørt op. Skal jeg køre videre - eller?