[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 41
Lørdag 21.09.13 42,24 km
Vi var kun 2 ud af 8 tilbage i vores dormitory i går aftes, så da jeg lettere
kvæstet skulle til at lægge mig, faldt vi i snak. En hollænder der havde gjort
det modsatte af mig. Var begyndt sydfra ved at tage til Kagoshima på syd Kyushu.
Han havde også været ude på den ø syd for, som også var på mit program engang.
Han var dog ikke på cykel.
Vores indtryk af Japan var helt overensstemmende. Hver havde vi vores eksempler
på, hvordan man driver regelrytteriet ud i det ekstreme.
Han havde et godt råd, hvis jeg skulle besøge Fushiminari templet: Tag lange
bukser på - det havde han ikke haft. Til gengæld havde han nu 50 myggestik på
benene.
Det var det, jeg lagde ud med her til morgen, efter et morgenmåltid, der i dag
var varieret med appelsinmarmelade! Der var ikke så langt, som jeg havde troet.
Her er der ikke bare én shinto port, næh de står tæt op ad bjerget, så man
nærmest går i en tunnel. Hver enkelt er så vidt jeg forstår købt og betalt af en
eller anden. Det eneste jeg kunne læse, var et rejsebureau!
 |
| Mine Shinto porte - uden en sjæl |
Jeg fik flere billeder uden mennesker og traskede videre. Det blev stejlere og
stejlere, og det gik op for mig, at det nok VAR rigtigt, at jeg et sted havde
læst, at det var 4 km i alt! Jeg må tilstå at min sædvanlige stædighed svigtede
i dag. Da jeg nåede til "crossroads" var myggene begyndt at angribe mine hænder
og arme og blodet sprøjtede. Da blev jeg enig med mig selv om, at jeg HAVDE set
shinto porte nok. Jeg gik ned ad "bagvejen", der overraskende kom igennem
landsbyen, men dog endte, hvor det hele begyndte.
 |
| Der kan være meget på en cykel |
Kørte hjem og skiftede til shorts og var så på en længere tur først nordøst til
"The silver Pavillion" med alt det kønne mos hollænderen havde talt om og
bagefter nordvest til "The golden Pavillion". Begge steder var der sort af
mennesker.
 |
| Den gyldne Pavillon |
Jeg har efterhånden opnået en vis færdighed i at køre på fortovet og skifte til
vejen, når det er opportunt, men fri mig for disse ventetider ved lyskurvene,
kan det ikke. Man skulle ikke tro, det betyder så meget om man skal vente 30 sek
eller 2 min - men det gør det.
I de store kryds er rytmen denne: først blinker den grønne for
fodgængere/cyklister, så bliver den rød. Så går der en rum tid så bliver den
først gul og siden rød for bilerne samtidigt med at der kommer en grøn venstre
pil. Så går der tid med det, så bliver den gul igen og endelig rød for alle - og
2 sek efter grøn for alle de ventende. Og sådan går dagen...
Har været hjemme igen og spise frokost. Toast brød med makrel i olie. Det er
første gang jeg har vovet at købe en dåse. Mente bestemt, at det lignede fisk
udenpå - og den smagte godt!
Næste program punkt er "The Castle". Den del man ikke kan komme ind i er omgivet
af nogle vidunderlige stenmure og voldgrav. I den anden del har boet en shogun.
Efter at vi har taget skoene af (jeg stillede mine på hylde 375) går vi efter
pilene rundt og ser på de enkelte værleser - eller sale er nok rigtigere. Én
hvor shogun'en har siddet og taget imod adelsmændene. En anden, hvor han har
taget imod kejserens ministre. Man må ikke fotografere.
 |
| Meget drejer sig om sko her til lands |
Det er bygget i 1603 som officiel residens for den første Tokugawa Shogun. På
dette tidspunkt fungerer Kyoto som hovedstad (794 - 1868) og residens for
kejserfamilien.
På vejen hjem kører jeg først forbi Nishi Hongan templet, men dér kan jeg ikke
parkere min cykel. Så kører jeg til Higashi Hongan templet. Dér er jo den store
ladeagtige bygning, jeg så oppe fra Kyoto Tower og undrede mig over. Det er en
midlertidig stålkonstruktion, mens de renoverer. "Hovedbygningen" er færdig, den
er verdens største trækonstruktion. Der må man heller ikke fotografere, men jeg
ser det først bagefter, og jeg tager jo heller ikke billeder med blitz. Selv om
det utvivlsomt efter japansk standard ikke er nogen undskyldning.
Jeg spiser "næsten" ude - går ned på caféen, hvor man kan få pizza og fadøl. Det
trænger jeg til efter alle de færdigretter.
Stor var den ikke, men smagte lidt af pizza det gjorde den.
Så går jeg "skydiving" på Kyoto Station. Det er virkelig en oplevelse. Jeg havde
slet ikke opdaget dens specielle arkitektur. 6 rulletrapper fører én op i
11.sals højde, hvor der er udsigt mod syd. Luften er lun og der er nogle
planter, hvor der sidder en enlig cikade og skratter.
 |
| Kyoto by night |