[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 46
Lørdag 17.05.08
Maoxian
Dagen begynder med svage rystelser. I går aftes var der signal på
mobilen, men trods flere forsøg lykkedes det ikke at få forbindelse. Her
til morgen ser jeg pludselig en pige tale i mobil. Efter nogle forsøg
kommer jeg igennem til Christian på ambassaden, for jeg skal lige have
styr på, hvad det er med konsulen i Sichuan, som måske kan køre mig ud
herfra? Vi aftaler, at jeg skal blive nogle dage endnu, og at det er
Chengdu, vi skal forsøge at få mig tilbage til.
Jeg når ikke at få morgenmad, før en repræsentant for den lokale
administration kommer og skal have navn og adresse og fortæller, at jeg
kan blive fløjet ud med helikopter. Jeg kan ikke få mine ting med og min
umiddelbare reaktion er, at jeg hellere vil blive her et par dage og se
vejen og tiden og måske konsulen an. Helikopteren skal vel også bruges
til vigtigere formål? Hun er på vej væk igen efter udveksling af
telefonnumre, men jeg insisterer på, at få at vide hvor jeg kan finde
hende, hvis telefonen ikke virker. Hun bor lige der ovre bag ved. Da vi
kommer derover, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ALDRIG havde fundet
hende, hvis jeg fik brug for det. Det er på en gård man kommer ind til
ad en lille sti gennem frugtplantagen.
For første gang er jeg i et kinesisk hjem. Oven i købet hos en bonde. Ja
alt foregår selvfølgelig udendørs pga. jordskælvet. I kender efterhånden
forløbet: bliver sat i den bedste stol, tilbudt cigaretter og får te
mens Sherry, som jeg skal kalde hende laver morgenmad til mig. En skål
røræg med noget lignende purløg.
Familien består af en forvirrende mængde mennesker. Far og mor og to
døtre, hvoraf Sherry er den yngste, og hvor den anden har mindst 3 børn
+ mand. Desuden nogle onkler og "brødre". Brødrene er onklernes (nr.5 og
nr.2) sønner. I alt synes jeg, hun sagde 20. Jeg ser ikke dem alle.
Stuen med TV`et er delvis smadret. Der sover faderen, så det var godt,
det ikke skete om natten.
 |
 |
 |
| Traditionelt indgangsparti.... | ....gårdspladsen.... | ....og hele familien - næsten |
Derefter går vi ned til de lokale myndigheder, så jeg også ved, hvor
det er. De takker mig for ikke at tage plads op i helikopteren. Jeg
kører tilbage med en politibil.
Ville vente med at ringe hjem til det var morgen i Danmark. Resultatet
er, at nettet er totalt overbelastet, og det er umuligt at komme
igennem, ikke en gang med en SMS.
Snakker eftermiddagen væk bl.a. med en engelsklærer, jeg har talt med
før, men som er lidt svær at forstå. På et af hans spørgsmål, om hvad
jeg synes om The Chinese Central Government, kan jeg ikke bare mig for
at foreholde ham situationen med den døde faldskærmssoldat. En soldat er
ofret for at regimet kan synliggøre sig overfor folket. Han forstår ikke
hvad jeg mener, og jeg kan kun tolke det som manglende evne til at
stille spørgsmål ved regimets hensigter. Den evne er "vasket" væk
forlængst. HAN siger det ikke, men en af de studerende har tidligere
udtrykt, at den døde soldat er en helt. At soldaterne utvivlsomt har
meldt sig frivilligt, synes jeg ikke ændrer sagen.
Sidst på eftermiddagen bliver der igen nedkastet forsyninger med
faldskærm. 4 af dem rammer skolens område. 2 på tage og de 2 sidste på
idrætsområdet, hvor vi allesammen "bor". Heldigvis bliver ingen ramt,
men jeg ser nytten af at have fået sat generatoren op og
højttaleranlægget til. Der er altid lærere oppe på "scenen", hvor
anlægget er, og de kan advare over anlægget.