[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 47
Søndag 18.05.05
Maoxian
En længerevarende rystelse i nat, hvor det regnede, omend ikke så "heavily"
som forudsagt. Da jeg vågnede ved det, tænkte jeg min situation igennem
igen. De fleste her forstår ikke, jeg ikke straks tog helikopteren. Jeg
vendte det med Xia Wei. Hen mente vejen sydpå til Chengdu vil være
farlig, også selv om den bliver ryddet, og jeg er enig med ham.
Jeg vil foretrække evt. selv at passere det sted lidt nordpå, hvor man
kun kan komme forbi til fods (trækkende en cykel?) og så blive hentet af
en bil, der kan køre mig til Jiuzhaigou, hvor der er flyforbindelse til
Chengdu. Det må ambassaden kunne ordne?
Da jeg VAR vågen gik det op for mig, at det kun var aften hjemme, så det
lykkedes mig at få talt i telefon en hel time. Den længste var dog en
opringning til mig over Skype, så den koster minimalt.
Da jeg opdager min pen snart er opbrugt, går jeg hen ad gaden, for at se
om jeg kan købe en ny. Det lykkes, men netop som jeg har betalt, kommer
en rystelse, så huset "siger lyde" og ALLE i nærheden STYRTER ud på
gaden inkl. mig selv.
For første gang i mine halvanden måned i Kina er jeg ophidset.
Mens jeg spiser morgenmad med class 4, kommer der pludselig en ny
"kontaktperson", og siger jeg skal komme med NU. Her er meget farligt.
Helikopteren med sårede venter allerede. Jeg insisterer på at pakke
nogle ting i rygsækken. Jeg insisterer på at ringe til ambassaden, men
kan ikke komme igennem, og hvad jeg får pakket ved jeg ikke rigtig -
ikke tøj i hvert fald. Jeg får ikke sagt farvel til min kinesiske bror
og kun kort til class 4, der har sørget så godt for mig. Jeg er VIRKELIG
ophidset, men får dæmpet mig nogenlunde ned. Får givet ham jeg mener er
headmaster (er usynlig i det daglige) hånden til farvel. Da jeg i en
politibil kommer ud til landingspladsen, er alle de andre udlændinge der
allerede.
Klokken er 11.07 da vi letter. Inden er der en kinesisk journalist, der
spørger mig om min mening om noget, og jeg fortæller beredvilligt, at
det må være en konflikt mellem de lokale og de centrale myndigheder, der
har ført denne pludselige kovending med sig, men da han spørger om mit
navn, siger jeg, at det holder jeg for mig selv, og da han spørger efter
nationalitet, vil jeg heller ikke ud med det, men bagefter hører jeg,
han spørger en af de kinesiske amerikanere, og hun svarer at jeg er fra
Danmark. Eller rettere jeg synes jeg hører "Danmai" og lidt efter "Han
forstår noget kinesisk", ja tak dumme kælling, hvad sku` det til for? Du
hørte, jeg sagde, jeg ikke ville have det ud!
Ud over os udlændinge er der sårede. Nogle på bårer bliver lagt på
gulvet andre kan gå selv. Vi bliver bedt om ikke at fotografe i og fra
helikopteren, men det respekterer de andre ikke.
Når vi skal ud NU, er det vist også fordi vejret bliver dårligere. Det
var ikke heavy rain i nat, men den kommer nok. Og er der for megen vind
kan helikopterne ikke flyve i bjergene.
Det var en kedelig afslutning på mit ophold i Maoxian!
Jeg sidder bagest og kan kun se bjergsider, men da vi nærmer os
Dujiangyan, er der en af broerne, der mangler et stykke. Den store
dæmning har holdt og Dujiangyan ser hel ud oppefra. Et enkelt sted ser
jeg noget, der kunne være rydningen af en sammenstyrtet bygning, men det
er meget lidt jeg kan se.
Da vi er kommet ud af bjergene flyver helikopteren roligere, den følger
hovedvejen, jeg kørte på sidste lørdag til Dujiangyan - nu den forkerte
vej.
