[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 40
Fredag 20.09.13 64,69 km
Der var én af mine værelsesfæller der kom sent hjem og larmede fælt. Til
gengæld sover alle trygt, da jeg står op 6.30.
Det lykkedes i går at finde noget marmelade, der ikke var importeret og kostede
en formue. Så her til morgen får jeg hjemmeristet toast med marmelade, en yogurt
og grape-juice. Jeg er holdt op med at drikke øl om aftenen - indtil videre.
Der er ikke noget at vente på, så jeg begiver mig på vej mod Arashiyama, et "must-see"
i følge guide bøgerne. Jeg kører ikke den direkte vej, men finder det nemt selv
om, der er langt. At komme på cykel er lidt specielt for jeg ved ikke, hvor jeg
skal lede efter "The path of Bamboo Grove". Men det giver sig selv. Der begynder
at dukke skilte op og inden længe går jeg op ad omtalte sti. Møder en lokal
eller to. Da jeg 3 kvarter senere kommer tilbage er stien fuldstændig
overbefolket. Det er også den vej taxi'erne kører. Og rickshaw'erne. Og hele
byen og hovedgaden er som forvandlet. Nu er man ikke i tvivl om, at det er et
"must see".
 |
| Er det forstået? Den japanske udgave af "chinglish" |
Men jeg får tempel forgiftning. Her er mindst 30 templer spredt ud over området.
Alle med en entrance fee på 3-400 Y. Jeg vil gerne vide noget om japanernes
forhold til religion og hvad religionen går ud på, men det får man ikke at vide.
Så jeg nøjes med et par billeder.
Det er her den store flod kommer ud af bjergene. Vandet er stadig meget mudret.
Det er fra tyfonens regn. Man ser også, at der er reparationsarbejder i gang
langs floden foruden alle de grene og træer, der stadig hænger fast i broen. Men
de rigtige oversvømmelser må være sket længere nede af floden.
 |
| Den mudrede flod med Arashiyama i baggrunden |
Så begiver jeg mig ellers videre mod en landsby oppe i bjergene mod nord, Kurama.
Det bliver en lang tur. Jeg passerer en del af Kyoto's universitet, der
ligger heroppe af. Der holder 100 vis af motorcykler, scootere og den slags. Det
er lige ved frokostpausen så de racer frem og tilbage.
 |
| Hundredevis - tæl selv efter... |
Turister, en enkelt vestlig, tyder på at jeg er fremme i Kuhara. Der er et
tempel, hvor jeg standser og tager et billede. Ellers er byen bare huse langs
vejen, der snor sig opad bjerget. Jeg kører videre frem med en ide om, at jeg må
kunne komme over et pas og tilbage ned langs en anden flod. Det opgiver jeg nu
og et kig i Lonely Planet viser da også, at så var jeg for alvor
forsvundet i bjergene udenfor alle kort. Men her er dejligt med flodens brusen
og nu går det nedad.
 |
| Et enkelt billede af et tempel |
Når først er herude er der ikke nogen store skilte, der fortæller vejen mod
Kyoto. Og der er grønne toppe overalt. Men med solen som pejlemærke har jeg en
god fornemmelse af, hvor byen må være. Kommer gennem en tunnel og havner langs
en af de større floder. Her fra er der ingen tvivl.
Måleren ender på over 60 km. Ikke underligt at jeg trænger til et bad.
Bruger resten af eftermiddagen på at vaske og drikke the. Og nu det er på egen
hånd lykkedes mig at book'e søndagens overnatning i Nara. Område nummeret stod
faktisk i Lonely Planet, det vidste manageren her. Og så gik jeg ellers til
stationen for at finde en mønttelefon. Det første guesthouse havde alt optaget,
men det andet havde plads.
Det er kun turistmagneterne som Kyoto, Nara og Hiroshima, hvor Lonely Planet kan bruges i denne forbindelse.