På afveje - for første gang

Kl.14.00

Sidder nu i Pekingmandens hule. Han er der ikke mere. Er nok gået en tur. Temmelig lang, eftersom det er mere end 400.000 år siden han levede her.

I Lonely Planet er det beskrevet som lidt af et flop, men jeg synes det er fascinerende at man kan se selve lokaliteten, selv om fossilerne selvfølgelig er fjernet og kommet på museum, hvor jeg ikke har været endnu. Et sted er der en hule man kan gå ned i og hvor der yderligere er et hul 4 m ned med en stålwire fastgjort så man kan kravle derned - hvis man tør. Det tør jeg, men jeg har ikke pandelygten med herind kun lommelygten, og jeg vurderer at det bliver for svært at holde lygten samtidig. Angela skulle have været her.

Fortsættelsen bliver ikke så spændende. Jeg skal tilbage til hovedvejen og dreje til højre ved lyskurven.

Så kommer et uendeligt stykke, hvor det ene stenskæreri afløser det andet. Store fabrikker, hvor de tilsyneladende tilvirker alle de sten de bl.a. brugte til nybyggeri i hutong'en. På de pænere huse bliver der sat disse små stenfliser udenpå. Og der må skulle bruges enorme mængder, når man tænker på at hele Beijing nærmest var en stor byggeplads.

Ind imellem afløses stenfabrikkerne af "skal-byer". To uendelige rækker af butikker hvor der intet er bag ved andet end det bare land. Sådan bliver det ved, men vejen er i det mindste flad med skuldre, som det hedder på engelsk, på begge sider til de langsomme trafikanter. Og af god beskaffenhed omend al skidtet ligger ude til højre.

Endelig dukker en plantage med blomstrende lyserøde kirsebærtræer op. En vidunderlig afveksling. Og straks efter stiger vejen for første gang mere end bare et lille stykke. Det viser sig at bakken er lavet af en eller anden rød jord, der åbenbart kan bruges til noget, for nu er der nye foretagender på begge sider. Endelig kommer den længe ventede afkørsel mod Shidu, som er dagens mål. Nu skal jeg endelig ind i bjergene, som på det seneste har kunne skimtes inde mod højre, når det da ikke har været for diset. Hvornår skal jeg se solen igen sådan rigtigt?

Sidder ved et lille stenbord på en noget hård lille stenstol og skriver. Det er sådan et lille anlæg der er ved siden af vejen. Dejligt for cyklister.

Den sidste del af den lange lige vej havde jeg nærmest slået hjernen fra. Det var bare "ben"-motoren der kørte. Kan godt mærke, jeg er godt brugt.

22 km til Shidu, det bliver nok 2 timer. Jeg har fundet ud af hvordan det udtales, det har der været nogen uenighed om blandt dem jeg har snakket med om det. Men da jeg ser de to kinesiske tegn for det, er der ingen tvivl: Det er nærmest et kryds: tegnet for ti. Så er det anden tone.

Kl.19.30

Og eventyret er kun lige begyndt. For en halv time siden var jeg grædefærdig. Nu er alt i skønneste orden. Der kom to steder, hvor jeg skulle vælge retning, og jeg vil sværge på, at jeg hver gang valgte den rigtige, hvis ellers skiltene var lavet rigtigt. Så jeg drønede derudaf. 20 km til Shidu.

Trafikken var næsten forsvundet.

Vejen begyndte at stige og inden længe var det klart, at jeg skulle over et pas. Det var ikke voldsomt stejlt, men til sidst nok til, at jeg måtte ned på den mindste klinge. Endelig oppe - og så nedad i susende fart. Stenlæssede lastbiler med anhænger på vej opad i slæbegear. Ligesom de også må snegle sig nedad. På toppen er der et mindre trafikkaos fordi en lastbil er kogt over. Det er hård kost de bliver udsat for. Den var ikke gået derhjemme: overlast.

