[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 23
Tirsdag 03.09.13 74 km
Bortset fra kimono og slippers på værelset er dette hotel udadtil european
style. Men ikke morgenmaden. Entirely japanese. Ingen juice eller brød. Kaffe er
der dog, det er åbenbart gledet ind i den japanske kultur. Jeg har taget det i
den tro, det var the. Det stod der på maskinen, men der var godt nok også
klistret en seddel på, hvor der nok stod, det var kaffe.
Det er 3.sept. min fødselsdag. Jeg bliver folkepensionist! Hmm.
Som sædvanlig er der ben i fisken, også en del af rygraden. Det er en uskik.
Ægget, der ligger i en skål, viser sig at være råt. Hmm. Åbenbart salmonella
frit? Jeg spiser det med ske sammen med resten af risen.
Nato, som jeg ved er i den hvide pakning, skal jeg ikke have mere af. Og hvad de
har tænkt sig, jeg skal med tangbladene i cellofanen, aner jeg ikke. Det er den
type, der er om de rispakker jeg køber. Dem har jeg iøvrigt lært at åbne
rigtigt. Det var den tyske pige, der lærte mig det, eller rettere: hun sagde, at
der var instruktion uden på med tallene 1, 2 og 3. Det var der ganske
rigtigt.
Jeg kunne godt have brugt en ostemad. Jeg iagttager en mand: nato'en piskes
først med den gule pasta og kommes over risene. Så pisker man ægget med pindene
og hælder det over også. Tog bare mine slippers på. Alle andre har deres egne
sko på.
 |
| Flere glade vejarbejdshjælpere |
Helt til Mori følger vejen kysten, hvor havet er helt roligt i dag, da vinden
har lagt sig. Da jeg har tilbagelagt omkring halvdelen af vejen til Mori, finder
jeg det på tide, at tage regnovertrækkene på. Jeg er ikke engang færdig, så
regner det. Finregn, men så tæt så tæt. Shorts'ene er gennemblødte på et
øjeblik. Lige før Mori kommer en grim tunnel. Fuld af huller og uden plads. Jeg
forsøger at holde mig på den hvide stribe, der er bedst at køre, og så lukker
jeg ellers af for verden, specielt støjen fra de bagfrakommende. Håber det
bedste og kører bare. Det er styg oplevelse, men jeg overlever.
Jeg ser aldrig noget bjerg, men vejen begynder at stige, ikke voldsomt, men
stadigt. Km efter km. Jeg har passeret halvvejspunktet. Omsider er vi
tilsyneladende oppe. Kommer frem til beboede områder og et frelsende busskur
dukker
op. Det er faktisk ret stort og pænt og rent.Her kunne jeg mageligt bo et par
dage. Og der er papirkurv!!!!
 |
| Et busskur man kunne bo i |
 |
| Der manglede ikke noget |
Til min overraskelse er klokken allerede 12.45. Må se at komme videre. Det går
vist både lidt op og lidt ned, inden den endelige nedkørsel, der bringer os ned
i det flade land langs kysten. Men vejen bliver til motorvej, hvor selv jeg ikke
kan overse en cykel med et rødt kryds over. Men der går et spor på hver side af
motorvejen. Og så begynder det ellers at gå opad. Ikke stejlt men stadigt. Og
ingenting kan jeg se med bjergene på den ene side og motorvejen på den anden.
Sådan går det længe.
Endelig er der en viadukt, hvor jeg ser det flade land ligge dybt under os.
Til sidst får også dette en ende og jeg kommer ind i forstæderne med de
sædvanlige spillehaller,
værksteder, benzintanke, storcentre.
Omkring kl.15 står jeg i turist-info på stationen og nu lidt i 18 har jeg
endelig fået det våde tøj af,
været i bad og fået spist min eftermiddagsfrokost. Og det pissede ned 54 km!
I morgen skal det blive "heavy rain" fra 6 morgen til 6 aften, og voldsom blæst.
Der skulle jeg gerne
sejle til Aomori. Skal have studeret fartplanerne, jeg har fået. Desværre er der
3 km til færgelejerne.
Fødselsdagsmiddagen skal indtages her på værelset. Jeg rokker mig ikke ud af
femøren før i morgen.
 |
| Fødselsdagsmiddagen |