[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 10
Fredag 11.04.08
Yingxian
Lige et indtryk af gadelivet om aftenen.
Der er ikke noget, der hedder cykellygter. Cykler kører mørkelagt
ligesom de fleste knallerter og motorcykler. Foruden de elektriske
cykler, jeg vist ikke har omtalt før. Men dem er der masser af. Nogle
motorcykler har dog lys på, og for at det ikke skal blive for kedeligt,
har de blinkende blå og grønne lys også. Og så racer de ellers rundt,
som havde det været dagslys.
Jeg overvejer en taktik for aftenspisningen. Reglementet i mit værelse
står på engelsk, så det gør spisekortet vel også? Jeg går ned for at se.
Om de er ved at lukke serveringen i denne del af hotellet, eller jeg er
for betydningsfuld, ved jeg ikke, men jeg bliver vist over i en anden
afdeling over gården, som er MEGET finere. I løbet af et splitsekund
står der 4-5 serveringspiger om mig. Spisekortet er på kinesisk, men der
er billeder! Hvad kan man forlange mere? Jeg vælger noget andet end en
hel skildpadde, der ligger og glor og diverse andet. Da jeg har bestilt,
kommer overtjeneren (tror jeg) og skal lige manifestere sig. Hvad jeg
vil have? Er der ikke andet? Nej. Han bliver verfet af. Maden kommer
lynhurtigt og de vil tage spisepindene fra mig (har de mon virkelig kniv
og gaffel - eller er det bare en ske de kan tilbyde?) men jeg får det
aldrig at vide, for jeg holder på mine pinde. Det går faktisk udmærket,
synes jeg selv, selv om min teknik vist ikke står i nogen lærebog. (og
der ER ingen regler påstår min kinesiske lærerinde - og må vel vide det
om nogen?)
Så kommer hun med et glas jeg ikke har bestilt, så vidt jeg ved. Måske
er det på huset? Det ligner mælk og jeg bliver overrasket, da det er
varmt. Det smager også lidt mælkeagtigt. Retten kostede 18 RMB. Jeg har
bestilt ris til og en Qingdao øl, så hvad mon regningen lyder på, her i
dette fine etablissement?
29 penge. Ris kostede 5 ude på bjerget tidligere (turist-pris!) en
Qingdao kostede 10 på Far East. Det var ikke galt og så er de så søde og
vil vide alt muligt. Jeg får dog ingen nye oplysninger angående vejen
til klosteret.
Turen til Xuan Kong Si viser sig at være kortere end ventet. Jeg skal
IKKE gennem tunnelen. Jeg burde have set det i går, men I ved: øjnene på
vejen, når man kører nedad!
Det sædvanlige turistoptrækkeri. Selv toilet - og det er ikke
vandskyllende - koster. Parkering koster. Til gengæld er der så en der
holder øje med min cykel, og det er nok 5RMB værd. Klosteret ligger
deroppe og klamrer sig ligesom til klipperne, der faktisk delvis som et
tag, går ud over. Lange pæle understøtter visse dele. Ind på den første
gårdsplads med souvenir-boder, så begynder tour`en.
Gennem en smal dør og op ad en endnu smallere jernbeslået trappe. Nu må
der ikke fotograferes. Forbi første rum, hvor Buddha`en sidder omgivet
af nogle disciple og et lam? Der er en kang (traditionel kinesisk
opvarmet seng) med kulfyr, der dog ikke er i brug. Munkene er forlængst
fortrængt af turismen. Svungne dragebilleder i firkanter i loftet,
ellers meget beskedent. Fortsættelsen er en stentrappe i klippen og en
lav halvmur ud mod afgrunden. Det kilder noget i maven. På dette
stokværk et rum med 4 Buddha`er bag glas og et noget skrammet billede på
endevæggen af nogle munke, der holder et bedetæppe ud.
En ny jernbeslået trappe op med et rækværk, der er for lavt til mig.
Et forunderligt rum fyldt med figurer og ornamenter. Man kan se klippen
igennem huller i ornamenterne. Endnu to trapper op nærmest hængende i
det fri. Det er grænseoverskridende. Trappen hænger så at sige frit i
luften. Jeg får blok og pen af vejen og remmen til tasken over hovedet,
så jeg kan holde fast med begge hænder.
I det øverste stokværk tre siddende figurer: Buddha, Laotse og en
tredje, to hjælpere og ornamenter, der delvis dækker bjergvæggen.
