[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 57
Mandag 07.10.13 14,93 km
Det er som sædvanlig svært at finde ud af relationerne mellem de forskellige
på dette hostel. I går kom der en bil og afleverede en pige, der havde de 4
største ferskner med til værten jeg nogensinde har set. Hun kom fra Yamagata.
Måske sagde han faktisk, at hun var en kusine. Men en anden pige, som også var
der natten over, virkede det, som om han kendte. Den sidste gæst havde været ude
at løbe 50 km, så han gik tidligt til ro.
Jeg har købt billet og undersøgt adgangsforholdene. Jeg mener, at cyklen kan
være i den første elevator, hvis den står på skrå. Den næste elevator er først
efter billetkontrollen og der er cyklen jo pakket og ikke så lang. Men de
ikke-reserverede vogne skulle være lige ved elevatoren. Det skulle være ganske
vist.
Så står jeg af, ikke på Tokyo, men på Ueno Sta. for der krydser vi Joban Line,
der går til Toride Sta. og derfra er der kun 11-12 km til Tone.
Alt det damen i T.I. ikke kunne, hjalp fyren i receptionen mig med. Selvfølgelig
har de også en "travel planner" i Japan, det var jeg kommet i tanker om. I følge
den skulle jeg nu skifte to gange, men 50 km manden havde lige forslaget om Ueno
Sta. så nu er det kun ét skift. Vejen fra Toride har jeg studeret og tegnet fra
Goggle Earth.
 |
| "1166" i japansk Lego plagiat |
Det er varmt i dag. Det var det også i går. Fra 20 gr. til senere 24 gr. I dag
nok mere. Det er sådan, at folk jeg "snakker med" kommenterer det. Det skulle jo
være efterår, og de fleste løvtræer er da også ved at få gule og røde blade.
 |
| Cyklen er snart klar til at skulle hjem |
Så sidder jeg endnu en gang i toget. Denne gang begyndte jeg ikke at surre
noget, før jeg havde undersøgt både vogn 2 og vogn 3 og denne gang lykkedes det
at sætte cyklen ind bag de bageste tre sæder. Så kører vi, og så må klokken være
13.03. Mit ur går rigtigt.
Det er vel på tide at gøre status. Konklusionen har længe været klar: Japan er
ikke noget godt cykelland. Det er muligt og det er en udfordring, og tager man
den op, kommer der mange gode oplevelser ud af det, men Japan er klart
mest egnet til at besøge med bil, tog eller bus. Det at det er så
velorganiseret, gør det også nemt at rejse i.
Bjergene trækker sig mere og mere og truer efterhånden med helt at forsvinde i
disen. Vi er for alvor på vej ind i Tokyo området. Det var helt overskyet på et
tidspunkt, nu skinner solen igen. Det har helt sikkert været en større fysisk
udfordring end jeg havde ventet. Men så meget mere tilfredsstillende at alt er
lykkedes.
Vi holder på Omiya Sta. og her krydser jeg endnu en gang mit spor. Det var her
jeg stod af, da jeg kom fra Sendai.
En lillepige stemme lyder i højttaleren, det er nok noget om, hvad man kan købe.
Men det er også et specielt japansk fænomen, at kvinder ofte taler sådan. De
skal ikke gøre for meget stads af sig selv, helst slet ikke være der. De løber
også altid, hvis de skal hente noget. Man skal jo nødigt føle, man står og
venter. Jeg siger altid: "You don't have to hurry..."
På Ueno Sta. kører jeg op med en rulletrappe med de første 4 dele. Station
masteren sagde at jeg skulle til spor 11 eller 12. Transfer til JR lines er
yderligere op. Denne gang går rulletrappen nok 4 etager op. Så ud og gå igen til
billetkontrollen. Så ned efter resten, der er heldigvis også rulletrappe ned. Op
igen med resten. Spor 11 og 12 er heldigvis de nærmeste, kun hen og op ad én
trappe plus en rulletrappe.
Nu er jeg så i Joban Line bound for Toride. Min bagage er stablet ovre i et
hjørne for rullestole. Da jeg ruller op foran huset er "Father san" lige i færd
med noget udenfor. Jeg føler, jeg er hjemme.