[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 47
Fredag 27.09.13 70,23 km
Jeg vågnede og havde fornemmelsen af, at det snart burde blive lyst. Jeg
kunne ikke finde rede i viserne på uret, så jeg måtte famle mig frem til lampen.
Den var halv tolv...
Nu kl.6.30 har jeg spist morgenmad. Solen skinner på den øverste top, jeg kan
skimte ovenover den uigennemtrængelige grønne mur, der er overfor mig på den
anden side af floden. Det er et sted inde i dette grønne vildnis, at jeg skal
møde soldaterne.... (Læs Murakamis bog for yderligere oplysninger)
Jeg har svagt hørt to biler passere et sted inde i det grønne, men ellers er her
fredfyldt. Kun flodens brusen og en enkelt krage, der skræpper... Det er
det her, jeg har drømt om...
Da jeg kommer ud fra badet, sidder der én og ser ned på floden. Det må være den
schweiziske dame. Og det er det. Endnu én af dem, der har været her flere gange
og har boet i Tokyo i 2 år tidligere. Vi snakker lidt, og begiver os så af sted
med hver vores plan. Hun skal hike op på Mt. Tsurugi, jeg har bare tænkt mig at
følge kløften videre op, formentlig til de to "vine bridges" - vidjebroer må det
vist oversættes med. Det er vist lidt over 30 km.
Da jeg kommer til Ochiai Village, er der en "viewing platform", hvor jeg kravler
de 2,5 km op. Det er det hele værd. Ellers får man ikke overblik over landsbyen.
Det er køligt her til morgen. Det store temperaturfald kom vist i går. 14 gr.
står der et sted ved vejen. Der kommer en bil i ny og næ - det er alt. Med
mellemrum klemmer en samling huse sig sammen om vejen.
Jeg når omsider frem til noget der bliver kaldt "Scarecrows Village", en
landsby, hvor man har fundet på at samle fugleskræmsler i passende grupper over
hele landsbyen. Man kunne få den tanke, at der slet ikke boede nogen rigtige
mennesker...?
 |
| Det er vist læreren og børnene |
Der fra går det stejlt op nogle km - og jeg er der. Denne gang skal man betale
for synet - hele 500 Y. Til gengæld er der noget for pengene. Der er en "male
bridge" og en "female bridge", som vel refererer til hvordan de er blevet brugt
før i tiden, og så er der nogle kabler og reb, der går over floden. Med lidt
snilde kunne man gå på et af de nederste og holde i de to øverste, men det ser
noget risikabelt ud... Det kan da ikke være meningen...?
 |
| "Herre broen" set nedefra |
 |
| Jeg er ude at lege... |
Heldigvis er der én besøgende foruden mig. Én der kan læse. Det er en lille "cable
car", den var bare ovre på den anden side. Nu ser jeg, hvordan hun trækker sig
ud på midten. Jeg spiser min frokost og bagefter er der fri leg i tovbanen.
Så begiver jeg mig på vej hjemad. Da jeg sætter mig et sted og begynder at
skrive, standser Caroline, som hun hedder idet jeg skriver ordet schweizisk...
Vi snakker lidt igen, og hun fortsætter i sin lejede bil.
Det er en vidunderlig hjemtur. Som sædvanlig overraskes jeg over at have kørt SÅ
meget op ad. Jeg lagde heller ikke mærke til, at vejen var SÅ dårlig, da jeg
kørte den anden vej. Den veksler mellem fine stykker 2-sporet vej og gamle
hullede af lastbilsbredde. Der er spejle i alle de uoverskuelige sving.
Det er det her Japan, jeg drømte om. Mit "Lost Japan". (Det er titlen på en bog
skrevet af Alex Kerr engang i 70'erne - jeg har ikke læst den)
Ved vejen står der med mellemrum gravsten i varierende mængder. Man lever og dør
i bjergene som alle andre steder. Og hvor skulle ens sidste hvilested være her,
andet end med udsigt til floden.
 |
| Campingpladsen set nede fra floden. Mit telt anes lige |