Endelig lidt nede flere Buddha`er: Bao Shen og Ying Shen. Nogle
småmønter og sedler ligger i en skål og rundt omkring. Det er ikke meget
folk giver.
 |
 |
| Man skal ikke lide af højdeskræk | ....i Det hængende Kloster |
Det sidste rum ligner nogle af de forrige suppleret med nogle vrede
vagtposter ude i siderne.
Ned ad en trappe og gennem en hulning i klippen. Et rum med en
farvestrålende pude, man kan knæle på. Stærke røde og gule farver. Tre
hængeskæggede kinesere, to mangearmede dæmoner og gyldne slanger snor
sig sammen på væggen ovenover.
Endelig et rum med en 100-armet? Buddha. I et sidste rum hvor Buddha`er
sidder bag glas, takker jeg for min overlevelse ved at lægge en seddel
i bøssen og går tilbage til indslusningsområdet med alle kaffe/te-stederne.
Der ser jeg en gruppe vesterlændinge med en kinesisk guide. Jeg må tage
mig i at stå og stirre undrende på dem. Det er de første, jeg har set
siden Beijing. Nu ved jeg, hvordan kineserne har det med mig.
Så går det tilbage nedad og denne gang skal jeg ikke dreje fra mod
Hunyuan, men fortsætte ligeud. Vejen er snorlige, falder ret meget og
jeg har en susende medvind. Kører 32 - 45 km/t uden at røre en fod over
5 km.
Landet er nu blevet pandekage fladt. Bortset fra 2 rækker popler i hver
side adskilt af en vandingskanal er der intet andet end brune marker.
Vejen er fin med skuldre og det går godt derudaf. Resten af vejen til
Yingxian er stort set begivenhedsløs. Det er en transport-dag, Eneste
afbrydelser er en lille tyk fugl på elledningen. Det ligner en ugle.
Frem med kikkerten og så sidder den nok så nydeligt og stirrer på mig
med sine store øjne. En anden er da jeg passeres af to motorcykler hver
lastet med 3 får med sammenbundne ben og fastgjort med et foran føreren
og to bagved. Endelig taler en kineser til mig på det bedste engelsk jeg
har hørt siden Beijing. Efter diverse udveksling af information spørger
jeg ham hvor han har lært det? Bare sådan samlet det op rundt omkring.
And watching CCTV9? Ja, det indrømmer han.
Kommer til Yingxian og finder et sted til 40 RMB. Så er der heller ikke
toiletfaciliteter på værelset, hvis ene væg er aluminiumsprofiler med
matteret glas og en skydedør. Og med vinduer ud til en indre "gård",
hvor man f.eks. Kan hænge sit vasketøj, som jeg har gjort. Håndvask er
lige udenfor, men bruser og toilet er i stueetagen. Her er vel en 6-8
værelser i alt. Det er lidt labyrintisk.
Kører ud og ser på byen. Den sædvanlige blanding af asfalterede
hovedgader med forretninger i alle afskygninger og jordveje med slum. Ja
sådan opfatter de det nok ikke selv. Det er bare som det har været i 100
år, bortset fra el og vand.
Et nyt kvarter er bygget op i trad. kinesisk stil omkring pagoden, byens
varemærke. Kinas ældste træpagode på hvad skal vi sige: 60 m? Flot er
den. Jeg afstår fra at se det indre. Har brugt nok på turistattraktioner
foreløbig.
Går ud for at spise. Har fundet den anden parlør frem. Der står hvad
stegt ris og stegte nudler hedder og de kinesiske tegn. Det regner - et
genkendeligt mønster forhåbentlig, for så er det klaret op til i morgen.
Finder et sted, der viser sig at være meget ydmygt. Personalet er en
familie, eller dele af en familie: 3 drenge og 2 piger. Jeg overvejer om
den ældste er deres mor? Nej, det er hun ikke gammel nok til.
Stedet er Kina - de spiser noget andet - taler for mig uforståeligt, men
attituderne og påklædningen er universel. Den yngste dreng med omvendt
kasket skråt bagud i nakken.
Det jeg viser i parløren kan man ikke få, mei you. Så jeg får det samme
som alle andre: dampede boller med kødfyld og en skål nuddelsuppe med
minimalt kød og korianderblade + en øl. Det sidste er ikke almindeligt.
Det bliver 10RMB = 7 kr. Når bare det er stegt, kogt, bagt, dampet
tilstrækkeligt er det foreløbig gået godt.
På vej hjem går jeg over og finder den "wang ba", der skulle være lige i
nærheden, så dette brev skulle komme af sted i dag.
57.74 km
17.56 km/t
3:17:14 tim
51.2 km/t