[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 11
Et sted på G208. Sou Dian Zao efter en af gæsternes udtale, men de taler
noget dialekt her, der er svær at forstå.
Lørdag 12.04.08 Kl. 12.55
En ny dag på kontoret. Mere pandekagelandskab. Vejen forsvinder i
horisonten og kun lejlighedsvis strækker en sidevej sig ned mod en fjern
landsby. Under sådanne omstændigheder må man sætte sig mål undervejs.
Jeg har sat næsen op efter 100 km i dag, om det går vil vise sig. Første
mål er G208 som jeg skal følge sydpå indtil jeg igen kommer ind på min
gamle følgesvend G108, som jeg måske kommer til at følge helt til
Chengdu. Der er 40 km, så første delmål bliver halvvejen. Der er en let
modvind, men det skrider da frem og inden længe er de 20 km nået.
Et par fugle jeg ikke har set før. Den ene ser lidt spætteagtig ud, men
har en fjertot strittende ud i nakken, så hovedet kommer til at minde
lidt om en hammer. Senere kommer jeg i tanker om, at sådan en har jeg
set i Sydfrankrig.
Et sted tror jeg først de er ved at pillotere. Nogle høje mobile tårne
ude på det flade land. Tættere på synes jeg mere det ligner nogle lange
rør, der har den der cylindriske ting siddende for oven: aha, det drejer
rundt - de borer. Om det er efter olie eller vand eller noget helt
tredje ved jeg ikke, men der er 5 borerør mere ovre på den anden side af
vejen.
Et af delmålene er The Expressway, som jeg skal passere flere gange. Der
er ikke megen trafik på den. Jeg kan se et skilt med tankstation og
parkering, og nedenunder skimte et: næste tank om 57 km. Ikke ringe
heller ikke efter europæiske forhold. Fremtiden er lige om hjørnet her
og kineserne er klar: den kan bare komme. Det lille antal biler skyldes
at disse veje er betalingsveje, men det er kun et spørgsmål om tid, så
har man også råd til det.
Da jeg når krydset med G208 er jeg lige inde og sikre mig at det ER den
rigtige vej. Den ene af pigerne tager lynhurtigt et billede af mig med
sin mobiltelefon. Nu er der noget at fortælle der hjemme og til
veninderne.
Vejen er dårligere på det første stykke, men bliver siden perfekt.
Bjergene der hele dagen har kunnet skimtes i det fjerne, er rykket
nærmere. Vantro stirrer jeg på dem. Der er sne på toppen? Kan det være
rigtigt? Det er da dem jeg passerede forleden dag. Forklaringen må være,
at den natlige regn de sidste dage, er faldet som sne i bjergene. Det
var også en kold vind på vej ned ad bjerget.
Jeg prøver igen stegt ris med grøntsager fra parløren. Det er ikke helt
godt, men stegt ris med æg ser ud til at gå rent hjem. Nu har jeg
skrevet alt dette, og der er ikke kommet noget endnu. Så jeg drikker et
glas te mere.
Efter en kæmpeportion stegt ris – med lidt æg og en anelse grønt er det
af sted igen.
 |
 |
| En ende af hovedgaden i Dai Xian | ....og den anden |
Kl.18.00 Dai Xian
Jeg har gjort det venner! Jeg har nået de 100 km og har krydset
bjergene, og hvad mere er: Jeg har gennembrudt muren - og det er ikke
marathon-muren eller lydmuren jeg taler om, men den kinesiske mur. Jeg
har set den. Igen. Ja faktisk kørt igennem den. Men jeg tager forskud på
løjerne, hvordan var det nu?
Vejen stiger jævnt og jeg kan allerede se motorvejen lægge an til
opstigningen. Det skal gå gelinde og den skal over et sted langt væk til
højre, måske med en tunnel, mens 208 - og jeg, skal mere direkte på.
Jeg har ikke ventet nogen voldsom stigning og det kommer stort set til
at holde. Men først, lige efter at jeg har kørt under motorvejen, ser
jeg pludselig noget, der uomtvisteligt må være et vagttårn oppe på
bjerget til højre. Jeg kan se lys igennem den mørke klump og sådanne
formationer ses sjældent naturligt forekommende på bjergtoppe.
