Rejsebrev 48
        Mandag 19.05.08
        Chengdu
         
        Omsider en rolig dag. Men i nat kunne et efterskælv også mærkes her i 
        Chengdu.
        Var ude at købe tøj. En rød t-shirt med påskriften Wonderful China og 
        tegnene Bing Ge Rong Ma MÅTTE jeg have. Det kinesiske udtryk er et af 
        utallige 4 stavelses faste vendinger. Ordene er vist egentlig: soldat, 
        sværd, krig, hest. Lige lovlig krigerisk måske, men lidt drama passer 
        meget godt til min situation. Desuden en hvid kortærmet skjorte til når 
        jeg skal være fin hos konsulen i morgen. Har fået tilbudt overnatning 
        der. De dyreste sandaler de havde i supermarkedet og billige sokker og 
        underbukser i passende mørke farver. Selv om jeg ikke bliver så beskidt 
        mere!
Får lavet CD back-up af alle mine data og e-mailet færdigt, så alle 
        ved, jeg er her endnu.
        Konsulen foreslog, jeg tog en tur på Yangtze floden, hvis jeg ville lave 
        en afslutning på min tur, og det var noget, jeg ville have haft gjort, 
        hvis jeg havde haft tid - og det har jeg nu.
        Så i morgen tager jeg bussen til Chongqing og besøger konsulen, og dagen 
        efter starter mit 3-dages cruise på floden til de tre kløfter. Jeg har 
        købt 1.klasse, hvilket vil sige at man kun skal dele kahyt og bad med 
        én. Turen slutter i Yichang, hvor jeg så tager toget til Beijing.