[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 22
Onsdag 23.04.08
Xi'an Kl.21.30
Det er hårdt at være på landevejen, men det er sør´me også hårdt at være
i byen.
Hvad har jeg brugt dagen til? Ikke noget særligt, synes jeg.
Men jeg har været rundt både indenfor og udenfor bymuren - og byen er
STOR.
Jeg har kigget på solbriller, men de var for dyre og sad ikke godt. Jeg
har købt bukser - det tog sin tid. Jeg fik dem til at lægge dem op for
mig. Fine kinesiske modebukser med gode lommer.
Jeg har været ude og se de otte udødeliges tempel. Der er en velsignet
fred i sådanne tempelgårde, når man tænker på det leben der er udenfor.
Så fik jeg endelig hul igennem til PDA´en, så der gik et par timer ialt
foran computeren, med at lave backup og arbejde med et
billedbehandlingsprogram, så I forhåbentlig snart kan få nogle billeder
at se. Men det er der også lidt knas med.
Endelig kørte jeg ud for at få et reservedæk (nemt) og en reserveslange
(svært). Kineserne har sådan nogle slanger med autoventil. En MTB-slange
med racerventil, kunne kun fås i den anden ende af byen.
 |
 |
| Traditionel kinesisk arkitektur.... | ....ved de 8 udødeliges Tempel |
Da jeg var på vej derud, blev jeg i tvivl om jeg var kørt for langt.
Så er der visse kinesiske ord, der er guld værd: women zai nar? Peg på
kortet og spørg, hvor er vi? Det er dog altid godt selv at have en
mening om det.
I dette tilfælde peger den unge mand på et sted, hvor det i hvert fald
IKKE kan være, eftersom vejen ikke ender i et T, men fortsætter på den
anden side. Og har du først standset én kineser, dukker der omgående 3
mere op. De elsker at blande sig i en god diskussion. Og er der én i
nærheden, der kan bare 6 ord engelsk, kommer hun også. Efter flere
minutters snak og diskussion, kommer de til et resultat. Vi er der, hvor
jeg egentlig bare ville have bekræftet at vi var, for jeg var lidt
usikker, og så kan jeg godt selv se, hvad vej, der er mest praktisk at
køre. Men hjælpsomme DET er de.
Bortset fra én gang. Det er da jeg er helt tæt på målet. Jeg kommer til
at sige excuse me, i stedet for duibuqi, og får omgående at vide, at han
ikke taler engelsk. Nej, kammerat, men jeg vil sådan set også bare vise
dig noget, skrevet på kinesisk. Pigen i den sidste forretning jeg var i,
har nemlig skrevet navnet ned på det sted, hvor de har slangen (hun har
nemlig ringet til dem). Han ser nødtvungent på det. Det ved han ikke, og
taler i øvrigt ikke engelsk. Straks efter får jeg selv øje på den på den
anden side af gaden. Hun er kommet til at anbringe den på den forkerte
side.
Da jeg efter denne udflugt på et par timer kommer tilbage til mit hostel,
bliver jeg tiltalt af en pige, der viser sig at være endnu en
universitetsstuderende (i dette tilfælde tidligere) i engelsk, der gerne
vil øve sig. Og jeg vil også gerne øve mit kinesiske med en lærer, så vi
stor der og snakker, mens det bliver mørkt, og hendes veninde først står
og siden sidder på bænken ved busstoppet og ser muggen ud.
Så nu har jeg en middagsaftale i morgen aften kl. 19.00 med Carly.
Da jeg kommer ind på hostel´et er der ikke plads til min cykel på 1.
Sal, da der er kommet en japaner på cykel og har taget pladsen. Fra
Chengdu, hvor jeg skal til! Det viser sig nu at være Qingdao ovre i
nærheden af Japan i stedet for. Men vi får en lang snak om Kina og
overnatning og mad og cykler og veje osv. Vi kunne have mødt hinanden på
vejen, hvis jeg havde været en dag senere på den, for de sidste 50 km er
vores ruter faldet sammen.
Så den bliver 21.40 før jeg får afprøvet min færdigret, jeg købte i
Beijing efter Angela´s anvisning. Det er sådan en nudel ret, hvor der
kun skal tilsættes kogende vand og 3 små poser, der ligger nede i + en
sammenfoldet plastikgaffel, der foldes ud og klikkes sammen. Heldigvis
har jeg også et vakuumpakket røget kyllingelår og en Harbin dåseøl jeg
købte for længe siden. Ikke noget stort måltid.
Jeg må lige beskrive trafikken her. Det er den, der gør en rolig dag som
denne så anstrengende.
Man har altid lov at svinge til højre uanset, om der er rødt eller ej.
Man svinger som regel til venstre lige før, der bliver grønt, så man kan
nå over inden de ligeud kørende er kommet i gang. Og når først én
svinger, følger der altid 2 eller 3 med. Når man som cyklist har stået
og ventet for rødt og sætter i gang, skal man dels flette med de
højresvingende og samtidig se efter og flette med de venstresvingende
forfra. Plus holde styr på de fodgængere, der ikke nåede at komme over
inden det skiftede. Og kører man i den afskærmede bane for cykler og
biler der skal parkere, skal man tage sig i agt for modkørende cykler og
biler, der egentlig skulle køre ovre i den anden side, men af
forskellige praktiske grunde har valgt at køre mod køreretningen. Og de
værste steder er dem, hvor der også kører busser. De kommer og klemmer
en for stoppestedet er altså inde i cykelbanen. Foruden alle de
fodgængere, der til trods for at der ER et fortov, har valgt at gå i
cykelbanen. Og hvis de alle sammen holdt deres bane! Det gør de tit, og
så overhaler man bare højre om, hvis det er mest praktisk. Men ikke
altid. Og når først én trækker udad følger alle dem, der er ved at
overhale med. Heldigvis. Ellers gik der nogle flere til. Jeg har én
gang hørt en mand - ikke råbe - men dog brokke sig over en trafikal
grovhed. Ellers tager man det som det kommer, det er jo sådan det
fungerer her.
Man bruger ikke hornet meget i byen. Det er faktisk forbudt, men det
tages der dog let på - som så meget andet.
Landevejstrafikken - den må I få en anden gang.
Da jeg sidder her ved computeren for at sende denne sidste rapport, er
klokken blevet 23.45. Så godnat.