[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 41
Mandag 12.05.08
Maoxian
Jeg fortsætter ad den nye vej. Bortset fra en enkelt tunnel med
pandelampen (1,5 km) er der ingen problemer til Wenchuan. Her deler
vejen sig og jeg finder den rigtige. Heldigvis viser kortet på hvilken
side af floden jeg skal være.
Fortsættelsen kunne jeg ikke have ønsket bedre - indtil videre. Er
allerede på 1400 m. Bjergene har mistet deres træer og er blevet mere
brune.
Det bliver dog en hård fortsættelse.
Klokken 14.30 sker det. Først tror jeg det er en eksplosion i nærheden,
men rystelserne bliver ved og klippestykker rasler ned over vejen og
støvskyer rejser sig. Et kort øjeblik er det som om Jorden går under.
Både foran mig og bag ved mig er det som om hele bjergsiden er i
bevægelse.
Jeg får cyklen bugseret over i venstre side og stillet op ad et træ i
løbet af nul komma fem og styrter i sikkerhed (forhåbentlig) ned ad
skrænten til en mark.
Der står jeg så det næste stykke tid mens jorden ryster under mig og
bjergsiderne sender støvskyer op, der så småt er forsvundet her en halv
time efter, men der er stadig jævnligt rystelser.
 |
 |
| Efter jordskælvet - i én retning | - og den anden |
Da det første skælv var ovre kørte jeg rystet de 200 m til en
tankstation, hvor en større gruppe kinesere har samlet sig. Personale
der er søgt udendørs, bilister og motorcyklister. Lige nu kom der endnu
et mindre efterskælv og mindre støvskyer rejser sig.
Nu en time efter kommer der stadig rystelser en gang imellem. Lokale
kommer gående på vejen i begge retninger, skal nok hjem og se, hvad der
er sket? Enkelte motorcyklister passerer men stenblokkene har spærret
vejen for biler. To der kommer nordfra må vende om.
Efter at have ventet til klokken 16 kører jeg videre sammen med
motorcyklisterne. I byen er der ødelæggelser. Alle stenmurede huse står,
men meget af det, der er bygget sammen af mere tilfældige sten er
styrtet sammen. På den anden side af floden er vejen helt tæt på
bjergsiden og ufremkommelig og jeg kører tilbage til et hotel jeg så,
men det er lukket. I mellemtiden er en gummiged ved at rydde vejen på
den anden side af floden og jeg passerer de farlige stykker, hvor gående
kinesere løber.
Da nye stenskred sætter i gang søger jeg ind, hvor en masse mennesker,
biler og lastbiler er samlet.
Da rystelserne er ovre samler interessen sig om mig. Inden længe er jeg
udstyret med en taburet, en flaske vand og varmt vand i mit krus, så jeg
bare skal hente tebladene.
Indstiller mig på at slå teltet op her. En familie, der bor i et hus op
ad bjergsiden, er ved at rigge en pressening til med henblik på
overnatning. Alle er interesserede i at hjælpe med teltet, og selv om
jeg helst vil selv, lader jeg dem der er blevet mine venner hjælpe, og
op kommer det.
 |
 |
| Strandede på tankstationen | Min første lejr |
Så er det spisetid. I noget der ligner et folkekøkken af en slags er
der rigget an til madlavning. Man tager selv fra et hav af forskellige
skåle og blander en sovs og nudlerne er allerede i kog. Hvordan det hele
kommer i stand ved jeg ikke, men man ved øjensynligt hvordan man skal
reagere i en sådan situation.
De 4 næste timer er åbenbart kritiske. Fra 18 til 22 siger de. Jeg håber
ikke det bliver omtalt hjemme, for der er intet mobilsignal, så jeg kan
ikke engang meddele, at jeg er OK.
66.58 km
12.94 km/t
5:08:44 tim
41.0 km/t