[NEXT]
Rejsebrev 1
Tirsdag 01.04.08
I flyet på vej til Beijing kl. 21.00
Nu skal teknikken stå sin prøve. Sidder i flyet og skriver på min nyerhvervede Ipaq 3850. En lille håndholdt computer, der indtil nu har voldt mig mange kvaler. Jeg har købt den brugt over nettet. Ikke at den i første omgang voldte problemer, men batteriet gik desværre dødt 2 dage før jeg skulle afsted. Men med optikerens hjælp lykkedes det. Denne gang skal jeg derfor forhåbentlig ikke sidde og skrive rejsebreve i timevis på internetcafeer. Nå men nok om det, der er stadig ting der skal gå godt for at jeg slipper med korte cafebesøg.
Onsdag 02.04.08
Det har været en forrygende første dag. Fik ikke sovet meget i flyet, der ellers var meget roligt - indtil! Et par timer i alt tror jeg. Nå men da vi så småt skulle til at lande adviserede kaptajnen om at der godt kunne være lidt uro når vi kom ned bag bjergene - og det var der! En uendelig lang indflyvning hvor brækposerne var fremme til begge sider. Ned kom vi og blæsten skulle vise sig at holde.
Stor spænding - hvor besværligt skulle det blive at komme ind? Positiv overraskelse. Let og smertefrit. Da vi skulle hente bagagen, fulgte vi bare skiltene indtil vi kom til stationen. Det viste sig nemlig, at man skulle med en metro for at komme til bagagebåndene. Det siger lidt om lufthavnens størrelse. Den er S T O R. Eller er ved at blive det - det nye område er langt fra færdigt. Man kører på uendelige rullebånd og der er i bogstaveligste forstand højt til loftet.
Jeg gik sporensstrengs efter stor bagagelugen, men blev sendt tilbage til båndet, hvor min store papkasse med al bagagen ganske rigtigt dukkede op inden længe - men cyklen kunne vel ikke komme igennem der? Nej - så jeg stod der til alle andre havde fået deres bagage, men så kom der straks en ung pige for at hjælpe mig og jeg måtte ikke engang gå med hende over til den store bagage, næ hun skulle nok komme med cyklen - og det gjorde hun - meget effektivt.
Inden længe havde jeg splittet kassen ad og var klar til at køre på eventyr. Kom heldigvis i sidste øjeblik i tanker om at jeg skulle hæve penge - og vupti var der en ATM-maskine - og vupti stod jeg med 2800 RMB i hånden. Jeg nåede dog lige at blive lidt nervøs. Jeg havde på forhånd regnet ud at maximalbeløbet nok var i nærheden af 3000, så da manden før mig berigtigede det prøvede jeg først med det og fik af maskinen at vide at der ikke var dækning på min konto - det ku` jeg ikke lide. Men 2800 var heldigvis godt nok.
Altså begav jeg mig ud i den kinesiske verden - uden kort at tale om. Det blev en lang eftermiddag.... Jeg kørte sådan efter fornemmelsen, men den fik mig desværre ret hurtigt ind i et uoverskueligt netværk af snævre gader. Jeg prøvede at spørge mig for men det er svært skulle jeg hilse og sige. Meget sværere end jeg havde forestillet mig. Men jeg glemmer en ting. Straks da jeg havde forladt lufthavnen, blev jeg mødt af en lugt jeg kendte. Hvor var det nu? Uyuni, Bolivia. Lugten af den tørre jord og støvet i luften tror jeg. Det gav det hele et fremmedartet skær. Jeg kørte bare rundt i de snævre gader og nød det altsammen. Trafikken er virkelig organiseret kaos. Folk maser bare på. Venstresvingende svinger ind foran de ligeudkørende også bilerne svinger til højre selv om der er rødt.
Til sidst lykkedes det mig dog at finde den `Da Lu` (stor vej) som nogen havde snakket om. Og så så alt rosenrødt ud. Omsider et skilt med europæiske bogstaver: 8 km til 5. Ringroad og 13 km til 4. Og dem kunne jeg se på det grove kort.
Det gik sådan set bare derudaf i lang lang tid. Men selv om jeg til sidst kom ind i den del af byen og gadenavnene OGSÅ stod med menneskebogstaver. Ja hvor jeg bare burde kunne følge kortet så kunne jeg det ikke. Far East Youth Hostel var som sunket i jorden og efterhånden trængte jeg voldsomt til at komme frem. Efter at have indfanget nogle europæere som viste sig at være franske og fået dem til at pege hvor jeg var på kortet uden at det hjalp var jeg lettere desperat. En rickshaw-kører spurgte hvad jeg ledte efter og ville køre mig derhen, han havde ikke lige lagt mærke til cyklen. Så fik jeg den ide at han kunne køre foran mig derhen. Hvad skulle han have for det? 20 kuai! Det syntes jeg var for meget, for det måtte være lige i nærheden - troede jeg, men på den anden side - jeg trængte efterhånden også til at komme på toilettet - så OK. Det blev en mindeværdig tur gennem hutong`erne. Hvis jeg før havde kørt i snævre gader, så var gyder et stort ord for det virvar af stier han masede sig igennem, med mig bagefter - synd at han kørte så hurtigt for hvilket folkeliv der udspilledes undervejs!
 |
 |
| Hostel afd. på Far East | Hotel afd. på den anden side af gaden |
Jeg har fået en seng på et firesengsværelse - den jeg havde bestilt. Heldigvis havde jeg skrevet reservationsnummeret i min kalender, for det virkede ikke som om de havde styr på noget som helst. Det er noget primitivt - ikke værelset men toiletforholdene. Toilettet er det samme som restaurantens og det ligger sådan lidt ude for sig selv - ja der ER tag over. Men heller ikke mere.
Gratis internet. Jeg spurgte efter USB-port. Den lignede en gammel 386 med diskettedrev, men sør`me om ikke hun til sidst fandt en port på siden af den. Det har jeg aldrig set før. Nu har jeg skrevet dette og skal ud og prøve den. Tak for i dag. Når dette bare er en almindelig blæsevejrsdag kan jeg godt forestille mig, hvordan det er når det røde støv blæser ind helt ude fra Gobi-ørkenen.
Den der lugt af Bolivia den kan jeg godt lide.