[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 53
Torsdag 03.10.13 55,84 km
Jeg begiver mig i retning af de 48 vandfald, som er markeret på Nelles Kort.
Kortet fra T.I. er ikke sådan at blive klog på, men da jeg krydser banen, ved
jeg da i det mindste hvor jeg er.
Der kommer et skilt over vejen, hvor der står 6,3 km, men om det er til der,
hvor man drejer, eller helt til stedet ved jeg ikke.
Ved en Road Sta. kører jeg ind for at få vand. Det er ellers køligt (17 gr.) her
til morgen, men med rygsækken på bliver jeg alligevel varm.
Heldigvis begynder rengøringsdamen ved toiletterne at tale til mig. Hvor er jeg
på vej hen? Jeg forsøger mig med "yon ju hachi taki" Det skulle betyde 48
vandfald, efter min bedste overbevisning, men det synes ikke at sige hende
noget. Hun forsøger sig med det ene og det andet navn, mens jeg haler kortet
frem og viser. Og så er det, at jeg ser, at hvis R.S. virkelig er anbragt
korrekt på kortet, så er jeg kørt for langt. Det var godt, hun begyndte at
snakke.
Der var et tydeligt skilt over vejen. "Utsueshijuhachi Waterfall". Hvad alt det
før "..juhachi" betyder, må jeg hjem og have opklaret.
Vejen derop er ikke særlig stejl i starten, men det bliver den. Omsider (5 km)
når jeg frem til en parkeringsplads, hvor løjerne starter. Jeg ved ikke helt,
hvad jeg har forestillet mig, men det viser sig at være én strøm - ikke vældig
stor - man kan følge op i kløften.
 |
| Først var der asfalteret men det hørte hurtigt op |
Men den er virkelig enestående. Det ene lille vandfald afløser det andet - i
starten ikke stejle, men stejlere stykker afløser fladere - og omvendt. Stien
føres med mellemrum på træbroer over strømmen, og stentrapper afløses af
jerntrapper på de lodrette stykker. På denne måde arbejder man sig op gennem
kløften i en halv til en hel time. Om der virkelig var 48 navngivne vandfald
talte jeg ikke.
 |
 |
|
| Så var der ellers vandfald... | ...efter vandfald efter vandfald.... |
På et tidspunkt står der pludselig en kikkert, og når man vender sig og ser
tilbage ned over kløften, kan man i fint vejr se en række navngivne toppe i
området.
Endelig slutter det hele - lidt overraskende - med at man kommer op til et
fladere stykke, hvor strømmen kommer inde fra skoven. Et reb og et skilt
antyder, at nu skal man vende om.
 |
| Oppe ved starten i skoven |
Vel nede igen køber jeg en is. Jeg købte også billet til turen i en automat,
hvor selv jeg forstod, at et stort menneske kostede 200 Y.
I går kom jeg til at se på bagdækket. Fordækket har jeg jævnligt studeret, det
er blevet meget slidt, men jeg mener det holder til resten. Jeg har trods alt
kørt over 3000 km indtil videre. Men bagdækket! Det var fordi kæden var faldet
af under transporten og så så jeg, det var helt gult. Schwalbe sørger åbenbart
for en advarselsfarve inde under slidbanen, så man kan se, når det skal skiftes.
Og det ser ud til at være nu - eller snarest.
Så kørte jeg ud for at se på byen og på et tidspunkt komme forbi
cykelforretningen. Først var jeg nede ved et slags frilandsmuseum, men syntes
ikke, jeg havde tid til at gå ind, men der var også andre gamle huse i
nabolaget. Det mest iøjnefaldende var nu et center for en eller anden mærkelig
religion. Mit umiddelbare indtryk var en sammenblanding af alle
verdensreligionerne?
Byen er til min overraskelse fyldt med turister, selv på dette tidspunkt af
året. Jeg er kun kommet her, fordi den lå i de japanske alper og man kunne komme
hertil med tog. Selv ikke i Hiroshima tror jeg, jeg har set så mange
vesterlændinge samlet - bortset fra på museet.
Var oppe og se, hvad vej jeg skal følge i morgen, det er Vej 158.
På vejen kom jeg forbi en malerisk lille gade, med alt turistgejlet, der var der
pakket med backpackers. Cykelmanden havde ikke sådan et dæk som mit, så nu SKAL
det holde til Matsumoto. Jeg skal bare have et med som reserve, jeg skifter ikke
før det bliver nødvendigt.
Sagen om vandfaldet er opklaret: Man kan også sige "Shi" i stedet for "Yon" nog
"Utsue" er områdets navn. Sagen om det religiøse center er jeg også klogere på.
Det er en japaner med mange penge, der har haft en drøm. Det er resulteret i
dette center. Det er meningen, der skal være mange, men der er ikke så mange
byer, der har ønsket det. Hende jeg spurgte i receptionen, var vist lidt stødt
over at jeg sagde "strange religion" om det. Ikke fordi jeg tror hun er
tilhænger, nok mere fordi tingene ikke skal stikke for meget ud her i Japan.