[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 25
Torsdag 05.09.13 56 km
Nogle gange kommer tingene til at hænge sammen i en lang række af hændelser, der passer sammen. Men der skal som regel kun mangle ét led, før det hele falder fra hinanden.
Sådan går det, da jeg kommer i land i Aomori. Finder nemt ind til byen og
stationen. Får de mest præcise informationer, jeg endnu har fået i Japan. Damen
printer 3 kort ud og taper sammen, for at vise mig vejen til Moya Kogen Youth
Hostel, som jeg
har fundet i Lonely Planet og ved, ligger et stykke udenfor byen. Jeg får også
instruks om, hvor der er en cykelforretning, hvor jeg håber, at kunne få en nyt
cykelcomputer.
Jeg finder forretningen og en ung japaner med forstand på cykler kommer frem
til, at han da vist lige har sådan et kit-sæt, så jeg ikke behøver at skifte
meteret. Og han tjekker lige numre og typer og slår op på nettet og i kataloger.
Med lidt fagter taler vi glimrende sammen på hvert vores sprog. Og han får
vristet sættet løs af en kæmpe bunke, og jeg kan komme videre....
Nu skal jeg lige nå at købe aftens-og morgenmad, da der sikkert ikke er noget
i nærheden af mit hostel. På en vej på tværs mod 103'eren, er der en Lawson,
hvor jeg får handlet på 2 min. Så er det bare at komme derudaf, klokken er 17.30
og måske skal man være der før 18? 103'eren begynder at stige op gennem skoven,
så jeg er sveddryppende inden længe.
Når endelig frem til hvor det må være. Hvor er det så? Fandens! Får standset
en bil fra en sidevej. Jo, manden kender det godt. Glædesstrålende begynder han
at finde engelske gloser frem og fortæller, at det var der han i sin tid lærte
engelsk. Det er lige her et sted.
Jeg kører tilbage til det sidste skilt, og da jeg ser det fra den anden side,
er logo'et der. IYH. Kan jeg oven i købet få rabat med mit kort? Yderdøren er
åben, men den næste er låst og der er mørkt overalt. Lukket. Satans. Forgæves
forsøger jeg ved hjælp af en dame overfor, at ringe til et nummer, der står på
skiltet, men ingen tager den.
Der er lidt græs ved siden af huset, og jeg slår telt op her. Myggene er over
min overophedede krop med det samme. Visse ting gentager sig, men inden længe er
jeg i sikkerhed. Får spist og lægger mig oven på soveposen for at køle af.
Jeg synes ikke, jeg sover, men da jeg ser på uret, er det efter midnat. Så
begynder regnen ellers!
Det må være den "hard rain", jeg hørte om i går, der er blevet forsinket. Der
kommer nogle kraftige
vindstød, men jeg ligger godt i læ af huset.
 |
| Teltet morgenen efter regnen - kun én pløk var revet op |
Her til morgen er regnen hørt op, og jeg pakker det våde telt sammen og kører
uden morgenmad. Da jeg kommer frem foran huset, holder der nu en bil. Jeg
undlader, at gå ind og præsentere mig.
Vejen stiger videre opad. Km efter km. Det grønne helvede, kalder jeg det.
Grønt overalt. En frodighed uden grænser, der opsluger én totalt. Intet udsyn,
ingen fornemmelse af hvor man er i forhold til verden udenfor.
Jeg når til sidst et plateau, hvor jeg finder et sted til morgenmaden.
Videre gennem et nyt grønt helvede, men jeg er vist over det værste nu, hvor
jeg sidder i et venterum i et skiresort. Der er sådan set kun én ting, der
mangler nu, men bare rolig, den kommer. Stille og roligt bevæger jeg mig op i
skyerne, og så regner det. Og ikke nok med det, tågen/skyerne pakker alting ind
i gråt. Som prikken over i'et springer krogen af min lange elastik og forsvinder
ind i skoven. Det er den, der holder rygsækken på plads bagpå. Får bundet den i
den ene side.
Der kommer et Spa. Jeg kan lugte svovlen på lang afstand. Her i ødemarken er
der mennesker. Opad går det. Pludselig et skilt over vejen: Kasamatsu Pass 1040
m. Jeg har altså slæbt hele molevitten 1 km op i luften siden i går. Det føltes
også sådan.
 |
| Skiltet i tågen |
Så kommer nedkørslen, lange lige stræk afløst af hårnålesving. Bremserne
fungerer perfekt. Kommer ned under skyerne og til sidst er der sol!!! Sidder nu
ved et Onsen (Spa) med et fint springvand foran mig.
Kører videre nedad. Det går så let, så jeg kommer til at køre for langt. Heldigvis er der et kort på den anden side af vejen, og i følge det, er jeg på vej langs en flod, der løber ud i havet. Jeg må 3 km tilbage.
På vejen sker der det forunderlige, at meteret begynder at virke igen. Nu hvor
jeg har rep.kittet. Lad os se, hvor længe. Nu gælder det kratersøen, Towada.
Jeg kører op gennem en kløft. Vandet kommer brusende den anden vej. Nogle steder lodrette vægge på den ene side, andre steder på dem begge. Der er en sti langs floden. Det er et turistmål. Kommer forbi vandfald af skiftende karakter fra siderne. Fra stille rislende vand ned over lodrette klipper til det mere imposante Kumoi Falls, hvor vandet i 3 tempi falder 20 m ned. Det er turens foreløbige clou.
 |
| Vandfald af mange afskygninger |
Og endelig efter 14 km som en åbenbaring afløses kløften af søen, hvor vandet
kommer fra, og som jeg kører langs med hele vejen ned til Yakuda, hvor jeg
kommer forbi et sted, hvor der står "Backpackers Hostel", og hvor jeg har fået
en seng til 2000 Y, men da jeg er den eneste, er det lige så godt som et hotel.
Gamlingen, der passer stedet, kan sige ting som "just a minute", men ikke
meget mere. Det var da jeg ville i bad. Han skulle vist lige tænde for
gasvandvarmeren. Og der er wi-fi. Til gengæld er der ingen "Convinient stores".
Yougurt og brød har jeg ikke kunnet finde. Skal hen og spise et sted kl.18.
Teltet står til tørre, jeg må hellere pakke det, før jeg kører - det var næsten
tørt.
På restauranten er der ikke nogen billeder af retterne. Jeg har bestilt
noget, som vistnok er fisk (så vidt jeg forstår) og ris. Vi må se...
Jeg føler mig mæt. Kunne ikke have været meget bedre. Ris og panerede
fiskestykker - uden ben. Hertil miso suppe, 3 små fisk, der er præpareret, så de
kan spises hele - lidt sødlige. Noget rødfarvet revet ingefær og en grøntsag i
dressing. Endelig skiver af en rodfrugt, der også er tilberedt på en eller anden
måde.
Jeg er den eneste gæst. De har formodentlig kun åbent, fordi pigen ringede
nede fra det andet sted, hvor de lukkede kl.15.
Heldigvis kunne jeg bestille morgenmad her på mit hostel.