[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 20
Mandag 21.04.08
Heyang
Internet-besøget i går blev endnu en fiasko. Igen har de en form for
netværk, der ikke lader min PDA "komme til orde".
Her til morgen har jeg igen svært ved at tage mig sammen. Jeg trænger
til hvile, men Xian er også indenfor rækkevidde.
Da jeg kører ned gennem en af gaderne er hele personalet i et butik
kaldt sammen ude på fortovet. I betragtning af at forretningen ikke ser
stor ud er 50 mennesker en del. Der er peptalk og morgengymnastik. Da
jeg standser overfor kan jeg se opmærksomheden lynhurtigt skifte
retning. Mod mig.
Jeg kører over en lang bro, der forbinder to sider i plateauet hen over
en af disse kløfter. Hvor kløften ikke er for stejl, er der terrasser på
siderne. Det er det "rigtige" Kina, synes jeg.
Det er endnu en grå og diset dag og til med koldt.
Efterhånden som jeg kommer frem vokser vinden til hård vind fra vest,
dvs. Jeg får den ind fra siden. Jo længere jeg kommer frem jo mere
blæser det og jo mere kommer vinden forfra. Øv.
Men så indtræffer der et mirakel, som ikke har noget med vind at gøre,
nej der er langt vigtigere ting på spil.
Jeg har netop vinket til to vejarbejdere, da et pfffft. fortæller om en
punktering. Det er baghjulet.
Da jeg skal have dækket af ser jeg til min rædsel, at det er ved at
revne. Mellem den yderste kanttråd og resten af dækket er der en revne
på 2 cm. Det kan kun blive værre. Jeg beslutter at sætte det på igen og
så hurtigt som muligt finde et mere roligt sted, hvor jeg kan bytte dæk,
så det dårlige kommer frem foran, hvor presset ikke er så stort.
Et temmelig slidt dæk, disse frygtelige strækninger og al den vægt. Der
er ikke noget at sige til det. Det skulle gå galt. Men hvorfor lige her
- hvorfor ikke om 200 km, når jeg er i Xian?
Jeg får gjort det nødvendige, forsøger om jeg kan sætte en af de lange
lapper indeni dækket. Det ser håbløst ud. En ældre mand har set med og
siger noget med længere fremme. Men hvor langt. Jeg skal følge ham! Jeg
kører uendelig forsigtigt synes jeg, men efter få hundrede meter lyder
et nyt pffft...og fordækket er fladt.
Jeg trækker cyklen frem til hvor han står. Vi skal ned i en landsby. Ned
gennem "gaden" hvor kørerne står bundet. Ret langt. Jeg tænker om der er
et værksted af en slags her. Om de mon kan vulkanisere noget gummi på
indensiden af dækket, eller hvad f...
Den gamle forsvinder ind i et hus, mens jeg giver mig til at afmontere
forhjulet og lappe slangen.
 |
 |
| Peptalk for personalet | En ven i nøden |
Lidt efter kommer han ud med noget i den ene hånd. Det er et dæk. Det
er et 26 x 1.75 dæk, der passer til min MTB. Det passer i hvert fald
ikke til hans cykel og jeg har ikke set en MTB siden Beijing. Har været
lidt bekymret for om jeg overhovedet kunne FÅ dæk til den.
Hvad f... er meningen? Hvad sker der lige her?
DET er da et mirakel, der vil noget. Jeg har allerede overvejet hvor jeg
skulle hen for at få en bus til Xian og så bliver tingene ordnet på
stedet. Jeg ved ikke hvilken dialekt han og de andre, der er kommet til
taler, men jeg fatter ikke en lyd. Hvad skal han have for dækket og
ulejligheden prøver jeg at spørge. 100? Jeg vil gladelig give 200, hvis
det skal være. Det kan vi ikke rigtig finde ud af. Så kommer der en ung
mand og så kommer tingene hurtigt på plads. Han skal have 20 RMB = 14
kr.
Og her er det jeg godt kunne have givet ham de 100, fordi han nu har
reddet mig i en MEGET kedelig situation, men jeg fornemmer at det nok
ikke vil falde i god jord. Nu har han været glad for at kunne hjælpe en
stakkels vejfarende og så er den ikke længere. Men prisen på et dæk skal
han da have, og det får han så.
Så nu har jeg et, efter hans udsagn, meget bedre kinesisk dæk på mit
forhjul, og beder bare til, at det der nu er kommet om bagpå holder til
Xian.
Resten af dagen er frygtelig. Jeg slider mig alt for langsomt gennem
vinden. Et bryllupsoptog er eneste lyspunkt. Jeg indstiller mig så småt
på kun at nå til Dali, så vil der være mere end 100 km tilbage til i
morgen, men vinden lægger sig vel?
Det kan man aldrig vide.
 |
 |
| Jeg troede det var et bryllup - | - men det var en begravelse |
Da jeg lige før Dali kommer til en trafikkontrol, trænger jeg frygteligt
til en pause. Jeg får kun lov at stå et øjeblik. Så kommer en af
betjentene, for denne gang er de alle mænd og spørger om jeg ikke skal
have lidt varmt vand?
Jo det ville da være dejligt, nu har jeg jo fået købt både krus og te.
Så vi går ind i "betjentstuen". Jeg fortæller, hvor jeg har været og
hvor jeg skal hen. Det behøver jeg kun en gang, for hver gang der kommer
en ny, og det gør der 4-5 gange, skal den første nok fortælle det hele
igen. Jeg bliver tilbudt et æble, og hvad gør man så i sådan en
situation, hvor man ved man ikke skal spise frugt af den slags. Man
tager imod, det er man nødt til. Så må maven komme i anden række.
Da jeg har fået adskillige kopper te og kortet er blevet endevendt lige
så mange gange, giver jeg dem hånden til farvel og strider mig ind i
Dali. Det er ikke fordi, jeg ikke KAN mere, men her vil jeg kunne finde
3 stjernet overnatning efter min målestok. De to små næste byer, ved jeg
ikke rigtig med. Jeg leder efter et binguan - og finder det - efter
nogen søgen. Tong Zhou Hotel. For første gang har jeg cyklen på
værelset. Det ordnede de så at sige, mens jeg vendte ryggen til. Var
ellers oppe og se på værelse på 1.sal og havde accepteret det, men sådan
skulle det ikke være.
Der er mange besynderligheder på kinesiske hoteller. Også i denne
klasse. Da der ikke er thermokande er der el-kedel, det er set før. Men
denne har en ledning på 10 cm og kontakterne sidder midt mellem gulv og
bordhøjde, så hvad har de tænkt sig?
I stedet for at tage kedlen med og spørge, løser jeg det selv. En oval
papirkurv bliver lagt ned og for en sikkerheds skyld sidder jeg og
holder på kedlen til vandet koger.
Endnu en dag med overraskelser.
67.44 km
14.67 km/t
4:35:46 tim
38.1 km/t