[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 7
Tirsdag 08.04.08
Et sted på vejen Kl.13.00
Beslutter at fortsætte straks uden morgenmad. Jeg skal ikke have mere at spise her. Har 3 bananer, 1 cookie og diverse sødt og halvsødt.
Vejret er det sædvanlige disede. Det småregner lidt en gang i mellem.
Endelig er jeg kommet ind i en dal, der ser ud til at fortsætte et stykke. Og vi er på landet, hvor dagene går, som de sikkert har gået de sidste 100 år. Bonden pløjer marken med sit æsel, eller er det en mager hest? Han bruger sin egen vægt til at holde ploven nede. Langs vejen er med mellemrum opsat håndkværne som man maler sin hirse på. Et sted kommer 10 arbejdere med bæreseler slæbende med en beton-elmast. Det ser imponerende ud. Men i det lange løb måske ikke så effektivt. Et andet sted skovler 3 arbejdere kul i en kulkværn. De er nærmest skjult i kulstøv, men bruger ingen form for maske eller lign. Senere ser jeg en mand uden hest, men med en motordreven enmands plov. Fremskridtet synes også på vej til denne dal. Der vaskes med vaskebrædt nede på gårdspladsen. Hønsene skraber i jorden langs vejen, en enkelt lænkehund gør af mig. Jeg føler mig i en slags tidslomme, jeg er i Kina, Hebei provinsen.
 |
 |
| Der pløjes med et genstridigt muldyr | Vagttårne anes i det fjerne |
Dalen bliver smal og snor sig. Efterhånden tårner bjergene sig op til alle sider. Det ser umuligt ud fremad. På mirakuløs vis kommer der lige en drejning til venstre på dalen og den fortsætter, men er blevet meget smallere. Det fortsætter til km 33. Så er det slut, jeg ser en hvid prik højt oppe på den modsatte bjergside. Forsøger at fortrænge det, men ved godt inderst inde, at den lillebitte detalje fortæller at her går vejen. Det er en vejmarkering, det er der jeg skal op.
Allerede fra start viser uret 930 m. Jeg har også følt at det er gået støt opad hele dagen. Først tror jeg, jeg er oppe ved 1060 m, men så ser jeg pludselig vejen forsvinde nærmest op i himlen. To kæmpende lastbiler med tagplader passerer mig. Senere har de gjort holdt og jeg passerer dem, ved 1210 m passerer de mig igen. Og endelig ved 1310 m er vi oppe. Der er en toiletbygning og der holder de to lastbiler. Jeg får mig en "snak" med dem. De har en kortbog over Hebei-provinsen. Kun kinesiske navne, men byerne ser mere relevante ud. De byer der er på mit kort ser jeg aldrig, til gengæld dukker flere op som burde have været der.
Så går det nedad og vejen bliver straks dårligere. Ujævn men dog uden huller. Må bremse en del for at bagagen ikke skal hoppe af. Det bliver en kold nedtur. Kilometerangivelserne på mit kort passer ikke. Der skulle højst være 50 km, det har jeg passeret for længst. Kommer til en landsbygade, der går ned til højre. Det må være på tide med frokost. Nogle piger viser mig, hvor man kan "chi fan", spise mad. Op ad en trappe og hen ad en svalegang. Der er små rum med forhæng for. Jeg bliver vist ind i et. Forhænget er utrolig beskidt.
Men ellers ser her OK ud.
Har forberedt mig denne gang. Jeg vil sige kyllingekød og pege rundt på kortet. Har fundet min hjemmelavede ordbog og de nødvendige ord. Alligevel går det galt. De har ikke kylling. Meiyou. Ikke har. Sådan fortsætter det. De har ikke ris. Så må jeg have noget, jeg tror er runde brød. Det er bønnespirer og nudler, men skidt. Alt i alt et udmærket måltid, hvor jeg slet ikke kan spise op. Det er heller ikke alt oksekødet der er lige let at tygge pengene passer.
Jeg har set på kortet at der skulle være rester af muren her langs vejen, men om det er 5, 10 eller 20 km væk fortæller det ikke noget om. I det hele taget har det skuffet mig lidt. Særligt i dag. Jeg har forgæves kigget efter den og har for længst opgivet. Jeg finder et sted at købe vand og da jeg kommer ud er der en mand jeg "snakker" lidt med. Jeg siger Cheng Chang som den hedder på kinesisk og peger omkring mig. Jovist er den der, og han trækker mig over på den anden side af gaden og peger og minsandten: Der over hustaget kan jeg lige netop se et vagttårn på toppen af et bjerg. Jeg går 10 m længere tilbage og ser et syn, jeg sent skal glemme. I disen er hele bjergryggen i det fjerne fyldt med vagttårn ved vagttårn. Det er et betagende syn, der giver min tårer i øjnene. Noget jeg har oplevet før. De uventede oplevelser er tit dem, der virker stærkest.
Efter at dagen hermed er reddet fortsætter jeg ad G108. Bjergene bliver mindre men jeg må stadig over 7-8 knolde før dalen bliver bred. Vejen begynder til gengæld at have visse mangler. Den skal tilsyneladende snart repareres. På længere stræk er den gamle asfalt fjernet og det er som at køre på en dårlig grusvej. Støvet står tykt efter lastbilerne.
Så kommer jeg til et sted, hvor vejen er barrikaderet. De er ved at bygge en ny bro. Jeg ser hurtigt, at de da ikke bliver færdige den første måned og når lige at tænke: Hvad nu? Da jeg ser et spor forsvinde ned i flodlejet til højre. Der er selvfølgelig kaos som altid da alle vil først, men jeg kan sno mig igennem. Så følger mere jordvej, hvor jeg nærmest må skære mig gennem støvet. Det må være meget fint, for jeg har ingen problemer med mine kontaktlinser. Så er vejen barrikaderet igen og der er lavet en længere omkørsel inkl. en flodpassage, hvor jeg er lige ved at måtte af med sko og strømper, men det lykkes Skoene er vandtætte og det løber ikke over. Til gengæld er jeg ved at blive totalt oversprøjtet af en bil som lige synes der skal fart på gennem vandet! Fornuftigt nok - men?
Jeg når dagens mål Laiyuan, som er den største by siden Beijings forstæder.
Nu må vandvarmerens vand være varmt, så nu må I have mig undskyldt. Jeg har set mig selv i spejlet. Der var sorte striber på issen der hvor cykelhjælmens åbninger er!