Rejsebrev 60
Torsdag 10.10.13 11.61 km
Min værelseskammerat Kelvin fra Californien sad og klimprede lidt på en guitar
efter en sangbog han
havde fundet. Så blader han lidt og jeg ser, der står. "Catch the Wind". "Ah,
that's Donovan", siger
jeg. "Yes - I've never heard of him - do you play?" Og jeg tager guitaren og
synger, mens han holder
sangbogen. "Wow, you have a great voice", siger han. Tja, den har sine
begrænsninger, men så længe
jeg holder mig til noget, den kan klare, så går det. Donovan havde heller ikke
nogen stor stemme.
"Here, there, everywhere" kender han heller ikke, det er ikke sådan med
ungdommen i dag.
Morgenen forløber planmæssigt. De foldede flyttekasser ligger under teltet.Jeg
har stor glæde af
gårsdagens research. 7.02 forlader jeg Backpackers Fuji og 7.55 ankommer jeg til
Terminal 1. I løbet
af en halvanden time er kassen blevet pakket og cyklen anbragt i sin pose. Denne
gang må jeg gerne
have lighteren med i håndbagagen, men ikke i den store bagage. Med japansk
grundighed bliver min bagage
og cyklen målt på alle leder og vejet.
Mens jeg står og pakker, kommer der en dame hen og spørger, om jeg nu har husket
at lukke luften ud
af slangerne? Det er det, jeg altid glemmer, men hidtil er det gået godt hver
gang. Endnu en gang
japansk grundighed.
I security bliver der problemer. Jeg har nøjagtig de samme ting i håndbagagen
som i København -
bortset fra lighteren, men ikke desto mindre....
Jeg tænker straks, at det er nøglen til pedalerne. Det er det - også.
Lappegrejet, unbraco-værktøjet,
spisebestikket og pedalnøglen bliver i to omgange taget fra og det hele kørt
igennem scanneren igen.
Nu er resten ok. Han tager en plastikpose op af lommen og pakker omstændeligt et
målebånd ud. Så
måler han nøglen meget, meget omhyggeligt. Så får jeg den. Åbenbart ok. Pakker
omhyggeligt målebåndet
sammen igen og lægger posen i lommen. Så kigger han nøje på bestikket. Også det
får jeg. Så åbner han
lappegrejet og inspicerer delene. Tager limen fra. Må han åbne den? Ja,
selvfølgelig. Han åbner og
snuser, så går han - "just a moment..." Kommer tilbage et par minutter efter. "Sorry,
sir..." "You
can just throw it away, please!"
Ja grundige, det er de. Der skulle jo nødig være en finger at sætte på deres
arbejde....
Men endnu en gang må jeg konstatere, at det ikke er let at være cyklist i Japan.