Rejsebrev 2
Tirsdag 13.08.13
Jeg har stillet uret. 7 timer tror jeg det var - bagud. Det var med
andre ord en kort nat. Jeg føler ikke, at jeg har sovet rigtigt, men de
sidste par timer indtil de tændte lyset gik nu ret hurtigt. Snart har vi
tilbagelagt næsten 9000 km! Efter Helsinki gik turen op omkring det
Hvide Hav og videre hen over det nordlige Sibirien.
Vi lander - en halv time før planlagt. Lufthavnen ligner - en lufthavn.
Det tager noget tid at komme gennem immigrationen. Der skal tages
billede af én og have taget fingeraftryk som en anden forbryder. Jeg når
lige at spørge én hvor stor bagage er, så kommer der nogen trillende med
cyklen på en bagagevogn og i det samme ser jeg kassen på båndet. I
tolden låner jeg en kniv til at skære op med og så træder jeg ud i
forhallen, hvor der ikke er noget kendt ansigt.
Finder et sted, hvor jeg kan stå og pakke taskerne. Inden jeg rigtig er
begyndt dukker Nori op. Jeg har haft ligget på et af mine billeder af
ham - har det faktisk med, men han har set mig for længst og jeg
genkender ham da også straks. Glædeligt gensyn.
Inden længe er jeg klar. Han tager mine to bagtasker på sin cykel og så
bevæger vi os ud i labyrinten, som han kalder lufthavnen. Det er fornemt
med egen guide men sandelig også praktisk. Èt sted lukker de netop en
stor låge over vejen, men vi får lov til at smutte gennem en lille på
fortovet. Tæt trafik og ikke meget plads, men kører på fortovet, når men
kan. Varmen er kvælende, måske kun i starten af tredverne men fugtigt
som ind i .... En fugtig udgave af Sydfrankrig - cikaderne er der i
hvert fald. Ellers minder det mere om en civiliseret udgave
af Kina. Op og ned går det over små broer over rismarker.
Vi standser ved en cykelforretning, hvor han lige skal se efter noget.
Det er danske priser, der det ud til.
Vi spiser nogle rispakker med fisk i en kiosk, den sidste inden vi skal
køre langs floden de sidste 10 km til Tone. Vejen hertil havde jeg ikke
fundet uden guide.
Vi når frem til huset. Bedstemoderen bor på øverste etage. Det er ét af
de tusindevis af japanske huse, jeg allerede har set.
Der er ingen boligblokke her - eller rækkehuse for den sags skyld. Hver
famile, sit hus, ser det ud til. Tone ('to . 'ne, med lige meget
tryk på begge stavelser) har 18.000 indbyggere. Rådhuset ligger ved
siden af en rismark.
Moderen er på arbejde, hun leder et plejehjem, hvad der giver en 6-dages
arb.uge fra 7 til 22. Faderen er pensioneret og ude at spille tennis.
Familien har to biler, og den ene er hjemme, så jeg er med på
sightseeing i supermarkedet i den næste by. Nori har nemlig maddag og
skal købe ind. Han skal til at arbejde igen som lærervikar til
september.
Nu har jeg også hilst på faderen. "Konnichiwa father san", forsøger jeg
mig lidt humoristisk med.
Jeg skriver og er dødtræt. Der har været mange indtryk på denne første
dag - og den er ikke slut endnu.
Den kvælende varme er ikke sædvanlig. Den har taget livet af et større
antal mennesker, bliver det omtalt på TV.
Man sidder virkelig på gulvet ved et lavt bord og spiser. Det bliver et
mindeværdigt måltid. Min teknik med pindene er ikke helt korrekt, men
ganske effektiv. Om nogen har lært mig det? Næh egentlig ikke. Det er
kommet af nødvendighed i Kina.
Mens vi spiser kører TV'et (som så mange andre steder) og gudhjælpemig
om der ikke er et (slags underholdnings?) program om de skandinaviske
lande. Jellingestenene, vikingeskibene, Roskilde Domkirke, norske
stavkirker og svensk dans om majstangen. Og Nori var i Jelling og har
set stenene!
Moderen kommer tidligere hjem (for at se mig?) og må straks ud i
køkkenet og lave en stor gryde af en sammenkogt ret, for nu er der da
ikke mad nok. Og faderen vil ikke stå tilbage og laver stegte
auberginer, der er snittet så de ligner slanger med skæl.
Med Nori som tolk snakker vi, og lærer at tælle til 5 på henholdsvis
dansk og japansk. En øl holder mig i gang til over 22.
Så må jeg ind og falde om på sengen - og sove. Inden da er jeg med
vanskelighed kommet på benene. Det er ikke nemt at sidde i timevis på
gulvet!!!