Efter at være kommet ned går det videre derudaf. Nu vil jeg gerne snart være fremme. Efterhånden som tælleren nærmer sig de 109 km og Shidu burde nærme sig begynder jeg at ane uråd. Der er ikke noget i sigte, der kan ligne en by. Jeg beslutter mig for at spørge nogen. Der står 3 og venter i vejsiden. "Zhe tiao lu qu dao Shidu ma?" Nej det gør den bestemt ikke. Jeg bliver aldrig klar over HVOR den fører hen, men Shidu er i den anden retning. SHIT! Jeg skulle for en sikkerheds skyld have spurgt selv om skiltene var klare. Næsten 20 km tilbage og så over passet først og så... Først så skal jeg begynde på de sidste 20 km, måske med et nyt pas?

Jeg indser hurtigt, at det kan jeg ikke - og det VIL jeg heller ikke. Jeg skal ikke meget længere i dag, det er trods alt første cykeldag.

Heldigvis er tegnet for et sted at sove det samme i Kina. De er ikke i tvivl om, hvad jeg mener. Jeg skal tilbage et stykke - så er der et sted at sove.

Hvor langt aner jeg ikke, så første gang der er noget, der ligner en forretning kører jeg ind. Omme bagved sidder der nogle mennesker, spiser de? Er det her?

Seancen gentager sig og de peger og snakker. Den vej lige der henne. Ned ad den og dreje til højre og så køre et stykke, hvis jeg forstår hans store armbevægelser rigtigt.

Af sted ned ad betonvejen, hvor der står et navn. Da jeg passerede før antog jeg det var en skole, en militærforlægning el.lign. Der kommer hurtigt huse på begge sider og vejen ender i et T: en by, i hvert fald en enkelt gade med huse med første sal. Til højre. Kører lidt. Spørger igen. Det er tilsyneladende lige der henne til venstre. Jeg har forventet noget temmelig usselt. Med risiko for væggelus og den slags, men nej. Det pæneste hus i byen ser ud til at rumme værelser på de øverste 2 etager.

Og nu sidder jeg her. Alene i restauranten med to svingende tallerkner med mad og en skål ris og en kop grøn te. Det var ikke, hvad jeg pegede på på menukortet, der havde billeder, men der er nok af det. Og det er ikke noget jeg har fået før. Aldrig. Mens jeg lige var oppe og hente skrivemaskinen her var første tallerken kommet. Jeg syntes det lignede guldkorn, der havde fået en tur på panden og siden var stablet i en bunke med top. Det måtte være lavet af majs? Der var dog ligesom noget der stak lidt i munden ligesom nogle avner. Smagte udmærket. Jeg havde ikke briller på skal det siges.

Så gik det op for mig, at guldkornene var små bitte sammenkrøllede rejer. Tusind i alt mindst. Jeg blev lidt betænkelig, der en noget med skaldyr man skal være forsigtig med. Hvis man ikke er nær ved havet. Eller er det omvendt - vi får se. Inden jeg var kommet halvvejs igennem kom hovedretten: Tynde skiver svinekød med noget jeg tror er grønne bambusskud og nogle røde frugter, der viser sig at være sur-syltede. Måske chili, men nærmest runde, og ikke så stærke. Alt i alt brænder det dog på læberne nu. Jeg kan overhovedet ikke spise op. Gad vide hvad det koster? En formue?

Vurderet ud fra værelset kan det vist ikke være så galt. Da de forstod, at jeg ville sove der var det helt fint, de havde værelser. Jeg fik spurgt om jeg kunne se det? Nogle ting kan jeg da sige - men forstå - ak nej ikke endnu. Værelset viste sig at være dobbelt, med eget TV og badeværelse! Og hvad skulle det så koste? Eighteen får den ene pige sagt. Jeg prøver med 18 på kinesisk? Nej det var det ikke. Nå men så 80 da? Ja, 80RMB. Det er kun lidt mere end på Far East, men med eget bad. Er der noget at sige til, at jeg slog til med det samme. Jeg behøvede ikke at spørge efter noget billigere, hvad de utvivlsomt havde haft. Er der noget jeg trænger til er det mit eget værelse og bad.

Jeg havde indstillet mig på, i værste fald at acceptere 200. Jeg er ikke rigtig klar til teltning. Har ikke fået købt benzin til brænderen og området er ikke til det. Bare jeg standsede for at tisse et sted begyndte 2 hunde at gø.