Næh, det er motorvejen jeg ser, så er hovedvejen lige nede under os. Her
er kogende varmt, men jeg er alligevel glad for, at jeg har cykeljakken
på ellers havde jeg intet overtøj. Jeg modtager en SMS fra Christian på
ambassaden undervejs. Han har ikke kunnet komme igennem, men dog kunnet
sende en SMS?
Gad vide om danske journalister bliver adviseret af kinesiske
myndigheder? Vi får se. Jeg ønsker ikke at tale med nogen af dem.
Turen kommer til at tage en time kan jeg se. Det ser ikke ud til vi skal
til den normale lufthavn syd for byen, til hospitalet måske? Jeg ser
mindst ét ødelagt hus i det nordlige Chengdu. Kl. 12.05 lander vi.
 |
 |
 |
| Lige efter landingen.... | ....havde kameraholdene travlt.... | ....så var de ligeglade - og vi gik |
Efter vi er landet, venter vi på noget. Det er journalisterne fra
CCTV og så nogle, der skal komme med bårer til de liggende. Først nu
efter 5 min`s forløb, tager han gassen af propellen.
I stedet for at blive båret ned ad rampen bagtil, hvad der havde været
mere hensigtsmæssigt, skal de mingeleres ud af sidedøren, men det tager
sig utvivlsomt bedre ud på TV?
Da vi andre først er kommet ud af helikopteren, er der ikke nogen, der
interesserer sig for os.
Efter at have ventet en rum tid begiver vi os på vej ud af den militære
lufthavn. Det kan være, der er nogle, der spørger om vi bare kan gå, jeg
ved det ikke, vi går i hvert fald. Farvel militær!
Inden vi kommer til en større vej bliver vi tilbudt kørelejlighed med et
kinesisk "folkevognsrugbrød". Det er lige vi kan presses ind, men
kinesere er gæstfri.
Vi bliver sat af indenfor 2. ringroad tror jeg, og nogle af os tager en
taxi til Mix Hostel, hvor de andre har noget bagage stående, og hvor jeg
har tænkt mig at overnatte.
Jeg hører om der er ledigt, og det er der, men venter med at indskrive
mig. Jeg må hellere lige høre om ambassaden vil have mig hjem hurtigst
muligt eller hvad?
Selv føler jeg et behov for at "afslutte" min rejse. Når jeg nu ikke
nåede det, der endte med at stå som mit slutmål: En tur rundt om Qinghai
Lake, så vil jeg noget andet.
Får svaret alle de danske og udenlandske e-mail venner, der har været
bekymrede og lavet back-up af de seneste billeder, og så ankommer
konsulen, der har været undervejs fra Chongqing de sidste par timer.
Vi sidder ved floden og drikker te i noget, der vist løber op i timer,
og jeg taler hele tiden. Denne rejse, der i den grad fylder mig, har jeg
ikke kunnet udtrykke mig om på dansk, så der er noget, der skal ud!
Så kører vi til Plaza, hvor han har boet, mens de ledte efter mig. De
har været i Dujiangyan så langt som de kunne komme af vejen nordpå. De
har været på alle hospitalerne i området, de har talt med alle de
forskellige grader af lokale kinesiske myndigheder. Jeg kom uforvarende
til at sætte noget i gang, skal jeg love for.
Jeg bliver tilbudt lægehjælp, men det eneste jeg har brug for er et bad
og Plaza er lige den kategori, jeg mangler her i Kina.
Så går vi ud og spiser fint (med min målestok). Pekingand: små
pandekager hvori man lægger nogle strimlede grøntsager og andestykkerne,
der er skåret, så det næsten kun er skind, og som man dypper i en sort,
sødlig sovs. Det er udsøgt. Og på statens regning - forhåbentlig?
Jeg bliver kørt hjem, og vi er lidt sent på den for et ventet opkald fra
Danmark, når at komme inden jeg har taget afsked med konsulen. Jeg får
ikke takket behørigt for den fremragende "behandling", jeg har fået, men
dagens program er hårdt, så jeg må i endnu en time lade "mit Kina" flyde
ud af munden og ind i telefonen. Det er ikke svært.
Da jeg vågner kl.3 er der lige et sidste opkald til Danmark jeg MÅ gøre,
og så sover jeg ellers til halv 7.
Det blev endnu en dag jeg aldrig vil glemme.