[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 13
Mandag 14.04.08
Taiyuan Kl. 16.30
Morgenmaden var nu ikke kun for mig. Den kan man åbenbart bestille, der
var 2-3 andre, men de var hurtigt færdige. En skål med noget hvidligt er
drikkevarerne. Det smager lidt sødt. Jeg tror det er en slags
hirsesuppe, i hvert fald ligger der et lag gryn på bunden som man vist
ikke skal spise. Når væden er drukket, hældes der ny væde ovenpå fra
gryden. Så er der en lille tallerken med nogle strimlede grøntsager.
(Jeg ved ikke hvordan de er behandlet, men jeg overlevede da).
Så er der en tallerken med tre dampede boller, der ikke smager af så
meget. Så et æg der må være kogt med soya (grundet farven) og endeligt
et større brødlignende stykke, der klart smager bedst. Alt i alt et godt
og nærende måltid, som jeg nok kan køre det meste af dagen på. Faren
giver mig en seddel, hvor Jiayuan har skrevet en mere brugbar e-mail
adresse hun har fundet frem ved hjælp af en veninde. Hun har også
skrevet, om jeg ikke kan give faren et eller andet, en seddel eller en
mønt, ikke noget af værdi, bare "as a memorial". Jeg overvejer hurtigt,
om jeg nu fik min en-dollar-seddel med?
Efter at være blevet nødt flere gange, beslutter jeg at det må være tid
for lapning. Cyklen er ganske som ventet helt flad på baghjulet nu.
Faren er klar med værktøj og alle mulige gode råd, men nu skal jeg lige
vise ham, hvordan man gør.
Hurtigspænd`et tager kegler. Det var vel nok smart. Og så mærker jeg
ellers lige indeni dækket efter, at jeg har fået det af. Hovsa, der har
vi synderen. En tynd stump wire sidder endnu fast og er næsten ikke til
at få ud med fingrene. Det er altid rart at vide, at årsagen er fjernet.
En hurtig lapning, mens der har samlet sig et mindre opløb af naboer,
der ivrigt diskuterer og kommenterer.
Faren er et naturligt midtpunkt - bortset fra mig altså.
Da alt endeligt er klappet og klart vender jeg mig mod faren og giver
ham hånden og siger på mit bedste kinesiske at "det har været en
fornøjelse at møde dem", jeg glemmer vist det lille "le" til sidst, der
skal gøre det til et afsluttet forløb, altså datid, men jeg er ikke
sikker på, han forstår ordene, han taler med stærk dialekt, men meningen
er vist tydelig nok, og samtidig hiver jeg en svensk 20-kroneseddel frem
og giver ham. Det var hvad jeg kunne fremdrive. Jeg har 280 sv.kr. med,
men 20`erne kan jeg sikkert alligevel ikke veksle.
Han stråler som en sol og skal straks vise den til hvem somhelst, der
gider se. Jeg synes, det er lidt snyd, men hvem ved, måske har de de
samme penge i Sverige og Danmark, sådan en slags "Neuro", og han kan jo
ikke læse, hvad der står på den. Håber Jiayuan spiller med i spillet.
Jeg burde have anet det straks hun sagde det. Det var i går. Jiayuan
sagde, at hendes far, som er chauffør, havde sagt at der var 70 km til
Taiyuan og at vejen var dårlig.
 |
 |
| FØR vejen blev dårlig | Pigerne i trafikkontrollen |
Når en chauffør siger… Nej når en KINESISK chauffør siger, at vejen
er dårlig, så ER den dårlig.
Alligevel overgik den mine vildeste forventninger. Inden længe følte jeg
mig som i hjertet af Bolivia. Der var ganske vist ikke vaskebrædt, men
belægningen var væk stort set hele vejen og hullerne var enorme og
støvet lå tykt.
Når man er i det, så går det endda - men langsomt.
Et enkelt oplivende moment indtraf undervejs, da jeg skulle passere en
trafikkontrol. Jeg sagde mit høflige Ni Hao, da jeg passerede, men fandt
så på at gøre et ophold og spise en banan, da der var et rækværk, at
sætte cyklen op ad.
Pigerne der passede stationen, var ved at falde ud af vinduet for at
kigge på mig og jeg vinkede til dem og de vinkede tilbage. Så råbte en
af dem noget til mig som jeg ikke rigtig kunne høre, og måske alligevel
ikke ville have forstået. Da jeg ikke lige reagerede, kom en af dem
asende med en 2 l`s termokande. Aha, det var da dejligt, en kop varmt
vand er aldrig af vejen. (Jeg mener det faktisk - varmt vand er slet
ikke dårligt - man behøver ikke alle de tilsætningsmidler).
Da jeg aldrig fik købt noget krus - det var på min liste engang for
længe siden i Danmark - måtte hun hente en lille metaltermokande, som
jeg så drak af. I mellemtiden kom de allesammen hen til mig og da en af
dem havde et kamera, skulle jeg fotograferes med først den ene, så den
anden, så den tredje og så to af gangen.
De var SÅ søde.
 |
 |
| En gammel mand med sin cykel | Ved dagens afslutning |
I mellemtiden var der kommet kunder i butikken, dvs. det var en lokal,
som de bare vinkede til, at han skulle køre udenom bommen. Det prøvede
han så, men da han var alene endte det med at han kom op at ride med
ladet på en metalstolpe. En gammel mand med en cykel var også kommet til
og vi fik dannet en mindre diskussionsgruppe, der prøvede at løse
problemet. En lastet dong-dong-che er ikke sådan at flytte på!
Manden ville ikke høre på den gamle og mig, der ville have ham til at
dreje mod højre for at få ladet fri, men det blev nu alligevel der, han
endte. Og fri kom den. Og pælen så mindre godt ud. Jeg håber ikke
pigerne får ballade for det, det var jo lidt min skyld - indirekte.
Efter dette opløftende optrin fortsatte jeg gennem støvmasserne.
Fandt på "sædvanlig" måde et overnatningssted, det dyreste indtil nu:
150 RMB. Jeg kunne have fået et værelse uden bad til 80, men det ville
jeg ikke. Det er også et stort fint hotel - udefra - med vagter og
gitterlåge, men indenfor er stadarden ikke bedre end i Xin Zhou. Der er
dog te-blade!
Da jeg så mig i spejlet, brast jeg i latter, og følte mig samtidig lidt
pinligt berørt: Jeg var FULDSTÆNDIG sort i hovedet og striberne efter
cykelhjælmens lufthuller var som tegnet med en kalligrafi-pen.
Og så er der ikke varmt vand - i hvert fald ikke endnu. Måtte foretage
en hurtig hoved-og hårvask i koldt.
Kl.17.30
Nu er det der - i bad!
72.60 km
14.30 km/t
5:04:30 tim
33.2 km/t