[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 26
Søndag 27.04.08
Foping
Vejret ser tilforladeligt ud, ikke rigtig sol endnu. De øverste toppe er
forsvundet i disen. Jeg starter på 510 m. En vejestation 1 km oppe er
første fixpunkt. Her er et lille plateau med en sø. Smukt grønt overalt.
5 forskellige toner bjerge fra grønt til gråt ses i min retning. Kommer
op til en lille samling huse. Stigningen er meget vekslende skiftevis
stejl og fladere. Det giver et sæt i mig, da en fugl i det grønne et
sted over mig sætter gang i sit kaldesignal. Det har jeg aldrig hørt
før. Smukke grønne bjergskråninger omkring mig og jeg kan stadig se søen
nede til venstre. Det er befriende smukt. Det er det jeg har længtes
efter.
Tusindvis af bier er også på vej op og ned af bjerget. Det er som om de
har veje.
En sprængning af det øverste af klippen fører vejen ind i næste afsnit
af kløften. Nu går det nedad et stykke. Søen fortsætter, dæmningen ser
jeg aldrig.
Vejen der slynger sig gennem de grønne bjerge, det er mit terræn, det er
her jeg føler mig hjemme. Toppene er stadig disede, men vejen fremme er
fri for den blålige tåge, der stort set har dækket den de sidste 1000
km.
Lejlighedsvis passerer nogen, men ellers har jeg det for mig selv. Jeg
var ikke forberedt på at det ville være SÅ smukt.
Vejen slynger sig op og ned gennem kløften. Søens overflade afslører at
den endelige styrkeprøve udsættes.
Så er jeg i cikadeland. Fra det ene øjeblik til det andet. Overalt. En
mere afrundet tone end de franske. Ikke så irriterende skræppende.
Den spirende kinesiske turisme ses i starten i form af bænke i vejsiden,
hvorfra man kan nyde udsigten, og vigepladser og endog borde og stole!
Desværre er det endnu ikke frokosttid, men hvor har jeg dog savnet et
sted at SIDDE og spise efter alle mine stående spisepauser.
Efter mere end 20 km hører søen op og nu er det floden vi følger.
 |
 |
| Jeg savner den blå himmel - men.. | Mindre jordskred |
Slugten bliver smal ofte med lodrette sider og udhæng over vejen. Kun
en enkelt gang kommer en sten på størrelse med en knyttet hånd farende
ned ad klippesiden rammer vejen 20 m foran mig og fortsætter ud i
floden.
På nogle af de stejle skråninger bor der mennesker. Et sted ser jeg
marker og et hus dér højt oppe, hvor det ikke burde være muligt.
Senere ser jeg 6 personer på vej op ad en sti. De to første bærer en
tung byrde på en stang imellem sig og en af de andre bærer på noget med
to hjul, en cykel eller en lille kærre. Der må være langt til købmanden
her.
Efter 53 km opdager jeg pludselig at cikaderne er væk. Der ligger et
eller flere hoteller her med eget vandtårn.
Endelig efter 55 km kommer det sted, hvor der i følge kortet skal gå en
sidevej fra. Det viser sig at sidevejen følger floden videre mens G108
drejer op ad en biflod. Stigningen bliver straks større, nu sker der
noget tror jeg, men noget særligt er det nu ikke.
Et sted fører en minegang oplyst af spredte elpærer direkte ind i
bjerget. Der er ikke tipvognsspor eller andet, men et sted et godt
stykke fremme, hører jeg et trykluftbor. Det lyder som kommer det oppe
fra bjergsiden, men der er intet at se andet end træer. Lyden går
simpelthen ud gennem bjerget.
Efter noget spredt bebyggelse, som jeg tror er Banfangzi, kommer byen
endelig efter 65 km og 1080 m. Det er en rigtig by med politistation.
Den virker noget søvnig her i middagsheden. Efter 73 km stiger det
voldsomt, 6 på skalaen. Floden deler sig, og vi følger en af grenene.
Efter 75 km drejer vi væk fra resterne af floden og vejen slynger sig
rundt om bjerget. Det må være de afgørende km, 1465 m. Vi er kommet til
det punkt, hvor jeg kæmper mig op. Med 6 km/t tager en km sin tid. Helt
præcis 10 min.
Jeg har på forhånd gættet på 1700 m. Ikke at jeg har noget at have det
i, men… Nu kan jeg se den. Tunnelen. Den amerikanerne i Beijing snakkede
om. We went down through it, you will have to go up through it, tror jeg
de sagde. Var i tvivl om det virkelig VAR her. 1680 m. I et lille tempel
kan man bede sine sidste bønner.
Men den er jo ikke ret lang? Det er jo ingenting. Hul lige igennem.
Eller var der en til?
DET var der. Enden kan ikke ses. Der er ingen lys. Nu skal min
pandelygte stå sin prøve.
Når først man er inde i røret, er det svært at vurdere, hvor lyd kommer
fra. Er det nu den foran mig, der laver al den larm, eller er der en på
vej bagfra? Jeg kører hurtigere og hurtigere, det begynder at gå svagt
nedad.
Til sidst er jeg ikke i tvivl, der er en bag mig. Kan jeg nå ud inden
den når mig? Jeg har jo min blinkende baglygte, men alligevel!
Larmen bagfra stiger til uanede højder og netop som jeg er på vej ud,
bliver jeg overhalet af en personbil, jeg ikke har kunnet høre pga.
lastbilen bag mig.
Jeg når ud.....
Nu går det nedad.
Jeg overhales af 3 kinesiske motorcyklister med bagage. De dytter og
hilser, vi er alle medlemmer af familien. Lidt efter er 2 af dem
standset op, og de gør tegn til mig om at sætte farten ned, jeg ser
deres digitalkameraer glimte i solen.
Jeg standser ved dem og vi giver hinanden hånden. De er på vej til
Lhasa. Så skal jeg lige fotograferes sammen med først den ene og så den
anden af dem.
Efter en behagelig nedkørsel på næsten 40 km kommer jeg frem til målet:
Foping, den første rigtige by i udkanten af bjergene. Den er ikke så
stor, så jeg kører igennem den på hovedvejen og ser to pæne hoteller.
Tilbage til det første. Har de ledige værelser? Meiyou. Nå, det må jeg
nok sige. Frem til det andet, men allerede inden jeg har sat cyklen,
kommer en mand og fortæller, at der ikke er noget ledigt. For at hjælpe
mig siger han en hel masse, jeg ikke forstår, bl.a. gentager han flere
gange: Bu bu gao. Det giver ingen mening.
Jeg kører ned i hovedgaden og spørger mig for. Jo, dér længere oppe ad
gaden, og én siger: Bu bu gao. Aha, det er navnet! Nu kan jeg jo bare
ikke læse HVOR det står. Men jeg finder det. Et dejligt enkeltværelse
(første gang) for 70 RMB.
Det har været en vidunderlig - og hård - dag. 80 km op og 40 km ned.
Klokken er 18.30 da jeg har fundet hotellet.
120.54 km
14.51 km/t
8:18:22 tim
41.2 km/t