Og da jeg så for alvor begynder at kigge mig omkring og kører lidt
længere frem, ser jeg det hele. På venstre side af vejen ligger der et
lettere beskadiget vagttårn. Så tæt, at jeg kan gå over at røre ved det,
og der er mur hen til det næste og det næste og længere oppe flere
vagttårne og en mur, der også går på tværs. Og til højre fortsætter
muren blot 100 m væk bag nogle huse og op ad bjerget. Den er ikke som
ved Simatai intakt, man kan nok vanskeligt gå på den, men den er der.
Således opløftet fortsætter jeg og det går i moderat tempo op ad, en
10`er og en 9`er på den Steenske skala. I 1430 m`s højde regner jeg ikke
med, jeg skal så meget højere - men tager fejl. Igen sådan noget med
noget på den modsatte bjergside, der godt kunne ligne en vej - men det
er det naturligvis ikke.
Jo, det er det. Ved et 1500 m mærke justerer jeg højdemåleren. Det
bliver ikke så galt: 1680 m. Men længe inden da har jeg set, hvordan det
trækker sammen bag mig, og er der noget, jeg nødigt vil ud i, er det sne
eller hagl eller regn for den skyld i denne kulde. På toppen får jeg min
Helly Hansen fleece indenunder i en fart og så går det nedad. Fra km 71
til km 84 skal jeg ikke andet end styre og bremse, når det er
nødvendigt. Men det er koldt. Jeg holder den samme stilling for længe,
så da cyklen endelig går i stå, er mit ene ben helt stift i knæet, og må
lidt forsigtigt i gang igen. Jeg er nu i 1080 m, det giver en
stigningsprocent på ca. 5. Ikke meget uden bagage, men... Og 6-7 stykker
er vel hvad tungtlastede kinesiske lastbiler kan klare, så det lover
godt for fortsættelsen.
Men det er åbenbart, at regnen er i anmarch. Jeg når ned til et kryds,
hvor jeg skal vælge, om jeg vil til Dai Xian (10 km) eller til en mindre
by, som kun er 4 km væk. Jeg vælger den større og gi`r den fuld skrue.
Og det må stadig gå ned ad og vinden er helt sikkert i ryggen, for jeg
kører op til 34 km/t over en lang strækning, helt til jeg endelig kommer
til G108 og "bare" skal 6 km til venstre. Allerede på det sidste stykke,
er der pludselig blevet meget trafik - og tung trafik, men nu bliver det
helt galt med trafikken. De første tunge dråber falder og alt er et
inferno af brækket betonvej, tudende lastbiler, støv og den stadig
tættere regn. Jeg bevæger mig igennem et af de sædvanlige forfærdelige
stykker småindustri, værksteder, roadhouses, hvor biler kører ind og ud,
inden den rigtige by begynder. Jeg er lige ved at køre forbi, da jeg
pludselig ser noget, der ligner en hovedgade ned til venstre. Kører 50
m. Spørger en ung mand efter lüguan, dér peger han - jeg holder ud for
det. Benytter lejligheden til at spørge efter wang ba, dér peger han ned
ad en gade overfor. Det kunne ikke være bedre. Jo lidt. Værelset er i
kælderen og badeværelset på 2. Sal, men man kan ikke få det hele - hver
gang.
Da jeg vil ud for at spise, viser værten mig selv hen til stedet 20 m
henne ad gaden. Han har allerede da jeg kom gjort opmærksom på det, så
han får nok procenter.
Det er lillebitte og meget hyggeligt selv om alt er plastik og dårlig
smag. Det vælter da også ind og ud med mennesker. Det er utroligt så
hurtigt mange kinesere spiser - nu har de selvfølgelig også øvet sig i
det der med pindene. Min teknik er primitiv men effektiv, og jeg afviser
ske, hver gang de kommer med den. Man skal vel lære?
Endnu en dag på kontoret er slut.
99.06 km
15.80km/t
6:16:07 tim
35.7 km/t