[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 37
Torsdag 08.05.08
I bussen til Leshan. Kl.08.40
Forsøgte at finde rejsefæller til en "tour" til The giant Buddha i
Leshan. En minibus koster 550RMB og man kan være 6. Desværre var der to
interesserede grupper på hver 3. Der blev jeg jo hurtigt skilt fra. Så
nu sidder jeg på busstationen og NU kører vi.
Sad med et lille bykort og prøvede at følge med i lokalbussen no.55`s
vej herned. Det var nær gået galt. Jeg er ikke vant til at køre i bus.
Pludselig krydsede vi floden, og så skulle vi være der. Et hastigt blik
på et vejnavn, som er et helt andet end jeg havde forventet. Jo vi er
der. Et endnu hastigere: Hvor er vi på kortet til en medpassager. Dui -
korrekt. Det er NU.
Det går forbløffende smertefrit med at købe billet og komme ombord til
Leshan, der skal jeg videre med bus no.3. De er vant til min slags her.
Og så kører vi ellers ad expressen gennem mit grønne, grønne Sichuan.
Jeg småsover det meste af vejen, denne her varme rumlen er jeg ikke vant
til.
Der er 120 km og efter de første 80 bliver terræn`et mere afvekslende.
En smuk frodighed hele vejen.
Ved den nye busstation er der ikke nogen bus no.3. Derimod 1,10 og 13.
Nogle kinesere skal også derud, de ser også ud til at være i vildrede og
en engelsktalende i bussen bekræftede mig i, at det var bus no.3
En lokal siger en hel masse, hvor konklusionen er, at bus no.13 kan man
også tage.
Jeg stiger op og tænker, at måske skal jeg så gå et stykke til sidst?
Men den kører lige til døren. Det gør bus no.3 også, men hvor den kommer
fra finder jeg ikke ud af.
 |
 |
 |
| Den store Buddhas hovede | Leshan på den anden side af floden | På vej langs klinten |
Selve Buddha`en er jeg lidt skuffet over, for jeg har hørt så meget
om ham. Han er stor, 2 gange rundetårn i højden, og så er han hugget ud
i klippen og sidder der ubevægelig og holder øje med trafikken på de to
floder, der løber sammen her. På venstre side af ham går der en trappe
ned, så man kan se ham fra alle vinkler.
Men hele området er en oplevelse. Fyldt med trapper og stier op og ned
og hen langs klinten. Med templer og lysthuse og tehuse og
souvenirbutikker.
 |
 |
| Nogle tog det mere alvorligt end andre | Alle MÅTTE fotogtaferes med Buddhaen |
På et tidspunkt på vej ned ad trappen bliver jeg passet op af to
piger, der vil fotograferes sammen med mig. Jeg er straks på vagt og
aner et eller andet lusk, men slipper ved at skrue bissen på. Senere har
de fat i en europæisk pige ser jeg. Men måske var det helt uskyldigt? I
hvert fald er der senere en hel familie, der vil det samme. En ældre
kvinde hiver afsted med mig i armen, for vi skal stå derovre! Jeg lader
mig denne gang indfange og poserer med alle 5 en af gangen og prøver at
lade være med at se sur ud. Jeg tror ikke det lykkedes. Som om det var
MIG, der var seværdigheden! Skulle jeg være smigret?
Efter 2-3 timer i området ved jeg jo nu, hvordan jeg kommer hjem, så jeg
undslipper alle cykel-scooter og- biltaxier, der er parat til at køre
mig hvor som helst hen og finder no.13`s stoppested.
Lige nu holder jeg mig vågen ved at skrive, men det varer ikke længe,
så....
I bybusserne er de meget høflige. En damestemme taler næsten uafbrudt
også på engelsk. Remember to give a seat to the old, the sick, the
disabled, the weak aso. Og de gør det. Også overfor mig. Gad vide
hvilken kategori, jeg hører ind under?
Da jeg kommer ind i no.55 på hjemvejen ser jeg, hvordan der bliver
kigget rundt, for at en eller anden skal rejse sig for mig, og en ung
pige overlader mig sit sæde. Jamen kære ven, det er ikke nødvendigt, jeg
er IKKE gammel - vel?
Det er utroligt, når man tænker på hvordan det er, når jeg skal købe
billet eller have vejet grøntsager. Der skal der virkelig KÆMPES.
Det var en af de ting min kinesiske lærerinde i DK sagde havde slået
hende mest, da hun kom til DK. At folk var så høflige - den anden ting
var, at der ikke var mennesker på gaden om aftenen. DET er der her, skal
jeg hilse og sige.