[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 16
Tirsdag 27.08.13 ca. 90 km
Morgenen begynder 05.30. Toilettet kalder, og da jeg stikker hovedet ud,
sidder der allerede én på den anden side af stien og hilser. Jeg har lejret mig
ved et bord/bænk arrangement, så for en gangs skyld kan jeg sidde ved et
rigtigt morgenbord - i naturen. Morgenmaden i dag består af en yogurt, 2 skiver
brød med ost og en halv plade chokolade.
En 20-30 andre har valgt den tidlige afgang kl. 8.05. Hovedsagelig familier.
Der var en hurtigt motorbåd kl.6.00, men den passede ikke ind i min morgenplan.
Dette er et skib til 2-300 passagerer. Jeg går glip af alle de uvurderlige
oplysninger damen i højttaleren diverterer os med. Entirely japanese. Vi skal i
land på Churui Island, hvor der skulle være en udstilling, hvor den berømte alge
kan ses i akvarium. Jeg har min viden fra en videofilm, der kører. Vi sejler
gennem et ret smalt stræde mellem øen og landet bag, men det er en anden ø.
Churui ligger i den anden ende af søen.
Rhododendron kæmper om herredømmet med andre arter her langs søbredden. Og alle
de træer, jeg aldrig har set før!
Marimo har ligefrem fået sin egen sang, hører jeg i højttaleren, hvor en
melankolsk, indsmigrende kvindestemme med godt med ekko, fremfører den.
Algekuglerne er virkelig forbløffende. Under de rette betingelser kan de
vokse sig til grønne, tottede kugler på 20 cm's diameter.
 |
| Algekugler - Marimo - den tid hvor man kunne se dem "live" er forbi |
Så går det hjemad mod byen. Jeg bliver hurtigt døsig af den kværnende
kvindestemme i højttaleren. Det minder mig uvægerligt om min og Burghards tur på
Yangtze.
Det er skyet, og skyerne hænger så lavt, at der nok skal komme væde i luften,
hvis jeg skal over noget pas, hvad jeg tror. Nu skal jeg tilbage og pakke
teltet.
Tilbringer 1½ time på turistkontoret, hvor der er wi-fi og strøm.
Provianterer lidt og kører. Jeg håber ikke at skulle over et pas af samme
dimensioner som i går, men jeg aner det ikke.
De første 5 km er én lang bakke, hvor jeg lige netop kan holde mig på den
mellemste klinge. Så møder vi en anden vej, det går lidt nedad for så at stige
igen. Det var ingenting - hvis det ellers var det eneste. Efter 10 km står der "Sempuku
Pass" - og jeg
var ikke engang på den mindste klinge.
Efter at have justeret bag bremsen rigtigt - ikke bare på stilleskruen - gør jeg klar til at køre ned. Min fornemmelse af at Akan lå højt både i forhold til det ene og det andet, viste sig at være rigtig. Efter 11 km's nedkørsel med sporadiske tråd, går det yderligere ned i 6 km. Dalen breder sig og bliver til landbrugsland. Vejret er skiftet til noget, der ligner en dansk sommerdag med sol og drivende skyer. Det går bare derudaf....
Da jeg nærmer mig målet Bihiro, fatter jeg en ny plan. Klokken vil være lidt
over 15 når jeg når frem. Der vil kun være 36 km til Abashiri og næsten 3 timer
til at turistinfo (formodentlig?) lukker. Jeg kunne godt bruge en ekstra dag i
Abashiri. Skal have afprøvet bicycle bag'en, købt billet til Sapporo og
gerne have set noget her.
Altså tonser jeg videre. I den nordlige udkant af Bihiro ligner det pludselig
ikke mere vej 39. Har jeg overset noget? Jeg spørger en arbejder. Nej, jeg skal
bare "go straight", siger han. Fine engelskkundskaber i forhold til standarden.
Kommer ud på 39'eren igen, hvor den så end var blevet af. Vejen er snorlige og
flad. det blæser skråt forfra. Der er et par niveauskift, men ellers stort set
fladt. Kan ikke finde den Snickers jeg købte til krisetider. Må ind i en
Seicemart i en by og have en anden.
