Rejsebrev 55
Mandag 26.05.08
Beijing
Jeg vågner kl.6.00 og skal på toilettet. Det er lidt mere besværligt
her, hvor toilettet er ned ad trappen og ude i gården. Så når jeg først
har været dernede kan jeg ligeså godt blive oppe.
Sidst jeg var her var jeg nybegynder i kinesisk skik og brug. Nu ved
jeg, der skal være kogt vand i en eller anden form på et kinesisk
overnatningssted. Så jeg spørger i restauranten, om jeg kan få kogt vand
på mine teblade i kruset? Og selvfølgelig kan jeg det. Hun tager det
oven i købet fra kaffemaskinen, så det er RIGTIG varmt.
Kommer i snak med en engelsk fuglekigger, der har været i
jordskælvsområdet før skælvet, Der er mange "skøre" mennesker her inkl.
mig selv. På den måde kommer jeg en time senere afsted til Den forbudte
By end planlagt.
Den er endnu en overraskelse. STOR, det har jeg fået at vide på forhånd,
og alligevel er jeg overvældet, da jeg har gået gennem to porte, før jeg
overhovedet kommer til billetkontoret.
Køber ekstra billet til “Clocks and Watches Gallery”. Det er synd, at
ikke bare ét af disse pragteksemplarer fungerer. Hvordan kan man have et
urmuseum, hvor man ikke kan se, hvad klokken er?
Jeg har ikke helt ret her. Da jeg siger til pigen i souvenirafdelingen,
at det er en skam, ingen af urene går, får jeg at vide, at der er ét, og
klokken er netop 11 så mens vi taler, høres den sprøde lyd af en klokke
fra det tilstødende rum.
Inden er jeg kommet i snak med en brasiliansk pige, der underviser i
engelsk i Hohhot i Inner Mongolia. Får oplysninger om hvordan jeg skal
gøre, når jeg skal herud og undervise i et år.
Hvordan kommer jeg til at tale med alle disse mennesker? Det er typisk
andre, der også er alene. Vi finder på forskellige måder hinanden. I
dette tilfælde fordi jeg har en guide map, som hun gerne vil se på.
Jeg får kvalme undervejs i Palace Museum og må til sidst finde et sted
at sidde, og der sidder jeg så og halvsover i en rum tid. Kommer på
benene igen. En stjerneglobus hvor jeg i virvaret genfinder Karlsvognen,
får mig til at vågne lidt op, men jeg har det skidt. Slæber mig hjem
efter et toiletbesøg på museet.
Køber endnu en kold vand, tager et bad, vasker og har det stadig skidt.
Så må jeg op og ligge. Sover fra 16 til først 19 og så 22. Og så resten
af natten til 6.00.