[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 22
Mandag 02.09.13 112 km
Da klokken blev 17 i går, kørte de allesammen og efterlod mig muttersalene på bjerget. Jeg så 3 alternativer: 1) slå telt op, 2) sove under udhænget ved den ene eller den anden bygning, 3) sove på dametoilettet (der var mest plads). Jeg valgte det sidste.
En nat med
spredt søvn
men fra 19 til 4.30 kan det alligevel blive til noget. Problemet er at madrassen
er punkteret.
I løbet af en halv time er man nede på gulvet.
4.30 bliver det lyst. Så står jeg op. Tager det i ro og mag. Vejret er skyet men
tørt. Ind imellem
kan vinden få det japanske flag for bygningen til at blafre.
Netop som cykeltaskerne er monteret giver det sig til at regne. Jeg sidder og
ser vantro ud på det...
Den er 6.30 og jeg kører, regn eller ej. Da først jeg er kommet ned fra bjerget
og til Makkari er
regnen hørt op. Landskabet bliver nu bølgende omgivet af lave bjerge bortset fra
kæmpen ovre til
venstre. Det er som om den er ved at trække skyerne op til sig på toppen.
Efter retningen at dømme skal vi op mellem to af bjergene for at komme til
Rusutsu, men vejen stiger
ikke bare i én lang dræber, men slynger sig bølgende opad. Sådan er Japan
heldigvis også.
I Rusitsu skal jeg sydpå. Noget overraskende kommer der 6%'s nedkørsler. Vi skal
ned og krydse en flod.
Så går det opad igen. Jeg følger her vej 290 og heldigvis får jeg set på kortet:
Jeg kan køre langs
kratersøen hele vejen, i stedet for bare et lille stykke. Altså drejer jeg fra
og kommer ad en hæsblæsende nedkørsel helt ned til søen, hvor det til gengæld blæser meget. Men
træer skærmer meget
det meste af vejen. Der er ingen trafik her - vidunderlig strækning.
 |
| Det er en ø ude i midten |
 |
| Ja, jeg var der virkelig |
To tunneler bringer mig fra Lake Toya og ned til kysten. Planen er lige nu, at
nå helt til Osamanbe,
så vil der være 100 km til Hakodate i morgen. Mit Hokkaido eventyr har varet
længe nok.
Langs kysten går bjergene helt ud til vandet, hvad der betyder, at jeg stort set
ikke ser det.
Vejen slæber sig op over bjergene lidt inde i landet, gerne med en tunnel til
sidst. Det er ikke
for tøsedrenge.
 |
| Endnu en tunnel |
Vejen er smal også gennem tunnelerne. Svimlende nedkørsler skifter med
sejtrækkende
opkørsler. I en sidste ekstra lang nedkørsel kommer vi pludselig ned i et fladt
land langs kysten
sydpå, hvor bjergene først begynder længere inde. Prøvelserne er ovre. Nu går
vejen efter en snor
langs kysten hvor vinden kommer pibende ind. Der er noget Vesterhav over det.
Heldigvis er det sidevind.
Alligevel temmelig opslidende og da jeg når til Osamanbe er jeg kvæstet. Klokken
er på den anden side
kun omkring 15. Jeg sætter mig ind i ventesalen på stationen for at sunde mig.
En rispakke med saltede
abrikoser og en halv plade chokolade og noget vand, får mig klar igen til en
sidste etape. Efter kortet
at dømme kan der højest være 30 km til næste større by Yakumo og dermed kun 74 i
morgen til Hakodate.
Sådan skal det være, og sådan bliver det. Jeg må have nogle ostemadder og mere
chokolade på vejen, men
jeg når frem.
De to første hoteller har ingen ledige værelser, men på det tredje får jeg et
værelse, european style.
De mangler bare wi-fi ellers er det perfekt. Finder ud af, at der er en afbryder
på power supply'en
til computeren. Det havde jeg glemt, det var bare den, der var blevet slukket.
Men der er computerstik i væggen. Det har jeg læst om og derfor medbragt et
kabel, der nu første gang kommer til sin ret.
 |
| Dagens præmie |