Kl. 21.00

Sidder nu med en ny kop grøn te på værelset. Endelig ser jeg de store termokander med kogt vand jeg har læst om. Jeg har en hel kande med mindst 2 l. En kop fuld af grøn te og adskillige papbægre. Så kan jeg bare selv lave. Der er en ting, der er irriterende ved deres grønne te: De kommer teen i koppen og hælder vandet over. Med det resultat at bladene svømmer ovenpå. Dvs efterhånden falder de fleste ned men ikke alle, og så sidder man der og får blade i munden. Gad vide om de spiser dem, drikker dem eller hvad?

Der en reklamer på CCTV1. De afløses af en FILM med undertekster. Kinesiske. Sproget lyder også kinesisk så hvad er meningen? Det er måske tekstet for hørehæmmede? Det er noget med nogen i gamle militæruniformer med røde stjerner på kasketterne. Så det er nok fra borgerkrigens tid. De snakker og snakker. Man kan ikke ligefrem kalde det en actionfilm. De taler meget tydeligt. Med engelske undertekster havde jeg kunne lære meget af det. Nu kan jeg kun opfatte enkeltord.

Jeg er kommet ind i Hebei provinsen. Her har bilerne et andet kinesisk tegn forrest på nummerpladen. Ellers er det det samme: 2-3 bogstaver og 3-4 tal.

Nummerpladerne er blå med hvid skrift, bortset fra busser og lastbiler, der har gul bund med sorte symboler og de officielle, der har hvid bund og sorte tal. Måske med et rødt tegn  først?

Nu er der en heltinde i militæruniform med et barn der græder - altså heltinden. Om det er glæde eller sorg forstår jeg ikke.

Efter en del zappen rundt på kanalerne - og dem er der mange af - lykkes det mig at finde den engelsk sprogede Angela talte om. Den hedder CCTV9. Den har engelske undertekster, når der tales andre sprog. Der er en nyhedsudsendelse, der fortæller om angreb på den olympiske ild i London og en hel masse om Tibet. Ikke set fra tibetanernes side. På den anden side vil jeg ikke afvise, at der svindles med "beviserne" og fra visse tibetaneres side. Det kører lige i baggrunden mens jeg skriver.

Tilbage til min ankomst. Et antal kvinder i alle aldre stimlede sammen om mig. Da jeg skulle se værelset var der et par piger med mig. Da jeg skulle betale var det en anden, der skulle tage sig af det. Jeg tænkte, at hun nok skulle have mit pas til indskrivning, men efter at have ledt efter det i min pengekat kom jeg i tanker om, at det var flyttet ned pungen om maven. For ikke at skulle stå og klæde mig af foran de forsamlede kvinder, fandt jeg på at give hende mit kørekort i stedet. Ih jo, det var rigtignok mig på billedet. Hvorefter hun stod og afskrev hele den højre side fra kortet incl. Fødselsregistreringssted og RIGSPOLITICHEFEN. Det var sgu` godt klaret. Jeg fik næsten en hel side i registreringsbogen.

Inden det kom så vidt, var vi dog blevet afbrudt af naboen, der åbenbart ikke mente min dyre cykel skulle stå ubevogtet udenfor hotellet. Jeg havde selvfølgelig tænkt mig at tage al bagagen med op, men alligevel var det da betænksomt. Så jeg kørte hele molevitten ind i hans forretning og stillede den op ad et bord, der var fuldt af mel. Var det mig der var kunde i den butik, ville jeg ikke synes en beskidt cykel var passende der. For beskidt det er den. Allerede hjemme i gården på Far East nåede den at få et fint støvovertræk.

Angela mente jeg burde anskaffe en ansigtsmaske, som en hel del lokale går med. Dog ikke så mange nu. Det tager jeg for at partikelindholdet i luften ikke er så højt som det KAN være.

Man kan dog roligt skrabe næsen ren et par gange om dagen. Godt man har et naturligt filter i næsen! Selv om det er irriterende, når det skal klippes.

Kl.22.40

Må vist hellere gå til ro, jeg har ekstra kilometer på programmet i morgen.

Godnat.

112,16 km

17,94 km/t

6:15:01 tim

41,9 km/t