[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 19
Søndag 20.04.08
Heyang kl.22.30
Lige inden jeg faldt i søvn lød der en banken, og jeg bliver lysvågen.
Politiet?
Men det er bare ovenpå, de banker i gulvet. Snorker jeg så højt?
Kinesiske senge er HÅRDE. Denne er et nummer for sig. Jeg sover dog
igennem til kl.03.00. Så må der findes på råd. Heldigvis er vattæppet så
bredt, at jeg kan ligge på den ene halvdel og have den anden over mig.
Sådan går resten af natten, men det er svært at vende sig.
Afsted før 9. Giver manden hånden til farvel. No hard feelings. Det er
holdt op med at regne, men vejene er våde og mudrede. Enten støv eller
mudder, man kan sjældent få begge dele, men hvad er værst? Begge dele.
Inden længe er jeg på en betonvej, der er brudt op i små bitte
puslespilsbrikker, der er forskubbet i forhold til hinanden. Ulideligt.
Men én ting er sikkert: det forandrer sig.Til det bedre eller det værre.
For en gangs skyld til det bedre.
I dag skal jeg passere den gule flod: Huang He. Den ene af Kinas to
livsnerver, der udspringer i Qinghai`s højland langt på den anden side
af Lanzhou og så i kæmpe sving bevæger sig nordpå til Gobiørkenen, så
østpå og siden sydpå, hvor jeg skal møde den, inden den igen bevæger sig
østpå og løber ud i det kinesiske hav.
Det begynder at regne. Det bliver aldrig til andet end en let regn, men
det er nok til at alt bliver mudret til, og jeg ender med at tage det
gule regnovertræk ud over styrtasken med al elektronikken.
Da jeg kommer til Huang He, er der først en Toll Gate, hvor jeg dog
kører lige igennem. Aha, det var fordi den gamle bro kun er for
køretøjer under 2,20 m. Lastbilerne fortsætter nordpå langs floden til
en bro, der ikke er i syne.
Det storslåede syn af floden, der passerer gennem kløften i bjergene og
løber ud i det fladere land forsvinder i grå tåge og regn. Alligevel er
det et stort øjeblik, hvor jeg synes at fornemme noget af Kinas sjæl,
her hvor flodens mudrede vand flyder forbi for at brødføde 1 mia.
mennesker.
 |
 |
| Jeg valgte broen til højre | Personale på en tankstation |
Jeg står og skriver (i hånden) på en tankstation. Der er INGEN steder
at sidde i Kina, undtagen indendørs.
Det er i det mindste holdt op med at regne. Cyklen ser ikke godt ud, der
er faktisk dårligt ord til at beskrive den. Jeg har været inde på en
tank, hvor de havde vand og skylle den en gang, men nu hvor vejen er ved
at tørre trænger den kraftigt igen. Og jeg med.
På en anden tank er en taxi-chauffør ved at vaske bil med en vandslange.
Jeg blander mig. Det udvikler sig. Først klarer jeg mig selv med et
vandfad, siden overtager jeg slangen. Da cyklen er blevet meget renere
sender manageren en af pigerne afsted for at hente varmt vand, så jeg
kan få ansigtet vasket. Og så skal jeg da lige have en kop te! Og da jeg
først er kommet indenfor, skal jeg da ikke videre uden en skål
dumplings. Og da de første ikke er varme, får jeg en skål til.
Pigerne her er mere generte end dem jeg er stødt på tidligere. De siger
høfligt nej tak, da jeg byder dem af mine dyrt indkøbte nøddestænger,
men manageren beordrer dem til at tage imod. Jeg skal jo nødigt miste
ansigt.
Interiøret på tanken består af et skrivebord og to stole med ryg, som er
holdt sammen med vinkelbeslag og ståltråd. Desuden er der 4 taburetter.
Personalet består af manageren, to kvinder og 6 piger. Det kan godt være
de har 6 pumper, men jeg ser dem kun bruge 2. Manageren spotter kunderne
næsten før de selv ved de skal tanke og sender en pige ud.
De har et kort over Kina på væggen, så jeg kan vise min rejserute og en
engelsk lærebog bliver fundet frem. Det er nu ikke meget de kan i
praksis. Faktisk intet. På trods af bogens mange sætninger, er alt det
lykkes dem at stykke sammen i den halve time jeg er der: How old are
you? Og noget der vist skal betyde: Where were you born?
Selvom jeg siger København på bedste kinesiske vis, siger det dem ikke
en dyt. Men alle er glade og synes dagen er blevet lidt bedre - inkl.
mig.
De er ikke meget for at blive fotograferet og der er ingen
kameratelefoner her, sådan skifter tingene fra den ene dag til den
anden, eller rettere: fra by til land.
Jeg krydser Xiyu Expressway, som ikke engang er antydet på mit kort. Det
går stærkt her i Kina.
Efterhånden kommer solen frem og mudderet tørrer ind. Vi ser ikke godt
ud cyklen og jeg.
Kommer til Hancheng, hvor den nye del ligger oppe på plateau`et og det
gamle nede i en af disse kløfter plateau`et gennemskæres af. Efter igen
at være kommet op af kløften fortsætter vejen med at stige. Den går bare
ligeud men stiger støt efterhånden til 7 på skalaen. Og sådan fortsætter
det km efter km. Her er der rapsmarker, hvis gule farve bryder alt det
grønne. Trompetblomst træerne blomstrer og sender deres duft ud over
vejen. Det er vist første gang vejen byder på behagelig lugt.
Endelig er jeg oppe og straks går vejen i små og store sving ned i en ny
kløft og så kan jeg ellers køre opad igen!
Her på stigningen er der biavlere, som bor i en form for telte. Et sted
må de have en generator, for der er en parabol. Det må være
sæsonarbejde.
De sidste 20 km er en kamp for at komme frem før regnen begynder - det
ser det i hvert fald ud til, men den kommer aldrig. Vejret er noget
uforudsigeligt i Kina.
Kører søgende rundt i byen indtil jeg af mig selv finder et hotel.
Skal man have billig overnatning, skal man blive i nærheden af
hovedvejen og der spørge efter overnatning, skal man have noget større,
der ofte vil hedde binguan eller ligefrem hotel skal man som regel ind
omkring hovedstrøgene.
Dette hedder både binguan og hotel.
Får rengjort cyklen og bagagen nødtørftigt og siden mig selv.
Jeg går over i deres restaurant og spiser, min favoritspise. Vi nærmer
os Sichuan, den bliver stærkere og stærkere. Denne er STÆRK og der er
sichuanpeber i, som der skal være. Det er første gang.
Jeg sidder alene ved et stort rundt bord med plads til 10.
Hotelpersonalet sidder og spiser i den anden ende - ellers ingen. Det er
faktisk hyggeligt.
100.43 km
14.80 km/t
6:47:39 tim
43.7 km/t