Til sidst kommer vejen ind i læ af en skov og jeg kører langs en sø til den
anden side. Et meget smukt stykke. Der ligger da også et fornemt hotel.
 |
| Det smukke stykke langs søen før Abashiri |
Endelig, endelig, der er stationen!
Info er lukket, når lige at få foden i døren til Travel Service, der også er ved
at lukke. De prøver at hjælpe mig med et hotel. Forsøger 6 i nærheden af
stationen. Alt optaget. Jeg takker for assistancen og får kortet med tallene
med. De kan jo ikke stå der hele aftenen.
Nede i nogle sidegader, skulle der være to. kan ikke finde dem. Så er der
noget med en skranke. Da jeg kommer ind, kan jeg se, at det må være en klinik af
en slags. Prøver at spørge en læge. Viser ham kortet og tallene. Det siger ham
åbenbart intet. Men jeg får bekræftet præcis HVOR vi er på kortet. Så må det jo
være.... og jeg finder det ene.
Der sidder en mand og sover sammen med en siameserkat. I betragtning af
stedets beskedne omfang er hans engelsk ikke så ringe. japanese style, no dinner,
no breakfast, 3.500 Y. Jeg tager det.
Nu kl.19 har jeg fundet den forsvundne Snickers, spist en ostemad, drukket 4
kopper grøn the. Nu skal jeg bare i bad og så ud at spise.
Jeg kan ikke se, der er noget håndklæde, så jeg går ned og spørger - han sover
igen : "Do I have to bring my own towel?" Ved ordet "towel" springer han op og
over til en skuffe og frembringer to håndklæder, et lille og et stort.
Da jeg skal forlade værelset for at gå ned i bad, kan jeg ikke låse døren. Jo
indefra, det viste han mig. Denne gang skulle man trykke ind mens man drejede.
Hvor svært kan det være? Jeg ender med, at lade værelset stå ulåst. Så skal jeg
ud at spise.
 |
| Abashiri by night |
Nu det er blevet mørkt viser det sig, at hotellet ligger i enden af en lang
gade, der er helt oplyst. Jeg går langt synes jeg, før jeg ser noget, der kunne
ligne et spisested. Går indenfor. Der er skilte med retter, den er god nok. Der
er en ung mand. Med fingeren viser han, om det er til én. Ja. Så bliver jeg ført
hen til et lille aflukke, hvor jeg nær er drønet ind med skoene på. Han får
standset mig. Åh, ja, undskyld. Da jeg har taget skoene af, går han med dem.
Nå sådan forhindrer de folk i at løbe fra regningen! Mine sko er nu ikke
meget værd. Han kommer med et menukort med billeder. Nu har jeg valgt en ret og
en øl. Øllen kommer hurtigt sammen med en lille skål grøntsager, jeg nu har
spist. Jeg fik også et lille skilt med et 3-tal på. Det er nok sko skiltet. Der
er Tv på væggen og fjernbetjening. Jeg er sulten kommer maden ikke snart?
 |
| Så er måltidet slut |
Straks efter kommer pigen med den. Panden er ikke så stor som jeg troede, jeg
må vist også have en dessert. Der er en lille skål med en ske, hvad mon jeg skal
med den? Men det finder jeg ud af, tror jeg. Risene nederst i retten er brændt
en anelse fast og skeen er perfekt til at løsne dem.
Da jeg er færdig sidder jeg dér. Hvad nu? Udover soja'en, spisepindene og
krydderierne, er der noget mærkeligt sort noget med stjernetegn og et hjerte,
der kan drejes. men hvad mere er: en rød knap! Jeg prøver at trykke på den.
Ding, dong, siger det et sted og straks kommer en tredje person og jeg peger på
en dessert, jeg har udset mig. den kommer hurtigt. Isen med kirsebær kan jeg se,
hvad er. Og så noget kageagtigt i bunden og kirsebærsovs. Men så er der nogle
firkanter. Er det frossen yogurt? Måske, det smager fortræffeligt. Nu kan jeg
heller ikke få en bid mere ned. Jeg er træt. De sidste par dage har jeg også
sovet for længst ved denne her tid. Gad vide om min seng er redt, når jeg kommer
hjem?