Rejsebrev 27
Lørdag 07.09.13 93.06 km
Jeg må lige en smut ned til søen. Den ligner i mistænkelig grad enhver anden
kratersø i gråvejr. Faktisk skal det blive regn i dag. Det har da også
småregnet, men nu hvor jeg kører, holder det sig på meget lavt niveau. Det
drypper bare det meste af formiddagen.
Jeg skal op og gennem en masse tunneler. De er stygge. Den sidste på 2,5 km
vælger jeg at trække igennem oppe på det der muligvis kan kaldes et fortov. Det
er næppe 1 m bredt og fliserne ligger nogle gange forskudt 10 cm i højden. Jeg
prøvede at cykle dér i en af de kortere. Det lykkedes men krævede umådelig
koncentration. I denne var det ikke lykkedes.
Så går det ellers ned mod Morioka. Jeg føler mig noget mat efter gårsdagens
kraftanstrengelse. Benene føles "tomme" hver gang det går opad.
Morioka er en virkelig stor by. Af en omfartsvej kommer jeg udenom bykernen
og til Route 4, der skal føre mig videre sydpå. Jeg føler det, som om jeg har
kørt i dette hovedvejs-forstads-helvede i timevis nu. På vej ned fra tunnelerne
kunne jeg se, hvordan floden var gået amok for nylig. Jordskred, der har
beskadiget vejen. Ophobninger af splintrede træer ligger endnu i floden.
Jernbanen havde fået en forstærkning, der vist kun var midlertidig. Der kører en
Shinkanse her, men det kan da vist ikke
være med tophastighed? Det var nok det store regnvejr forleden nat.
Planen var at nå til Hanamaki og det lykkedes. Ude i det næsten flade land,
bliver kilometrene hurtigt ædt. Der var stort set bebyggelse hele vejen fra
Morioka til Hanamaki.
Da der endelig dukkede en Road Station op måtte jeg lige have en pause. Og da
jeg så én spise is MÅTTE jeg også have én. Det var ikke så nemt. Damen havde en
maskine, hvor man puttede penge i trykkede på det ønskede, hvorefter maskinen
spyttede en bon ud man så afleverede. Nå, hun kunne da vise mig hvilken knap jeg
skulle trykke på....
Efter sådan en dejlig kold softice i regnen, var jeg klar til de sidste 10
km.
Nu er jeg standsmæssigt indkvarteret på 7.etage på Hotel Grand Ciel, der
ligger lige ved banegården. Kunne utvivlsomt have fundet noget billigere, men
forskellen fra måske 5.000 til 6.500 er nu ikke så stor.
Velkommen til Hotel Grand Ciel |
Benyttede lejligheden til at prøve at få opklaret, hvad der er galt med
LAN-tilslutningen, som heller ikke her fungerer. Det lykkedes ikke, men da de
har wi-fi, har jeg ikke noget problem som sådan, men jeg ville gerne vide....
"Windows registrerede ikke nogle fejl på denne forbindelse". Der er sendt en
masse pakker, men ikke modtaget nogen. Er det da ikke en fejl....?