[FORRIGE]
Rejsebrev 59
Fredag 30.05.08
Beijing
Der er ikke meget mere at sige her kort før 6 på min sidste dag. Ikke
andet end at "mit Kina" er kommet til at fylde utroligt inden i mig. Og
jeg er ikke blevet færdig med det. Men jeg er helt klar til at tage
taxi`en kl.12 - og den er betalt.
 |
 |
 |
| Personalet på Far East.... | ....forbereder sig med taler og.... | ....sang på de olympiske lege |
Jeg har tænkt meget på mine venner i Maoxian, særlig efter jeg kom
hertil. Der er snart gået 3 uger, men de bor utvivlsomt stadig ude. Og
hvor længe?
Maoxian blev ikke jævnet med jorden og netop derfor hører man ikke
noget. Har de fået elektriciteten tilbage? Er benzinen stadig
rationeret? Er der fødevarer? Er undervisningen kommet i gang? Det
sidste er jeg sikker på.
Selv om byen ikke er ødelagt, skal samtlige huse gås efter og sikres,
inden nogen kan flytte ind, men i sidste ende afgør folk nok selv, hvad
de gør. Har det sidste kraftige efterskælv fundet sted?
Et jordskælv kan optage medierne en uges tid vel, men virkningerne
rækker år ind i fremtiden. Husk det.
Jeg trøster mig med det kinesiske ordsprog en af mine venner skrev til
mig: Hvis du ikke mister livet når katastrofen sker, får du et lykkeligt
liv. I min oversættelse:
If you’re not killed in the disaster
You’ll have a happy life ever after
Sender en SMS til Sherry min eneste kontakt i Maoxian for at høre nyt.
Hun er ikke så systematisk i sit svar, men hun ringer mig også op, og
jeg forstår så meget, at elektriciteten er tilbage nogen steder, der er
ikke mangel på mad, at alle huse skal tjekkes, før man flytter tilbage
og at det vil tage mindst 3 måneder, at hun kører i bus til sin skole et
eller andet sted og at vejen fra Dujiangyan IKKE er åbnet. Muligvis
bliver den brugt af myndighedernes lastbiler eller også kommer de nord
fra. Fastnet telefoner ved hun ikke noget om. Hun ønsker mig god rejse
hjem, og da jeg svarer, at jeg håber at vende tilbage, siger hun, at jeg
er velkommen i Maoxian.
 |
| Dampede boller - baozi |
Har fået svar fra transportselskabet Santa Fe, som jeg via konsulen
har henvendt mig til. De vil vide noget om min bagages vægt og
størrelse. Jeg svarer så godt jeg kan bl.a. at det nok ikke bliver
foreløbig, den ankommer.
Jeg siger farvel til dem, der sidder i gården. En hollænder, jeg har
delt værelse med, donerer jeg mit vaskepulver. En af de sidst tilkomne
er en afghansk pige, der synes jeg ligner en lærer hun har haft. Hun har
boet mange år i Hamburg og siden i Canada. Og den allersidste, som ser
koreansk ud, viser sig at være pæredansk fra Nordjylland. Han er
naturligvis fra Korea, men adopteret og læser i en by mellem Harbin
(Nordkina) og Beijing. Så selvom jeg ville afsted en halv time før,
bliver det først 10 min i 12, jeg er ovre at sige, at nu er jeg klar.
Det er ikke en almindelig taxi - det er hotellets sorte bil, en Buick.
Denne er "normalstørrelse", men der findes også en lille model. Denne
"sorte" taxikørsel ender ikke ved afgangshallen som normale taxi`er. I
stedet kører han til en underjordisk parkeringskælder/VIP adgang, men en
elevator og et par transportbånd får mig hurtigt til afgangshallen. Det
er Kina til sidste minut det her.
Og det fortsætter, for SAS-flyet til København er aflyst og har været
det i 3 dage, men desværre endnu ikke, da jeg ringede i tirsdags. Om jeg
vil blive en dag ekstra i Beijing?
Det kan jeg jo af hensyn til visa og forsikring, som begge gælder 60
dage, ikke, så de ender med at sætte mig på et fly til Stockholm, som
vist egentlig skulle være fløjet en time tidligere. Derfra er der så
forbindelse til København.
Jeg troede, jeg kunne nå at spise noget i lufthavnen, så jeg ender med
at købe en pakke valnøddekager i en forretning til at stille den værste
sult.
Jeg har glemt at pakke lommekniven ned i bagagen, så den må jeg
efterlade. Desuden bliver jeg frataget en flaske vand og min lighter med
den afklædte dame - det er nu ikke damens skyld.