[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 54
Fredag 04.10.13 97,35 km
Kommer af sted 8.10. Fik ikke skiftet bremsekklodser i går, det må blive på
vejen. Tiden løber hurtigt i disse hostels, hvor der hele tiden er mennesker at
snakke med.
Efter 14 km er tingene ved at forme sig. Vejen går nu langs med en flod, så det
bliver forhåbentlig en nogenlunde jævn stigning.
 |
| Japanerne forstår at gøre sig det behageligt |
Stigningerne kommer noget uregelmæssigt i begyndelsen, men nu, hvor jeg har kørt lidt over 25 km, er jeg for alvor inde på den første stigning. Det begyndte med at være 14 gr., er nu steget til 17 gr. Lidt tynd sol - ingen vind. Perfekt. Højdemåleren siger 1050 m, så der sker noget.
Jeg kommer til tunnelen, før jeg venter det. Den tunnel, der skulle være
betalingsvej i følge Google Earth. Det er den ikke, og jeg ser ikke noget om at
cykling er furbudt, så jeg kører gennem de 2430 m uden problemer.
Så er det tid til en banan - nej, to. Højdemåleren står på 1370 m, så jeg er
sluppet for de sidste 300 m.
Så går det ned til "midtvejs-dalen". Dér kommer forklaringen, for først dér
begynder betalingsvejen og forsvinder ind i bjerget. Da jeg igen ser nøje på
kortet, går det op for mig, at der ikke bare var faldet lidt farve af vejen på
et stykke. Dét var den tunnel, jeg er kørt igennem. Som sædvanlig er det bare
mig, der kun ser det halve.
 |
| På vej ned mod "Midtvejs-dalen" |
Route 158 skal op over bjerget til "Abo Pass", og det starter med det samme.
Inden længe er jeg på en monster stigning, hvor jeg visse steder er under 5
km/t. Men jeg er allerede på 1415 m! Vejen går inde i skoven - og der er ingen
trafik!!!
Men jeg må sige, at det er stejlere end jeg havde frygtet. Nogle få pusterum og
så på'n igen. Men nu siger højdemåleren 1610 m, så det hjælper. Skoven er så
småt ved at blive gul heroppe. Jeg holder ved nogle smukke birketræer. De ligner
nogle vi så i Arboretet i Hørsholm, hvor der var masser af japanske træer.
Endelig kommer et sted med udsigt. Nede i bunden af denne dal, er der en eng med
et smukt mønster, hvor farverne brun, gul og grøn går over i hinanden, omkranset
af en skov spættet med mørkegrønne nåletræer. Det er smukt. En ganske svag
raslen i bladene og en fjern plaskende kilde - det er alt. Ingen biler!!!
 |
| Engen i dalen |
Og så pludselig er jeg vist på toppen. Det er i hvert fald grænsen mellem
Takayama City og Matsumoto City. Højdemåleren viser 1720 m og jeg har kørt 44,14
km, det stemmer meget godt. En nøgen bjergkam forude med lidt sne i bunden. Det
er de rigtige Alper. Der er en lille parkeringsplads, hvor et ældre japansk
ægtepar holder frokostpause. Det beslutter jeg også straks. Og der er nogle
flotte røde træer i mit synsfelt. Også ovre til højre stikker der nogle
halvnøgne toppe op.
 |
| Abo Pass - grænsen mellem Takayama og Matsumoto |
 |
| Og bjergkammen set lidt tættere på |
Så går det ellers nedad i hårnålesving. På denne side holder der mange biler,
det er åbenbart godt at "hike" herfra. Vejen er elendig, så det er med trukne
bremser hele vejen.
Så mødes vi med betalingsvejen og så går det ellers videre ned gennem den ene
tunnel efter den anden. Det er den vildeste nedkørsel, jeg endnu har oplevet her
i Japan. Der er lidt dyrehavsbakke over det. Jeg venter næsten, at der kommer
figurer ud af væggen og siger bøh. Jeg træder ikke, men koncentrerer mig om at
holde mig i "vognen" for det går ned ad med 40-50 km/t.
Efter en 10 tunneler - nogen lange - deler vejen sig og det går opad - bare et
lille stykke, men benene dør straks under mig. De er ikke sådan at få i
gang igen.
Så igen nedad gennem det ene sving efter det andet. Al den tid jeg kører hurtigt
generer bilerne ikke særligt, for jeg kører midt på vejen, så de må vente med at
overhale til der er fri bane.
Da jeg er lige ved at køre ind i endnu en tunnel springer der en abe over vejen.
Det er første gang jeg ser dem i Japan. Der sidder også nogen af dens slægtninge
ved vejen, men det går for stærkt til at jeg standser og tager et billede. Men
vi ved jo også alle sammen, hvordan en abe ser ud.
Heldigvis kommer der en Road Sta., så jeg lige kan falde lidt til ro. og lige
efter kommer vejen ud af bjergene og resten af vejen, går det stort set ligeud,
men nu er det som om hele Matsumoto har besluttet at være ude i bjergne i dag og
nu er på vej hjem. Og nu kan jeg ikke holde dem bag mig...
Det første hostel, jeg forhører mig om, er optaget, men det andet har plads.
17.30 har jeg været i supermarkedet ved stationen og har fundet det, Backjacker
Matsuyado. Der står ikke noget, jeg kan læse, men hun sagde noget med "a small
gate" og det passer.
Når jeg har bundet Cola'en jeg også købte skal jeg i bad. Der er ikke andre
gæster end mig, men der kommer 3 senere. Det var først, da jeg stod på stationen
i T.I., at jeg kunne mærke, hvor træt jeg var. Kunne ikke engang huske, hvad by
jeg var startet i i morges.
Jeg spiser Sashimi til aften. Ikke at det er noget jeg kender, men supermarkedet
havde ingen af de sædvanlige færdigretter - kun nogle med fisk. Det har jeg
aldrig oplevet før, men sådan er der så meget. Supermarkedet i Takayama havde
ikke øl...? Men ved siden af var der en butik, hvor man kunne købe alkoholiske
drikke. Måske var det også supermarkedet, der havde den, det ved jeg ikke.
Men Sashimi består af kinaradise revet meget fint, nærmest til tråde, så det
ligner supertynd spaghetti. Det fylder jo ikke meget, så man føler man sidder og
kun spiser fisk. 3 slags. Laks, den fede tun og den anden tun. Tror jeg da nok.
Det er hende, der "passer butikken" nu hvor ejeren er gået, der fortæller mig,
hvad det hedder. Jeg glemte lige at der også var nogle blade, der ligner
citronmelisse, men er større og smager lidt anderledes.