[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 52
Fredag 23.05.08
Et sted på Yangtze
Jeg sover fra 22.30 til næsten 6.30 og vækker Burghard som aftalt. Vi
spiser morgenmad og snakker. Jeg kunne ikke have fået bedre rejsefælle.
Han er fra Kiel og bor i Berlin og jeg i København. Der er ikke meget
forskel hverken på forholdene eller vores meninger.
Så skal vi afsted igen, opad floden Jiu Wan. Hvor længe varer det? 2
tim.
Det regner så jeg må tilbage efter cykeljakken. Vi udstyres med
redningsveste. Det viser sig at vi skal ned i nogle lange dragehovede
kanoer. Der er padler! Men også en motor bag, ganske kraftig. På en
strækning skal vi selv padle (motoren kører svagt bagved).
Når frem til et sted, hvor endnu en "biflod" gennem en kløft støder ud i
den første. Går op gennem denne nye kløft på en pontonbro. Kløften
bliver smallere og smallere. Da den er 3 m bred og 50 m i højden stiger
vi op ad trapper. Går på træbelagte jernbroer og gennem en enkelt
naturlig gang gennem klippen. Op gennem en tropeagtig regnskov på de
næsten lodrette klipper. Som så ofte før er det det uventede, der gør
størst indtryk. Det er en enestående natur som man kun kan komme til fra
søsiden, og det er muligt at abstrahere fra de 100 kinesiske turister i
deres farvestrålende regnslag, som de har købt for 5 yuan og alle deres
billeder af dem selv foran seværdighederne. Som sædvanlig rører højderne
mig ikke her i naturen, men oppe på 31.etage i Metropolitan Tower... Jeg
overvandt mig til at tage et billede ud af et åbent vindue - kun eet!
Vel nede igen bliver vi bænket til en forestilling på en scene ude på
floden. De kinesiske højttaleranlæg fejler ikke noget. Lyden der er
playback er skærende høj, hvad ellers her i dette støjende land. Der er
nok en eller anden form for handling fra den kinesiske historie eller
mytologi, men ud over danseoptrinene, får jeg tid til at skrive dagbog.
Men jeg spekulerer på, om alle kinesere er blevet høreskadede? Hvordan
kan de holde lyden ud?
 |
 |
 |
| Paraplyer og kulørte regnfrakker | Lyden var HØJ | På vej tilbage |
Tilbage igen får vi billetter til bus no.3 når vi når til dæmningen.
Denne båd skal ikke ned gennem sluserne, vi skal med bus til Yichang.
Øv!
Burghard og jeg er nået at blive rigtig gode venner på disse dage. Det
ligger i luften, at vi kommer til at ses igen. I hvert fald har jeg nu
et sted at overnatte i Berlin.
Dæmningen er ikke helt glemt, selv om vi ikke skal gennem sluserne. Vi
kører først med én bus hen til dæmningen, hvor Three gorges turist
Company eller hvad det nu hedder, tager over, og vi kører med en anden
bus først til udsigtspunktet. Det er så diset, at man ikke kan se enden
af dæmningen, der er 2 km lang og 200 m høj, sådan cirka. Jeg er ikke
forvænt med klart vejr, så det gør ikke så meget. Tager et par håbløse
billeder.
 |
 |
| Billede fra udsigtspunktet ved De 3 kløfters Dæmning | Dæmningen selv forsvandt i disen |
Så skal vi ned til en bro og over på den anden side, hvorfra vi
formodentlig vil kunne se hele dæmningen skråt forfra. Inden vi er der,
regner det, og man kan stort set intet se. En gammel mand må være
kravlet over hegnet, for han står under sin flade kinesiske stråhat og
fisker. Der er bænke med overdækning og vi sidder småsøvnige og nyder
Yangtze i regnen.
Hver gang jeg kommer ind i en bus og den "talende megafon", som jeg har
døbt guiderne, går i gang, er jeg ved at falde i søvn. Da vi kommer
tilbage til den første bus falder jeg i søvn og småsover til Yichang,
hvor der er lettere kaos på busstationen. Burghard og jeg skal ikke med
samme bus. Vi har jo heller ikke book`et samtidigt. Vi når lige at
udveksle tlf.nr. så kører min bus. Tre kvarter efter ringer han. Hans
bus var fuld, han kommer først frem en time senere end mig. Jeg kan ikke
høre, hvad han siger selv om jeg propper en finger i højre øre og går
ned bag i bussen. Men han staver sig igennem en adresse på et hotel vi
har talt om fra LP, jeg tror jeg fik de væsentligste dele rigtigt. Under
alle omstændigheder skal vi skilles i morgen, men forhåbentlig på en
bedre måde.
 |
| "Den kværnende gule megafon" |
Three Gorges Dam med sine 24 generatorer på hver 700 MW (når den er helt
færdig i 2009) ligger i udkanten af bjergene, så inden længe er jeg igen
på det flade land. Her er mange af en ny type huse i 2 etager her i
Hubei provinsen og jeg ser marker, der er mere end 100 m lange, det er
noget nyt.
Da vi kommer til Wuhan, bliver der tvivl om, hvor jeg skal af. Jeg er
også selv i tvivl. Wuhan er en sammensmeltning af Hankou, Wuchang og
Hanyang og jernbanestationen er iflg. LP i Wuchang, mens hotellet vi har
set på ligger nær en anden station i Hankou. Vi stopper og chaufføren
vil se min billet. Det bliver han ikke klogere af, for der står bare
Wuhan. Jeg har bare tænkt mig at køre mig til endestationen, men da han
endelig spørger "Ni yao qu na ge difang?", siger jeg de magiske ord: "Houche
zhan" - jernbanestationen. Så er alt tilsyneladende i orden. Der kører
vi åbenbart til. Han ville ikke risikere at jeg kørte for langt.
Mens jeg venter på Burghard går jeg over på stationen og med nogle unge
kineseres hjælp får jeg købt en billet til Beijing til i morgen aften
21.09. Så er jeg i Beijing omkring kl.6.00 dagen efter. På vej tilbage
finder jeg et sted at spise og for at fuldende effektiviteten finder jeg
et hotel og er installeret og har fået "Kai shui" - som de kalder det
her - varmt vand, da Burghard ringer, at han er der om et øjeblik. Jeg
går ned og tager imod ham og senere køber vi et par øl og sidder lidt
sammen.